Skepsis over for det politiske cirkus er ikke nyt. Men demokratiet er den mindst ringe styreform

”I Ungarn ser vi for tiden ny lovgivning tvinge demokratiske institutioner ud af landet, efterhånden som Viktor Orbán (øverst) strammer grebet. Og i USA går Donald Trump til det yderste af forfatningen i forsøget på at gennemtvinge en mur til Mexico. På trods af kritikere nyder både Orbán og Trump udbredt folkelig støtte fra borgere, der føler sig hørt af den handlekraftige leder,” skriver historiestuderende Mike Stoltenborg Sørensen. – Fotos: Aris Oikonomou/Reuters/Ritzau Sca
”I Ungarn ser vi for tiden ny lovgivning tvinge demokratiske institutioner ud af landet, efterhånden som Viktor Orbán (øverst) strammer grebet. Og i USA går Donald Trump til det yderste af forfatningen i forsøget på at gennemtvinge en mur til Mexico. På trods af kritikere nyder både Orbán og Trump udbredt folkelig støtte fra borgere, der føler sig hørt af den handlekraftige leder,” skriver historiestuderende Mike Stoltenborg Sørensen. – Fotos: Aris Oikonomou/Reuters/Ritzau Sca

OVEN PÅ VALGENE til Folketinget og Europa-Parlamentet spørger nogle, om det politiske cirkus fører mere godt end skidt med sig. De er ikke de første.

Hvad har Oehlenschläger, Kierkegaard, Ingemann og Grundtvig tilfælles? Ud over at være noget af det mest danske, vi kan opdrive, var de alle skeptiske over for den politiske udvikling, der førte til indførelsen af en fri forfatning i 1849.

Og de var langtfra alene. Landbefolkningen, som i 1845 talte over en million af kongerigets godt 1,3 millioner mennesker, beskæftigede sig helst ikke med politik.

”Desværre bliver det soleklart, at vore bedste Bønder ikke forstår sig mere på Politik end på Agurkesalat.”

Sådan skrev den senere krigsminister A.F. Tscherning i 1842 til sin liberale meningsfælle Orla Lehmann. De liberale var smittet med oplysningens ideal om ”folkets frihed”. Enevælden skulle skiftes ud med en fri forfatning, mente de.

Der var bare den lille detalje, at flertallet i befolkningen gjorde sig et minimum af bekymringer om den slags. Ifølge folkemindesamleren H.F. Feilberg levede de fleste bønder, det vil sige omkring 8 ud af 10 danskere, under så små forhold, ”at et Lams Fødsel er en Begivenhed, en Kos liv eller Død et Eksistensspørgsmål”. Det ville være underligt, skriver han videre, hvis et sådant liv udviklede interesse for politik og samfund.

JOHAN LUDVIG HEIBERG (1791-1860) var en af periodens største kritikere af den politiske udvikling anført af de liberale. Som dramatiker og litteraturkritiker tilhørte han den lærde elite, men til forskel fra de liberale var han rundet af et bredere dannelsesideal uden snævre interesser. Heiberg kaldte udviklingen en ”anticiperingens tid”, hvor det var muligt at gribe til konklusioner uden at besidde de nødvendige forudsætninger. Han mente, at demokratiske tendenser trak udannede individer ind i politik.

Det kan man jo overveje i forhold til, at vi for nylig har set folkevalgte politikere, som vil bruge næsten en milliard kroner på en jernbane mellem Vejle og Billund – selvom al fagkundskab taler imod.

PÅ DET SENESTE HAR VI SET gode eksempler på, at ”magtfulde mænd” bliver valgt af vestlige, oplyste borgere til at varetage landets interesser. Donald Trump i USA og Viktor Orbán i Ungarn er blandt de mest fremtrædende eksempler på en tendens, hvor stærke ledere vælges af frustrerede borgere til at skabe orden i et rodløst, posttraditionelt samfund.

I Ungarn ser vi for tiden ny lovgivning tvinge demokratiske institutioner ud af landet, efterhånden som Orbán strammer grebet.

Og i USA går Trump til det yderste af forfatningen i forsøget på at gennemtvinge en mur til Mexico.

På trods af kritikere nyder både Orbán og Trump udbredt folkelig støtte fra borgere, der føler sig hørt af den handlekraftige leder.

Tendensen minder om den udvikling, vi bevægede os væk fra i forrige århundrede.

Selvom et liberalt samfund ikke er uden problemer, ser det alligevel ud til, at de fleste danskere abonnerer på en demokratisk model, hvor frihed og medbestemmelse er kodeordene.

Ligesom Winston Churchill er vi måske klar over, at ”demokrati er den værste styreform med undtagelse af alle andre, som hidtil er blevet afprøvet”.

Mike Stoltenborg Sørensen er kandidatstuderende i historie.