Prøv avisen
Debat

Servicemeddelelse: Grundtvig skrev, at skoven falmede – og mente det

Foto: Leif Tuxen

Kristoffer Garne, valgmenighedspræst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Den anden dag bragte Kristeligt Dagblad en sprogklumme, hvor forfatteren spekulerede i, om skoven mon flammer og ikke falmer i den berømte efterårs sang. Der findes mange uunderbyggede antagelser om Grundtvig, der gør det desto vigtigere at have kendskab til Grundtvig, mener valgmenighedspræst Kristoffer Garne

Den evindeligt tilbagevendende diskussion om, hvorvidt Grundtvig mon ikke mente, at skoven flammede i stedet for at falme om efteråret, viser med al tydelighed, hvorfor der er brug for forskning i Grundtvigs forfatterskab og udgivelse af hans tekster.

Om ingen anden forfatter verserer der så mange uunderbyggede antagelser og vandrehistorier, som der gør om Grundtvig. Sagen om skovens forfald eller flammen-op er forholdsvis uskyldig, men andre misforståelser kan være mere afgørende for forståelsen af vores fortid og dermed af vores nutid og vores mulige fremtid.

Et mere retvisende billede og en dybere forståelse af forholdene kan kun tilvejebringes ved, at nogen får lov til at beskæftige sig indgående med forfatterskabet. Det kræver ikke kun konkret arbejdsløn, men også en generel satsning på humanistisk dannelse, herunder træning i at læse digte.

Når Grundtvig skriver, at skoven falmer trindt om land, så mener han det. Falme betyder ikke kun en afmatning af farverne, men et generelt forfald: Blade og andet falder af træerne, blomster visner og så videre. Udtrykket, at skoven falmer, er en poetisk parallel til udtrykket ”og fuglestemmen daler”. Begge dele, skoven og fuglesangen, er i nedgang. Men heldigvis har vi høstet forråd i laden, og efter vinter kommer vår.

Det er de samme udtryk, Grundtvig bruger, når han skriver, at ”skyerne gråner, og løvet falder, fuglene synger ej mer”. Det er nedgangstid i efteråret – at bilde sig andet ind er naivt. Men heldigvis har også nedgangstiderne sin mening i den store helhed, for ”vinteren må sig med våren rime”.

Det var ikke en engangsforeteelse, da Grundtvig i 1844 skrev, at skoven falmer trindt om land, når det bliver efterår. Han brugte udtrykket igen året efter i efterårssalmen ”I falmende blade, du kølige vind! Tør mer ej med eder jeg gækkes?”.

Den er ikke så kendt som Grundtvigs øvrige efterårssange, måske fordi den først kom med i Salmebogen i 2003 (den står og gemmer sig som nummer 653 i afsnittet om ”forsagelse og kamp”), og ikke (for nærværende) står i Højskolesangbogen.

Men den fortjener at blive brugt – især i det sene efterår, som vi nu er i, hvor der ikke er så mange oplagte sange at synge, som der er i det tidlige efterår.

Denne prægtige salme er let at finde frem til, men hvem ved, hvad der gemmer sig af perler i det øvrige, ukendte, forfatterskab?

Salmens gentagne omkvæd, ”O min sjæl! sig, hvad klynker du over?”, kan være en trøst til os alle. Det går måske ned ad bakke med vejret, med finanserne og med den almene dannelse. Men der er håb på den anden side af vinteren, både for Grundtvig, den humanistiske dannelse og for os alle sammen.

Det kan Grundtvig også bruges til at minde os om.

Kristoffer Garne er præst for Kjellerup & Omegns Valgmenighed.