Prøv avisen
Debat

Skuffende rapport om dåb og nadver. Hvor er det fremsynede og visionære?

Birgitte Kragh Engholm

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi skal alle finde vores egen indre Hella Joof eller Svend Brinkmann og være bedre til at formidle kristendommens vitaminer enkelt og engageret, så de vedkommer, rører og berører mange flere

SELVOM JEG IKKE har haft særlig store forventninger til rapporten om dåb og nadver, som den biskoppeligt nedsatte arbejdsgruppe barslede med i Kristi himmelfartsdagene, er jeg alligevel noget skuffet.

Skuffet over, hvor lidt fremsynet og visionær den er. Og hvor lidt nyt, der i det hele taget er i den. Det stof og den gengivelse af dåben og tankerne omkring dåben, der findes i rapporten, findes jo allerede i et hav af udgivelser. Hvorfor har arbejdsgruppen ikke inviteret en slags Hella Joof med ind i arbejdet, så hun eller han kunne disrupte bare lidt af det traditionelle fagsprog og den traditionelle tænkning, man finder i rapporten, og spørge: Hvad mener I egentlig med det, I siger? Hvad er meningen?

For det er netop den, rapporten tager udgangspunkt i. Den er en fremlæggelse uden visioner, der tager sit udgangspunkt i traditionssamfundet, et samfund, der for længst er brændt ned. Vi befinder os ikke længere i traditionssamfundet, men i individsamfundet, og i individsamfundet følger mennesket ikke traditionen, men spørger i stedet efter mening. Hvad giver mening for mig? Hvad har værdi for mig? Hvad er meningen? ”Mening” er nøgleordet, men det har arbejdsgruppen tilsyneladende ikke opdaget.

HVAD MENINGEN MED rapporten om dåb og nadver er, står uklart for mig, og måske skulle udvalget have stillet sig selv det store spørgsmål, før de gik i gang med arbejdet: Hvad er meningen?

Det siges om Apples Steve Jobs, at grunden til, han havde så stor succes, var, at han altid modsat konkurrenterne begyndte udviklingen af et produkt med at stille sig selv spørgsmålet ” why? ”, Hvorfor? Hvorfor skal vi udvikle produktet? Konkurrenterne, der i deres produktudvikling kun stillede sig selv spørgsmålene hvad og hvordan, hvad skal vi finde på, og hvordan skal det se ud, kunne intet stille op mod Apple, der havde styr på deres hvorfor.

Netop Steve Jobs’ måde at tænke på ville have været gavnlig for arbejdsgruppen bag rapporten om dåb og nadver. Hvorfor skal vi lave sådan en rapport? Hvorfor er det vigtigt, at den bliver udgivet?

Hvis svaret på rapportens ”hvorfor” er, at den bare skal være en gengivelse af luthersk dåbsteologi og dåbsritualet af 1992 (som i virkeligheden er fra 1912), ja, så er rapporten helt meningsløs, for det findes jo allerede. Men endnu værre er det, hvis meningen med rapporten er, at den skal sætte gang i dåbsdebatten og pege fremad, for så er den ikke bare meningsløs, men dumper og må leve med karakteren -3: ringe præstation. Måske endda: misforstået opgave. For rapporten vil næppe sætte gang i en bred debat om dåben. Jeg frygter, at enkelte menighedsråd velmenende vil tage rapporterne om liturgi, autorisation og dåb og nadver op, men at debatten aldrig vil nå længere ud, hvilket vil sige ud af kirken.

Der skulle have været en slags Hella Joof med. En, der kunne disrupte fagsproget og diskussionerne og stille de spørgsmål, der kunne gøre, at debatten ville komme længere ud og engagere flere. Eller måske en slags Svend Brinkmann, der kan gøre det svært tilgængelige fagstof med snak om syndernes forladelse, barnekår og arveret, forståelig og meningsfuld for den almindelige dansker.

For det er jo dem, folk, folkekirken er til for. Folkekirken er folkets kirke, og derfor skal de engageres og høres. De fleste mennesker føler ikke, at kirken er deres, og mange føler ikke, at kirkens budskab har værdi for dem.

Men det har det. Vi skal bare være endnu bedre til at kommunikere det ud. Vi skal alle finde vores egen indre Hella Joof eller Svend Brinkmann og være bedre til at formidle kristendommens vitaminer enkelt, letforståeligt og engageret, så de vedkommer, rører og berører mange flere.

Og det hjælper folk os rent faktisk med, hvis vi lytter efter. Vi har hver eneste dag overalt i kirkerne kontakt med vores helt egne Hellaer og Svender. Vi glemmer bare at lytte til dem.

SIDEN NYTÅR HAR JEG HAFT 35 dåb og derfor holdt 35 dåbssamtaler. Jeg har helt systematisk stillet de samme spørgsmål til alle, lavet de samme nedslag i ritualet og i det hele taget kørt samtalerne efter samme skabelon. Efterfølgende har jeg skrevet deres formuleringer og svar og mine iagttagelser og oplevelser ned, og nu efter et halvt år har jeg samlet og analyseret dem.

Og der tegner sig for mig at se et temmelig klart billede af, hvad der i dåben er vigtigt og meningsfuldt for det moderne menneske. Hvis meningen skal formuleres i overskrifter, kunne disse være: Dåben betyder, at jeg aldrig er alene, altid er elsket og allerede er tilgivet.

Og så er dåben pludselig ikke så svær at forstå. Folk har altså på mange måder langt lettere ved at svare på dåbens store hvorfor, end vi har i folkekirken. Eller det vil sige, de har langt lettere ved at sætte ord på, hvilken værdi og mening dåben har. Hvorfor vil du døbes? ”Fordi så er jeg aldrig alene, så er jeg altid omgivet af en guddommelig kærlighed, og så behøver jeg ikke stå på tæer for at være en større udgave af mig selv, men kan være og blive set som den, jeg er.”

Måske vil mange teologer mene, at disse mennesker og svar disrupter både den lutherske dåbsteologi og dåbsritualet, og ja, der er meget mere at sige og mange flere teologiske præciseringer og nuancer at sætte på dåben.

Men indeholdt i svarene og de ord, folk sætter på dåben, anes begreber som tro, tillid, pagt, synd, fællesskab og så videre, og derfor giver det mening for folkekirken at lytte til, hvilke ord det moderne menneske sætter på dåben, for derigennem selv at blive i stand til at formidle dåbsteologien på en enkel, forståelig og vedkommende måde.

Det ærgrer mig derfor, at arbejdsgruppens rapport om dåben mangler både visioner og fremsyn, og at arbejdsgruppen ikke har haft modet til at invitere en disrupter med ind, så vi kan få udfordret både dåbsteologien og dåbsritualet og få givet dåbsdebatten et mere folkeligt sprog med henblik på at få bredt dåbsdebatten ud.

Folkekirken er trods alt folkets kirke, og dåben er til for menneskets skyld, ikke mennesket for dåbens skyld, derfor er vi nødt til at lytte højere til, hvordan dåben giver mening for dem. Og have modet til at lade os forstyrre af dem.

Birgitte Kragh Engholm er forfatter og sognepræst ved Sankt Matthæus Kirke på Vesterbro i København.