Dilemma: Skal medier være mikrofonholdere for myndigheder i coronakrisen?

Ifølge medieforsker Søren Schultz Jørgensen har medierne en udvidet pligt til at viderebringe oplysninger til borgerne og undgå at skabe panik. Journalist Mads Brügger mener modsat, at krise og nødretslove kalder på en endnu mere regeringskritisk presse

Der er i højere grad brug for, at medierne agerer mikrofonholdere under coronakrisen, mener medieforsker Søren Schultz Jørgensen. Den indstilling bekymrer journalist Mads Brügger. – Fotos: Michael Yde Katballe/Syddansk Universitet, Martin Sylvest og Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix.
Der er i højere grad brug for, at medierne agerer mikrofonholdere under coronakrisen, mener medieforsker Søren Schultz Jørgensen. Den indstilling bekymrer journalist Mads Brügger. – Fotos: Michael Yde Katballe/Syddansk Universitet, Martin Sylvest og Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix.

Ja, mener Søren Schultz Jørgensen, selvstændig medieforsker og medforfatter til ny undersøgelse af befolkningens syn på myndigheders og mediers ageren i coronakrisen.

Bør medier påtage sig en anden rolle end sædvanligt under krisen?

Ikke en anden, men en udvidet rolle med flere forpligtelser. Medierne skal ikke opgive alt det, de gør til daglig, men de er nødt til at supplere med mere oplysning. Det, som journalister normalt nedladende kalder mikrofonholderi. Man må gerne være kritisk, men der er brug for i højere grad end sædvanligt at lade myndighederne komme til orde og tale ud, fordi det er vigtigt for almenvellet, at deres råd til borgerne om fornuftig adfærd når igennem til alle.

Var det så et problem, at medierne ikke kun holdt mikrofonen, men for eksempel videregav kritik af myndighedernes sparsomme brug af test, indtil strategien blev ændret i søndags?

Artiklen fortsætter under annoncen

Nej, det er sikkert fornuftigt nok at gengive denne kritik. Der er eksempler på lande, som har grebet test anderledes an, og debatten, om man skal gøre mere som dem, kan have påvirket de danske politikere. Men pressen må være sig bevidst, at den heller ikke har alle svarene. Den agerer også i uvished og undtagelsestilstand.

Hvad så med det spørgsmål til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som fik ham til at afsløre, at det ikke var hans, men regeringens idé, at grænserne skulle lukkes. Var det ikke relevant at få blotlagt, at dét var mere et politisk end et sundhedsfagligt skridt?

Spørgsmålet er, hvor længe vi i denne tid skal opholde os ved den polemik, når verden hele tiden udvikler sig. Kort efter denne polemik havde hele Europa og det meste af verden lukket grænserne. Jeg siger ikke, at vi ikke skal have en eftertanke og refleksion over, hvad der skete, men måske er det bedst om et halvt eller helt år, når forholdene forhåbentlig er mere normale. I en hastigt accelererende krise kan vi ikke have hele apparatet slået til med efterrationaliseringer.

Er der situationer, hvor du mener, pressen har gjort skade ved at være mere bidsk vagthund end viderebringer af oplysninger?

Generelt synes jeg, den danske presse har ageret rigtig fint og fundet en god balance mellem den oplysende og den kritiske tilgang. Jeg tænker dog, at da statsminister Mette Frederiksen (S) lige havde holdt sin tale, hvor hun sendte hele den offentlige sektor hjem og opfordrede til at undgå hamstring, gav medier sig straks til at skrive: ”Der bliver hamstret,” som om hele Danmark gik amok. Det var ikke lodret forkert, men jeg synes, der manglede noget præcision. Der var en brug af dramatisk nutid, som i hvert fald ikke dæmpede hamstringen.

Tror du, medierne vil agere anderledes i fremtiden som en følge af, hvad der skete under coronakrisen?

Den udvidede oplysningsrolle trænger i hvert fald til at blive der efter krisen. Medierne bør gøre op med tilbøjeligheden til at afbryde og til altid at kræve, at der kommunikeres på mediernes præmisser og ikke på beslutningstagernes og demokratiets præmisser. Det udelukker ikke, at der selvfølgelig også vil være brug for en kritisk, hårdtslående evaluering af, hvordan der blev ageret under coronakrisen. Bagefter.

Nej, mener Mads Brügger, journliast, debattør og tidligere programchef på Radio24syv.

Bør medier påtage sig en anden rolle end sædvanligt under krisen?

Selvom det er lidt en kliché at tale om pressen som den fjerde statsmagt, mener jeg, at denne rolle skal tages ekstra-alvorligt. I en tid, hvor statsmagten indfører drastiske nødretslove, skal vi være mindst lige så kritiske og undersøgende i vores journalistik, som vi plejer.

Men er der ikke et særligt hensyn at tage til almenvelllet, som handler om at give myndighederne taletid og opbakning til den strategi, der skal hindre smittespredning?

Jo, selvfølgelig skal medierne også videregive almindelige råd om, hvordan man skal gebærde sig, men det afholder os ikke fra også at gå kritisk til værks. Det bedste værktøj for både myndigheder og presse er at fortælle sandheden. Under den spanske syge for 100 år siden var der myndigheder, der forsøgte at tale det hele ned som en uskyldig influenza, og medier, der talte dem efter munden. Det harmonerede bare ikke med den virkelighed, at der samtidig blev gravet massegrave til alle de døde.

Ser du nogen tegn på, at vi skulle være der, hvor man var under den spanske syge eller i Sovjetunionen, hvor myndigheders misinformation videregives af en følgagtig presse?

Nej, så stort er problemet ikke. Men jeg minder om, at det ikke er så længe siden, vi havde en affære om en socialdemokratisk angrebsmail, hvor det kom frem, at regeringspartiet havde en strategi for at tilsværte Venstre. Vi skal alle vide, at vi har med en regering at gøre, som virker gennem mørkelægning og hemmelighedskræmmeri, og at vi derfor ikke bare kan tage alt, hvad den fortæller, for pålydende.

Er det omvendt ikke også uheldigt, når en statsminister prøver at tale befolkningen fra at hamstre, at der straks er medier, som er ude med bombastiske overskifter om hamstring, der kan få panikken til at brede sig?

Det er et spørgsmål, om det var medierne, der piskede stemningen op. I medieforskningen taler man om kanyleteori, når man diskuterer, om et medie kan igangsætte øjeblikkelig handling hos borgerne. Det tror jeg ikke. Jeg tror, det var statsministerens tale i sig selv og befolkningens basale krybdyrhjerner, der satte hamstringen i gang.

Tror du, medierne vil agere anderledes i fremtiden som en følge af, hvad der skete under coronakrisen?

Jeg er bange for det. I regeringens såkaldte forståelsespapir og grundlaget for regeringen står der noget om et ”gensidigt forpligtende samarbejde” mellem politikere og medier, som det ikke har været muligt at få svar på, hvad handler om. Det bekymrer mig, når jeg ser på de sociale medier, at folk er vrede over de kritiske spørgsmål, journalisterne stiller ved myndighedernes pressemøder. Holdningen er: ”Kan I ikke lade politikerne være i fred?”. Dét bekymrer mig i forhold til fremtiden.