Om morgenen er det sværest. Da rammer sorgen stærkere af en eller anden grund. Men så prøver jeg at ”tage mig sammen”.
Sidste lørdag mistede jeg min mormor. Hun var et af de sejeste mennesker, jeg kender. Det var hende, der vækkede mit samfundsengagement, når hun spurgte mig ”Hvad synes du?”, når de voksne diskuterede politik hen over middagsbordet.
Og når hun fortalte historier fra Besættelsen, fra før der var noget, der hed velfærdsstat, og lod mig vide, at man skal kæmpe for dem, der bliver uretfærdigt behandlet i samfundet.
Når kendte mennesker dør, får de ofte lange mindeord i medierne og på sociale medier. Det gør almindelige mennesker ikke. Men et tab af mennesker som hende er også et tab for hele samfundet.
Hun er et øjenvidne til vores samfundsudvikling, og med hende er den viden nu væk. Eller måske er det rettere følelserne bag den viden, der er væk. Og som er vigtige for, hvordan vores samfund fortsat udvikler sig.
Hvor frygteligt det var at være i krig, eller være besat af tyskerne. Det fortalte hun om, set gennem barneøjne, når tyskerne kom og bankede på, og de ikke turde åbne døren.
Hun fortalte en historie fra Hedehusene – byen, hun boede i hele sit liv – om en lokal, som kun havde én arm, og som derfor havde det ene skjorteærme stukket ned i bukselommen. Da han mødte tyskerne på parkeringspladsen foran hendes hus og de sagde ”hænderne op”, kunne han kun række den ene arm op – og så skød de ham. Alt sammen, fordi man havde udset sig en etnisk minoritet som syndebuk.
Følelsen af, at man som arbejder står stærkere, når man står sammen i et fagforbund, at man derved sikrer sig selv og hinanden. Den kamp, det har været at opbygge velfærdsstaten, at skabe tillid. At sikre, at et menneske har værdi, fordi det er et menneske, og ikke for sin arbejdsduelighed og omstillingsparathed.
Og at sikre de syge og svage – ikke at køre hetz mod dem.
Min mormor var socialdemokrat, ligesom min oldefar havde været det. Han – og hun – var indigneret over, at ikke alle blev behandlet lige. Det var dengang, Socialdemokratiet var et parti, der kæmpede for de svageste i samfundet. Hvor man primært kæmpede for politiske sager, man troede på, og ikke som i dag, hvor man primært kæmper mod politiske modstandere.
Det er ikke, fordi der ikke er mange ting, der er bedre i dag. Det mente hun også. Helt bestemt. Men de følelser, som har været byggestenene for vores samfund, forsvinder med mennesker som hende.
Vi har hørt historierne mange gange, og man kunne mærke på hende den betydning, de havde, når hun fortalte. Men nu kan vi ikke huske dem. Vi spørger hinanden ”Hvem var det nu der?” eller ”Hvordan var det nu med ham?”. Og siger: ”Vi skulle have skrevet dem ned.”
Men det tror jeg ikke, for sådanne historier er jo skrevet ned, og det er ikke det, der mangler. Det er menneskene, der har fortalt dem, som har lagt følelser i ordene, hvis øjne har fortalt vigtigheden af den situation, de fortalte om.
Når de følelser forsvinder, og vi bare bokser rundt på hinanden, om det så er politiske modstandere, de svage i samfundet eller etniske minoriteter. Vi glemmer, at det kan føre til krig, og at vi skal værne om fællesskabet – høj som lav – fordi det er det, der binder os sammen, tilliden til hinanden.
Hvad sker der så?
Camilla Kaj Paulsen er kultursociolog og børnebogsforfatter.