Kristendemokrat: Alt for mange oplever skiftende sagsbehandlere i beskæftigelsessystemet

Sanktionstyranniet spiller alt for tit fallit. Når sagsbehandlerne skal registrere, sætte sig ind i konstant skiftende regler og iværksætte sanktioner, er det svært samtidig at få tid og overskud til at være i en tillidsfuld relation til borgerne

Prioritér gode arbejdsvilkår for sagsbehandlerne og mere tid til den enkelte borger til motiverende samtaler frem for sanktioner, der bygger på mistillid, skriver Marianne Karlsmose.
Prioritér gode arbejdsvilkår for sagsbehandlerne og mere tid til den enkelte borger til motiverende samtaler frem for sanktioner, der bygger på mistillid, skriver Marianne Karlsmose. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

”Når syge skal arbejde” er overskriften på et spændende og trist forskningsprojekt af Tina Bømler. Resultaterne viser store udfordringer med mennesker, der ikke oplever, at systemet møder dem med anerkendelse og respekt.

Lægeerklæringer, der ikke bliver taget alvorligt, og kommuner, der tænker mere i regneark og økonomi end i menneskers værdighed og forløsning af deres potentiale. Det er ikke godt nok.

Alt for mange oplever mange skift i sagsbehandlere, blandt andet fordi den enkelte sagsbehandler ikke kan holde til at have så mange borgere i hænderne på en gang.

Prioritér gode arbejdsvilkår for sagsbehandlerne og mere tid til den enkelte borger til motiverende samtaler frem for sanktioner, der bygger på mistillid.

Det vil give bedre relationer mellem sagsbehandler og borger, hvilket er en væsentlig nøgle for positiv forandring.

Medierne er fyldt af personlige fortællinger fra mennesker, som har oplevet, at systemet ikke hjalp dem, men mistænkeliggjorde dem, hvilket krævede ekstra ressourcer hos mennesker, der i forvejen slås med sygdom og andre livskriser og ekstra ressourcer i systemet til kontroltjek og administration.

Det er ikke godt nok. De ressourcer kan bruges meget bedre. Sæt de kræfter fri, som i dag i alt for høj grad bruges på at kæmpe mod systemet.

Sanktionstyranniet spiller alt for tit fallit. Når sagsbehandlerne skal registrere, sætte sig ind i konstant skiftende regler og iværksætte sanktioner, er det svært samtidig at få tid og overskud til at være i en tillidsfuld relation til borgerne.

Spar dog de ressourcer, og fokusér på at møde borgerne, hvor de er, og finde deres nærmeste udviklingzone, som Vygotsky ville sige det. Vis empati, og brug tid på aktiv lytning og dialog med borgerne.

Det kræver tid og ressourcer at se det enkelte menneske og ikke bare håndtere sager på samlebånd ud fra en kassetænkning.

Mennesker, der oplever anerkendelse og klædes på til selv at skabe forandringer ( empowerment ), vil i langt højere grad være motiverede til at blive inkluderet i såvel foreningsliv og arbejdsmarked.

Investér langt mere i forebyggelse og behandling af misbrug og psykiske lidelser, så vi får taget fat tidligt, frem for at bruge tiden på registrering og administration, der ikke flytter noget.

I Kristendemokraterne vil vi have et opgør med regnearkstænkningen og sanktionstilgangen i beskæftigelsespolitikken og i langt højere grad prioritere tillid og empowerment med udgangspunkt i det enkelte menneskes værdi, drømme og behov. Det er både menneskeligt og økonomisk en god investering.

Marianne Karlsmose er folketingskandidat for Kristendemokraterne og socialrådgiverstuderende.