Siddique er den nye værdikriger: Og bag dundertalerne skjuler sig en farlig tankegang

Frie Grønne og Sikandar Siddiques bidrag til debatten er farlig, fordi de bringer de ekstreme identitetspolitiske strømninger ind i Danmarks lovgivende forsamling

Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne, har ukritisk overtaget den identitetspolitiske fortælling om, at Vesten er gennemsyret af hvide, racistiske strukturer, skriver Jonas Blüdnikow. – Foto:
Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne, har ukritisk overtaget den identitetspolitiske fortælling om, at Vesten er gennemsyret af hvide, racistiske strukturer, skriver Jonas Blüdnikow. – Foto:

Christiansborg har fået sig en ny værdikriger. Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, holder velkoreograferede dundertaler så patosfyldte, at det ville have været for stor en mundfuld for selv et garvet romersk senatsmedlem i bibelske tider. Der er dog ikke meget ”Jeg kom, jeg så, jeg sejrede”-attitude over vores nye bekendtskab, men derimod en overvældende tendens til offergørelse i en selverklæret rolle som frontfigur for hele Minoritetsdanmark. Han formår på tragisk vis at gøre borgere med indvandrerbaggrund til hjælpeløse ofre i det, han betragter som et Danmark funderet i kulturel undertrykkelse og strukturel racisme.

Sikandar Siddique har ukritisk overtaget den identitetspolitiske fortælling om, at Vesten er gennemsyret af hvide, racistiske strukturer, og har tilmed opdaget, at det at være krænket er et værdifuldt politisk aktiv, der så let som ingenting kan konverteres til folkets stemmer.

Politisk substans er blevet nedprioriteret og erstattet med woke -kulturens yndlingssnak om tonen i debatten, der på belejlig vis altid kan omdirigere en politisk tabersag til en sikker sejr i noget fluffy moralsk sniksnak om solidaritet og anstændighed, og hvor meget mere vellykket integrationen ville have været, hvis Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti ikke kaldte ungdomsbanderne på Blågårdsgade for ”indvandrere”.

Sikandar Siddique og Frie Grønnes idealer for en fri og grøn verden er muligvis grønne, men frie bliver de aldrig. Bag om de lyserøde termer som feministisk økonomi gemmer sig en anden virkelighed af antipluralisme, statskontrol og utopiske idéer, der burde skræmme enhver til højre for Enhedslisten og til venstre for Stram Kurs.

Dette fik vi en forsmag på i tv-programmet ”Clement kalder Jorden”, hvor Sikandar Siddique var i hopla til en debat om de sociale mediers magt gennem big data . Diskussionen kredsede om, hvorvidt man skulle og overhovedet kunne regulere sociale mediers stigende kontrol af befolkningen.

Sikandar Siddique gik ikke overraskende ind for mere regulering, hvilket man på sin vis godt kan forlige sig med efter diverse skandaler om persondata i USA. Den gode stemning blev dog hurtigt vendt til forbløffelse, idet han fremlagde sin og Frie Grønnes masterplan i kampen om at overvinde kapitalismens onde internetgiganter. Planen gik i al sin enkelthed ud på at skabe en social netværksplatform kontrolleret af EU’s medlemsstater og udbyde det som public service, der skulle agere talerør for befolkningen – med statslig censur vel at mærke. Hvem der imidlertid skulle udpeges til censurpoliti og bortcensurere det, Sikandar Siddique ville kalde for fake news, fik vi ikke et klart svar på. Måske det bliver idémandens egne venner? Man fik pludselige associationer til George Orwell og bogen ”1984”.

Men er det ikke lige i overkanten at koble Sikandar Siddiques drøm om online statslig kontrol af befolkningens ytringsfrihed sammen med Orwells ”1984”? Jo, det er det vel til en vis grad, men også kun til en vis grad, fordi når totalitære tanker får lov til at florere blandt politikere, der ikke forstår konsekvenserne af dem, kan det selv i et demokrati udvikle sig til en farlig diskurs.

Sikandar Siddique nåede dog heldigvis selv lige at sige, at det hele var en omgang utopisk hurlumhej, men bedyrede, at Frie Grønne ville arbejde hen imod denne løsning. Det må være svært som Frie Grønne-vælger at vide, hvad man egentlig stemmer på.

Miseren startede faktisk slet ikke hos Clement, men i juni sidste år ved Folketingets åbning, hvor Sikandar Siddique holdt en tale, der formentlig helt tilsigtet skulle skabe forargelse og kanonisere ham helt til toppen blandt venstrefløjens helligkrigere i antiracismens og klimakampens navn.

Black Lives Matter må nærmest have fungeret som taleskriver, da Sikandar Siddiques iver efter at raceopdele folk ud fra deres hudfarve var påfaldende. Talen var en hyldest til en bevægelse, der for mig at se bekæmper racisme med racisme ved at knægte folks stemmer på baggrund af hudfarve og etnicitet.

Pludselig blev amerikanske indenrigspolitiske anliggender som mordet på George Floyd inddraget og misbrugt i Sikandar Siddiques egen indenrigspolitiske kamp om at fremmane en dommedagsstemning over Danmark og landets angivelige undertrykkelse af dets minoriteter.

Sikandar Siddique demonstrerede sin politiske naivitet ved at blande udenrigsindenrigsjustits- og identitetspolitik sammen i en stor, rodet, ikkeevidensbaseret tale. Det var så patosfyldt og unaturligt overkoreograferet, at tilstedeværende i folketingssalen kiggede undrende på hinanden. Talen blev afsluttet med ordene ”vi brune danskere er stadig underrepræsenteret i Folketinget” og en erklæring om, at nu havde etniske minoriteter i Danmark endelig deres helt egen beskytter i Folketinget, hvilket jeg studsede meget over, eftersom mange politikere af ikke-etnisk dansk herkomst har været og er en del af Folketinget.

Netop dér bekræftede Sikandar Siddique, at hudfarve og antipluralisme står ham meget nært, og at hans antipati ikke kun er rettet mod ”hvide undertrykkere”, men også mod ikke-etnisk danske politikere med et markant anderledes verdenssyn end hans eget. Disse skal åbenbart ikke føle sig berettiget til at være en stemme for minoriteter på Christiansborg, så længe de ikke deler samme noble og anstændige holdninger som ham og hans parti.

Frie Grønne og Sikandar Siddiques bidrag til debatten er farlig, fordi de bringer de ekstreme identitetspolitiske strømninger ind i Danmarks lovgivende forsamling, og det er svært at blive klog på, om det er fup og fiduser eller rendyrket ekstremisme.

Jonas Blüdnikow er gemmolog.