Prøv avisen
Debat

I dag forventes det, at man kan skrive sit navn inden skolestart – men hvad kunne vi selv?

Denne oplysning fik os, som er en gruppe med en lang erhvervskarriere, til at tale om, hvad vi i grunden kunne, da vi begyndte i skolen. Ingen af os mener, at vi kunne stave vores navn, da vi startede i skolen. Vi kunne til gengæld andre ting, skriver ledelsesrådgiver. Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix

Evabeth Mønster

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var ikke det, vi hver især kunne, der var det vigtigste, da vi blev overdraget til skolen. Det var, at vi alle ydede noget til vores nærmeste og stærkeste fællesskab – vores familie, skriver Evabeth Mønster, der er ledelsesrådgiver

Aleksander skal begynde i 0. klasse her i august. Skolen forventer, at han kan skrive sit navn. Lige nu er han nået til ”Alek”, så der er noget vej endnu, før navnet er på papiret.

Denne oplysning fik os, som er en gruppe med en lang erhvervskarriere, til at tale om, hvad vi i grunden kunne, da vi begyndte i skolen.

Ingen af os mener, at vi kunne stave vores navn, da vi startede i skolen.

Vi kunne til gengæld andre ting. Det, vi kunne, afspejlede primært det erhverv, som vores forældre havde. Én vejede 500 gram jordbær af i bakker og sikrede, at kvaliteten var o.k. En anden tog tuberkulinprøver på høns. En tredje kunne bakke en lastbil ind i en garage. Og så var der ham, der fældede juletræer og afregnede med køber. Den sidste underviste jævnaldrende i grundlæggende sygepleje.

Det var ikke det, vi hver især kunne, der var det vigtigste, da vi blev overdraget til skolen. Det var, at vi alle ydede noget til vores nærmeste og stærkeste fællesskab – vores familie. Vi gjorde gavn, og vi oplevede, at vi gjorde gavn. Vi var betydningsfulde og bidrog til noget, der var større end bare os selv.

Vi var enige om, at det, vi mestrede, ikke var noget særligt i vores øjne. Det var noget, vi gjorde, og som vi fik lov til. Men følelsen af, at vi var værdifulde i et fællesskab med andre, og at vi bidrog til noget meningsfuldt, var noget, som havde haft en betydning i vores liv. Det havde styrket vores selvtillid og troen på, at vi kunne klare nye ting.

Vi mente, at vi kunne lidt hovedregning, da vi var syv år. Men skrive vores eget navn? Nej, det kunne vi ikke.

Aleksander skal nok få lærT at skrive sit lange navn. Med sig i skolen har han sikkert en masse gode værdifulde ting, som han kan bruge. Forude venter ham en lang række tests, der løbende måler hans evner.

Følelsen af at være betydningsfuld i et fællesskab med andre er det vigtigste. Det skaber grobund for at kunne lære nyt og mestre livets udfordringer.

Vi ønsker Aleksander og alle nye skolebørn en god skolestart. Vi håber, at de oplever, at de er værdifulde i deres nye fællesskaber. Og at de føler, at de gør gavn og får lov til at yde det, de kan, til et fællesskab, der er langt større end dem selv.

Evabeth Mønster er ledelsesrådgiver.