Hvis folkekirken vil tiltrække flere dygtige præster, er man nødt til at give dem mere i løn. Sådan lød det forleden i Kristeligt Dagblad i et debatindlæg fra Johannes Bollmann, der er teologistuderende. Han bryder sig ikke om udsigterne til en grundløn på knap 26.000 kroner, når han en dag skal være præst. Lønnen passer simpelthen ikke til uddannelsens længde og til præsternes arbejdsforhold, der blandt andet inkluderer skæve arbejdstider, mener han.
Og det er Egil Hvid-Olsen enig i. Han er sognepræst i Grindsted og oplevede selv at have svært ved at få enderne til at mødes, da han som nyuddannet præst flyttede til et landsogn med sin familie for cirka 20 år siden.
”Min kone og jeg blev inviteret til alle mulige runde fødselsdage, guldbryllupper og sølvbryllupper, da vi var flyttet dertil. Det satte vi enormt meget pris på, fordi det er en rigtig fin måde at lære sognet at kende på. Vi blev budt velkommen og favnet af sognet på den måde. Men vi var flyttet langt væk fra vores forældre og sociale netværk, så der var ikke lige nogen, der kunne passe vore børn. Så der skulle hyres babysitter hele tiden, og det var da dyrt,” siger han og tilføjer, at lønnen helt generelt ikke stemmer overens med vilkårene for mange præster.
”Rigtig mange præsters arbejdsuge overskrider ganske ofte de 37 timer, og det er jo ikke noget, vi modtager betaling eller tillæg for. Vi har en seksdagesarbejdsuge og har normalt ikke fri i weekenden. Der er altså nogle forhold i stillingen, som vi godt nok har sagt ja til, men som ikke er attraktive. Det er ikke attraktivt at have så få friweekender, som vi har, og at skulle være på arbejde de fleste lørdage og søndage. Det har bare nogle konsekvenser for familielivet, da den må lide nogle afsavn. De her afsavn måtte godt komme til udtryk i lønnen,” siger han.
Kristeligt Dagblad har set en lønseddel fra februar i år for en nyuddannet præst, der på det tidspunkt havde et vikariat i Lolland-Falsters Stift. Den pågældende præst fik i stillingen en grundløn på godt 25.500 kroner plus personlige tillæg på cirka 4850 kroner. Det løb op i en månedsløn på 30.398 kroner, der for denne præst mundede ud i 18.955 kroner udbetalt om måneden. Derudover en pension på 16,80 procent. Til sammenligning får en nyuddannet, statsansat cand.mag. 26.000 i basisløn og 17,1 procent pension ifølge Dansk Magisterforenings lønstatistik over administrativt ansatte.
Med den nuværende løn bliver man ikke rig af at være præst, erkender Merete Bøye, der er sognepræst i Viborg Domkirke samt Tjele og Nr. Vinge Kirker. Hun mener dog, lønkritikken er forfejlet, som hun skrev i et indlæg på Facebook forleden. For det første skal man blive præst på grund af et kald og ikke lønnen, mener hun. Og for det andet må man have de mange goder ved præsteembedet med i ligningen, når man taler om arbejdsforhold.
”Jeg har nydt godt af den fleksibilitet, der er ved at være præst. Jeg har kunnet arbejde hjemmefra og har haft en masse tid med mine børn, som jeg jo har kunnet tilpasse mit arbejde efter. Jeg arbejdede i en periode som journalist, hvor jeg jo havde fri i weekenderne, men til gengæld ikke så meget til mine børn i hverdagene,” siger hun.
Merete Bøye mener, at man burde se på andre muligheder for at gøre præsteembedet attraktivt for nyuddannede. At stille lønkrav i den offentlige debat vil nemlig reflektere dårligt på folkekirken og præsterne, mener hun.
”Debatindlægget om præsters løn stiller det op, som om at det skal være pengene, der skal motivere folk til at vælge præstegerningen. Det er en gal vej at gå. At være præst betyder for mig, at man træder i apostlenes fodspor. At man er kaldet til at udbrede evangeliet om Jesus Kristus. Det kan ikke forenes med en lønmodtagermentalitet, hvor man arbejder fra otte til fire, og så går man hjem. Han (stud.theol. Johannes Bollmann, red.) får det til at se ud, som om at man kun bliver præst for pengenes skyld, og det tror jeg, der er mange, der ikke er præster, som tager anstød af,” siger hun.