Den seneste tids store fokus på sexisme og krænkelser kalder på eftertanke. Ikke bare for politiske partier og andre organisationer, men for hele vort samfund. Vi har brug for at overveje, hvordan vi agerer over for andre mennesker uanset køn, race og alder. Men vi har også brug for at overveje, hvordan vi skal forholde os til de mennesker, som på et eller andet tidspunkt fejler.
Jeg er vokset op i en kultur med positiv social kontrol! Både i mit hjem, i skolen og i ungdomsforeningen med tæt tilknytning til Indre Mission havde jeg trygge rammer, der hjalp mig til at finde en sund vej gennem livet.
Jeg lærte værdier som respekt for andre menneskers grænser og omsorg for den svage. Jeg lærte noget om samværet mellem kønnene, ganske vist ikke så meget som konkret undervisning og klare ord, men gennem det menneskelige fællesskab, som jeg var en del af.
Mine forældre drak stort set aldrig alkohol, og de gav mig klar besked om, at overdrevet alkoholforbrug var uhensigtsmæssig og let førte til uhensigtsmæssige handlinger. Men der var ikke tale om egentlige forbud, og jeg vidste, at jeg var accepteret som den, jeg var, også selvom jeg valgte anderledes.
I det lys er det bemærkelsesværdigt, at de to politiske partier, som har været mest i fokus i forbindelse med krænkelsessagerne, er to af de partier, som skarpest har talt for et kritisk blik på religiøse skolers såkaldte negative sociale kontrol. Blandt andet har søgelyset været rettet mod kristne friskolers seksualundervisning. Men nu viser det sig, at disse partier rammes af deres egen kritik. Både ledelsen og krænkerne selv henviser til en uheldig kultur som en forklaring på, at det kunne finde sted.
Men spørgsmålet er, om ikke talen om den uheldige kultur bare er et andet ord for netop den negative sociale kontrol, som de vil til livs. En kontrol, som åbenbart både viser sig i et stort forbrug af alkohol og i en holdning, som betyder, at egne og andres grænser på det seksuelle områder ikke er blevet respekteret.
Spørgsmålet er derfor, om ikke vi har brug for at en langt højere grad af positiv social kontrol. Måske har vi brug for en revitalisering af De Ti Bud, sådan som vi kender dem fra den kristne tro, men som er en god form for positiv social kontrol, uanset om man er kristen eller ej.
Lad mig nævne nogle eksempler.
Det første bud: Du må ikke have andre guder! Måske er det et godt sted at begynde, at vi bliver klar over, at ingen af os selv er guder, så vi kan gennemtvinge vores vilje og dømme andre efter, hvad vi nu lige synes.
Det fjerde bud: Du skal ære din far og din mor. Familien er noget helt grundlæggende, når vi skal opbygge et godt samfund. Det tror jeg, de fleste umiddelbart kan mærke. Men alligevel er det, som om forældreskab og familieskab kommer mere og mere under pres. Den megen debat om negativ social kontrol er nået til et punkt, hvor forældrenes ret til at opdrage børnene i overensstemmelse med deres overbevisning bliver meget begrænset. Det samme gælder ytringsfriheden, når det drejer sig om synspunkter, der er i modstrid med den gruppe af meningsdannere, der får lov at styre debatten.
Det femte bud: Du må ikke slå ihjel. Det er vel det bud, der er næsten allerstørst forståelse for og tilslutning til. Men i praksis kan det jo godt være vanskeligt. For det har også indflydelse på, hvordan vi – både som samfund og som enkeltindivider – forholder os til så konkrete ting som alkohol og stoffer, til abort, til færdselsloven og til mange andre områder, som potentielt betyder, at andres liv bliver påvirket i negativ grad.
Det sjette bud: Du må ikke bryde et ægteskab. Det er meget aktuelt, når det gælder sexismedebatten og den kultur, der tilsyneladende hersker i flere sammenhænge. Buddet ønsker at sætte et værn op om kærligheden og især om seksualiteten. Det har traditionelt været forbeholdt ægteskabet, og selvom dette traditionelle, kristne syn på ægteskabet i dag ikke har så stor opbakning, så er det klart, at jo mindre værdi, vi tillægger ord som trofasthed og ærlighed i forhold til den ægtefælle eller partner, vi er sammen med, jo større er risikoen for at komme til at gøre andre fortræd.
Det ottende bud: Du må ikke vidne falsk. Det gælder også på Facebook og andre sociale medier. Den såkaldte folkedomstol er ofte hård og ubarmhjertig, og her er der en tendens til, at vi let glemmer at tænke os om. Tænk, hvis vi kunne få en kultur, hvor vi mere er optaget af at forstå hinanden end af at fordømme hinanden. I det mindste kunne vi arbejde for, at vi, hver gang vi udtaler os om et andet menneske enten i tale eller skrift, lige standser op og spørger os selv: Er det nu sandt, det, jeg vil sige? Og derefter: Er det godt for andre, det, jeg vil sige, eller er det bare for at tilfredsstille min egen trang til at reagere?
Jeg kunne sagtens fortsætte med de øvrige bud, men det tillader pladsen ikke her. De Ti Bud er måske ikke særlig moderne for mennesker, der ikke har et bevidst positivt forhold til den kristne tro.
Men ingen kan vist være i tvivl om, at hvis De Ti Bud blev styrende for menneskers individuelle moral, så ville det få stor indvirkning på mange af de områder, som netop nu opleves som problematiske.
Det gælder sexisme- og krænkelsesdebatten, men det gælder også vanvidskørsel, misbrugsproblematikken og debatkulturen. I den forstand har vi brug for De Ti Bud som en positiv form for social kontrol.
Men De Ti Bud kan ikke stå alene. Hvis vores samfund skal blive et godt samfund at leve i, har vi brug for at lære mindst én ting mere af den kristne tro: tilgivelsen. Uden tilgivelse og åndsfrihed bliver det netop sådan, at ét fejltrin uvægerligt vil føre til fordømmelse og udelukkelse.
Det kan jeg godt savne en bevidsthed om i debatten omkring krænkelse. Der lyder mange fordømmende udsagn om de enkeltpersoner, der bliver nævnt som krænkere – og endda også om dem, der står frem som de krænkede. Megen uret er helt sikkert begået. Men jeg savner ofte, at de, der udtaler sig allermest fordømmende, lige kigger sig selv i spejlet og spørger, om de selv lever op til den standard, som de dømmer andre efter.
Tilgivelsen har vi brug for, så den, der én gang er faldet i unåde, kan få mulighed for genoprejsning. Vi har brug for menneskelige politikere, der står ved deres fejl og er klar til at undskylde og tage konsekvensen. Men vi har i høj grad også brug for en menneskelig debatkultur, hvor gamle fejl, der er erkendt og forsøgt genoprettet, får lov til at hvile i fred, så vi som samfund kan drage nytte af den erfaring, som livet giver.
Bjarne Hougaard er sognepræst i Hirtshals og formand for Menighedsfakultetets repræsentantskab.