Prøv avisen

SF-formand: Imamer som Monzer Abdullah forgifter ungdommen og splitter Danmark

Den 50-årige imam Monzer Abdullah er modstander af demokratiet og mener, at politikerne udviser svaghed, når de laver indgreb mod burkaer og ghettoer. Foto: Emil Kastrup Andersen

Det dur ikke, at vi taler med små bogstaver om holdninger, der udfordrer selve fundamentet for vores fællesskab!, skriver Halime Oguz og Pia Olsen Dyhr

I TIRSDAGS FEJREDE VI på grundlovsdag hele det danske fællesskab. Et fællesskab, hvor vi findes i mange udgaver, størrelser og farver. Lighed, frihed og demokrati har skabt os en plet på kloden, hvor vi er sammen om at løse de sociale udfordringer på tværs af kulturelle skel.

Festen fik dog ikke lov til at vare mere end et døgn, før den gode stemning skulle ødelægges. I onsdags interviewede Kristeligt Dagblad Monzer Abdullah, som er imam i den velbesøgte Masjid Al-Faruq-moské. Imamen sagde blandt andet, at han ”er imod det politiske system. Demokrati kan ikke forenes med islam, som er en politisk ideologi”. Han sagde også, at muslimer ikke har et ansvar over for det danske samfund; kun over for islam. Tidligere har han opfordret til drab på jøder.

DET ANTIDEMOKRATISKE SINDELAG er selvfølgelig slemt nok i sig selv, men endnu værre er udskamningen af det store flertal af demokratiske muslimer, der hver dag bidrager til fællesskabet.

SF brugte grundlovsdag på at tale om fællesskabets udfordringer. Imamer som Monzer Abdullah bidrager i høj grad til disse udfordringer, når de ligefrem taler splittelsen op og udnytter alle muligheder til at forgifte unge mennesker med idéen om, at danske muslimer aldrig bliver en del af det danske folk.

Sjovt nok findes der kun to grupper i Danmark, der er enige i Abdullahs synspunkt: de vanvidsimamer, der prædiker adskillelse og modstand mod demokratiet, og så det yderste, racistiske højre. På overfladen ligner de måske hinandens værste fjender. I virkeligheden er de igler, der får næring fra samme blodåre: splittelsen i det danske folk.

På venstrefløjen er vi gode til at tale det yderste højre midt imod. Vi dukker talstærkt op til moddemonstration, når organisationer som Stop Islamiseringen Af Danmark skraber 20 vindjakker sammen til en forkølet protest. Vi skal være lige så gode til at sige klart fra over for islamister, der desværre har et stort publikum hos danske unge.

At disse fanatikere – for det er, hvad de er – har et publikum, er desværre et faktum. For nylig tiltrak den australske imam Mohamed Hoblos mange tilskuere, da biografen CinemaxX i København viste hans seneste film. Fremvisningen foregik kønsopdelt, og imamen har tid ligere udtalt, at muslimer, der misser én eneste bøn, er værre end mordere og voldtægtsmænd.

Derfor var det dybt deprimerende at høre unge, danske røster forsvare både imamen og kønsopdelingen i Radio24syv efter forestillingen. Vi nægter at tro, at kampen om de unges hjerter er tabt – men hvis vi skal vinde den, har vi alle et ansvar for at opruste.

DET DUR IKKE, at vi taler med små bogstaver om holdninger, der udfordrer selve fundamentet for vores fællesskab!

På den anden side nytter det heller intet at skubbe disse unge mennesker yderligere fra os. Når fremtrædende politikere sætter spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan være rigtigt dansk, hvis man taler et fremmedsprog, så skyder de sig selv og det danske fællesskab gevaldigt i foden. Tusindvis af muslimer er hver dag en gave for det danske samfund, når de arbejder, tager sig af deres familie og opfylder deres borgerpligter.

Kun hvis vi taler den reaktionære islam midt imod, men også understreger, at det danske fællesskab er for alle danskere – uanset religion, kulturel baggrund og hudfarve – kan vi vinde den værdikamp, der i højere og højere grad udspiller sig om danske unges hjerter.

Halime Oguz er folketingskandidat for SF, og Pia Olsen Dyhr er formand for SF.