Flere en nogensinde lever med alvorlig livstruende sygdom. For de nærmeste sætter det ofte en lang og hård sorgproces i gang, når de er ved at miste et menneske, der stadig er i live. I denne serie har der været fokus på, hvordan vi forholder os til ventesorg.
1. Kristinas mor har sklerose: Jeg længes efter den dag, min mor dør
Jeg elsker min mor højt, og jeg mindes den, hun var engang. Det vil jeg sørge over, når hun dør. Men jeg vil også blive lettet over, at hun er et bedre sted, og at hun ikke skal lide mere – og at jeg ikke skal lide mere, skriver Kristina Klindt.
2. Ny sorg er totalt overset i kraft af, at flere end nogensinde lever længe med lvorlig sydom
Lægerne er blevet bedre til at behandle, men det har konsekvenser for de nærmeste – især børn og unge er hårdt ramt, og op mod hver tredje oplever ventesorg og har brug for hjælp, mener direktør for sorgcenter Preben Engelbrekt.
3. Dittes mor forsvinder langsomt til demens: Nu er det mig, der skal være den stærke
I en kronik fortæller Ditte Munk, at når hun tror, hun har vænnet sig til ventesorgen, rammer den pludselig hårdere end nogensinde.
4. Xenias mor lider af demens: Jeg har sagt farvel til hende, selvom hun stadig lever
Xenia Johansson boede hjemme, da hendes mor fik demens. I stedet for at være barnet, blev hun til sin fars skulder at græde ved. Det gik ud over hende og hendes sorgproces.
5. Lindas mand fik en hjerneblødning: Jeg har ønsket mange gange, at han skulle få fred
I en kronik fortæller Linda Holmberg, at hun reelt set har mistet sin mand to gange.
6. Da Anjas mand fik demens, kom den største hjælp ikke fra velfærdsstaten, men fra den demente selv
Forestillingen om at være der for min mand i medgang og modgang måtte jeg have under kraftig revision, da han fik demens, fortæller Anja Aalund Holst.
Da Anni Slots mand gennem mere end 50 år blev mere og mere syg på grund af en sjælden sygdom, hjalp troen på Gud hende med at bearbejde ventesorgen.