NADVEREN ER en skelsættende begivenhed i den danske folkekirke. Ikke kun fordi den ændrer kirkegængernes tankesæt, styrker deres tro og ansporer til ny handling. Men også fordi den ofte sænker et jerntæppe ned igennem menigheden. De rigtigt kristne går til nadver. De lejlighedsvise kirkegængere benytter sig af chancen til at få sig en sludder med sidemanden. Hvordan gik det med faster Maries brokoperation? Og Lenes nye baby?
Frem for at være alle kirkegængernes tankstation, så er nadveren blevet det sted i gudstjenesten, hvor man først og fremmest signalerer tilhørsforhold: Er man med i klubben – eller ikke?
Det er synd og skam. Og det var aldrig meningen med nadveren. I Himmelev Sogn ville vi ikke finde os i det. Vi synes, at nadver bør være et måltid, vi som menighed deler med Vorherre og med hinanden. Ikke et måltid, der deler os.
Mange ting ligger uden for vores indflydelse. Historietabet kan vi ikke umiddelbart rette op på. Folks distancerede forhold til deres kirke heller ikke. Men ordlyden af ritualet – det kunne vi faktisk gøre noget ved. Vi søgte derfor om – under midlertidig prøveordning – at få lov til at arbejde med en nyformulering af nadverens liturgi.
Arbejdet har stået på de seneste tre år og er sket i en vekselvirkning mellem præster, organister, menighedsråd og menighed. Efter i en periode at have brugt et nyformuleret nadverritual ved højmesserne, tilkendegav menigheden, at de ikke ønskede de autoriserede ritualer tilbage – men at det nye heller ikke var helt godt. Evalueringerne medførte endnu grundigere arbejde med nadverritualets teologi og formulering – herunder større inddragelse af musik og fællessang. Det nye udkast har menigheden taget i brug pr. 1. januar.
Hensigten med nadverarbejdet er dobbelt. Dels at give ritualet en nutidig sprogdragt. Det skulle gerne være nogenlunde transparent, hvad nadver er, og hvorfor folk skal bevæge sig op til alteret. Dels at få fremhævet nogle flere teologiske motiver i nadveren end blot syndsforladelsen. Det nutidige sprog synes vi, at vi skylder vores menighed. Det er ganske vist lettere og mere bekvemt at fortsætte i den velkendte rille. Og det er fantastisk besværligt at skulle oversætte gammelt til nyt. Betydninger skifter. Ord går i glemmebogen. Et godt eksempel er ordet ”synd”. I dag forbindes det ofte med banale handlingssynder – man har spist en kage for meget. Eller det indgår i karikaturen på kristne mørkemænd som faster Anna fra ”Matador”. Her signalerer det løftede pegefingre og moraliseren. Men i kirken er det jo en langt mere omfattende kategori – det er menneskets iboende indkrogethed i sig selv. Så hvordan skal man tale om synd i dag – uden at bruge ordet synd? Er det svigt? Det ikke at slå til?
Men hvorfor overhovedet gøre sig den ulejlighed at omformulere nadverritualet? De tre nuværende autoriserede ritualer er jo både smukke og poetiske. De har den fordel, at dele af dem trækker tråde bagud til en oldkirkelig tradition. De har også en samlende funktion, fordi de bruges af alle landets kirker.
Vi kunne ikke være mere enige. Men spørgsmålet er, om prisen ved uændret at fastholde dem er ved at blive for høj. Fra vores mange drøftelser i menigheden ved vi, at de traditionelle ritualer er sort tale for den uøvede kirkegænger. Det er næppe nogen overraskelse. Hvad der er mere overraskende, er, at også en del af de øvede kirkegængere finder ritualerne kryptiske. Og i flere tilfælde også teologisk problematiske på grund af det store fokus på syndernes forladelse.
Det fører hen til vores andet formål, nemlig udbredelsen af flere teologiske motiver i nadveren. Nadverteologisk har vi i Danmark stort set sat alt på et bræt: Nadver handler om syndsforladelse. Det er arven fra Luther og fra de teologer, der lavede vores nuværende ritualer. Men ser vi tilbage til de bibelske vidnesbyrd og til oldkirkens praksis, er det tydeligt, at også andre betydninger kunne gøres gældende. Nadverens teologi er dyb og kompleks – og spænder over mindst fem forskellige motiver:
Skabelse og taksigelse – en tak for det skabte. Måltidet hænger sammen med menneskets modtagelse af jordens gaver. I oldkirken var dette element helt centralt, og i Det Nye Testamente har vi historien om bespisningsunderet.
Frelse og tilgivelse. Indstiftelsesordene lader Jesus sige, at det er for os, han giver sin krop og sit blod. Den ultimative solidaritetserklæring er skærtorsdagsmåltidet, hvor han giver sit offer en stedfortrædende betydning.
Nærvær og kraft – nadveren som tankstation. Nadveren er også på mange måder mystisk; vi kan opleve et nærvær eller føle os opladt af en kraft uden for os selv. I Det Nye Testamente har vi beretningen om Emmaus-måltidet, hvor disciplene går glade fra bordet med nyt mod.
Fællesskab – som skal rækkes videre til andre. Nadveren er også et forpligtende fællesmåltid. I Det Nye Testamente hører vi, at Jesus spiste med toldere og syndere. I oldkirken var det en central pointe, at nadveren var et mætningsmåltid, hvor de rige medbragte maden og lod de fattige få del i festen.
Evighedshåbet – et indblik i en højere virkelighed. Nadveren er også en lille forsmag på et himmelsk måltid. I Det Nye Testamente er Guds Rige ofte symboliseret ved et måltid, og vores nadvermåltider øser af en evighedsdimension.
I Himmelev har vi forsøgt at berøre alle disse fem temaer, så syndsforladelsen ikke står alene. Ritualer bør være enkle og relativt kortfattede – og kan selvsagt ikke udgrunde hele teologien bag. De kan kun invitere til fordybelse, til billeddannelse og til deltagelse.
En kritik, som nye ritualer ofte møder, er, at ændres ordlyden, ændres samtidig teologien. Det er sikkert rigtigt. Men gør det noget? Der er immervæk sket en del forandringer hos os og i os de seneste 100 år. Heller ikke de nuværende autoriserede ritualer er faldet ned fra himlen, men er udtryk for den tids sprogdragt og teologiske prioritering. Har kirken ikke pligt til at lytte og udvikle sig sammen med sine medlemmer? Må ritualerne – og med dem teologien – ikke med nødvendighed løbe den risiko at forandre sig, så de fortsat kan forstås og give mening til mennesker, der lever på nye tiders forandrede vilkår?
Til sidst tre spørgsmål til videre overvejelse:
Nadveren er den kristne kirkes kerneritual. Kan vi være tilfredse med at reducere betydningen af nadveren til syndsforladelse? Og er det i orden, at det sker på bekostning af den buket af teologiske temaer, man med lige så stor ret kunne gøre gældende?
Kan vi som lutheranere stiltiende se til og acceptere, at størstedelen af søndagsmenigheden ikke fatter en bønne af, hvad der foregår, så snart præsten har sagt: ”Opløft jeres hjerter til Herren!”? Var det ikke en luthersk pointe, at gudstjenester skulle være på folkesproget, fordi fremkomsten af troen også lå i noget forståelsesmæssigt?
Det almene præstedømme og tanken om det myndige lægfolk er en af grundstenene i vores kirke. Er det ikke på sin plads at tage dette alvorligt ved at lytte til menighedens oplevelser af ritualerne – og lade dem have indflydelse på, hvad der rent faktisk fungerer i en gudstjenestesammenhæng?
I Himmelev Sogn har vi ikke et ønske om at splitte folkekirken. Vi er heller ikke ved at danne en valgmenighed. Men vi har et stærkt ønske om fortsat at være kirke for og med folket. Vi synes ikke, at kirken med sine nuværende ritualer kommer folk tilstrækkeligt i møde. Vi har derfor – gennem biskoppeligt bevilget lokal prøveordning – valgt at gøre os disse liturgiske erfaringer, i håb om at folkekirken i nærmeste fremtid vil tage stilling til sine ritualer.
Vi ser frem til det folkekirkelige ritualarbejde i 2019.
Anne Binzer er formand for Himmelev Menighedsråd. Majbrit Weje Kristensen, Jarl Ørskov Christensen og Marianne Juel Maagaard er sognepræster i Himmelev Sogn.