Hagia Sophia, Istanbuls største berømthed, er igen blevet moské. I mange år har tyrkere demonstreret for, at de måtte holde deres bønner her. Nu kan de det. Og Erdogan har lovet, at ud over de traditionelle bønnetider vil Hagia Sophia stadig være tilgængelig som museum. Sket er sket, og det er måske slet ikke så slemt endda. Hagia Sophia har lige siden, at Kejser Justinian opførte kirken i det 6. århundrede været brugt til storpolitisk symbolpolitik, men lad os nu først se på de kirker, der rent faktisk risikerer at gå helt tabt i Erdogan-æraen. Og her er der endnu tid til at råbe vagt i gevær:
Rygtet vil vide, at Istanbuls to andre byzantinske perler, Chorakirken og Pammakaristoskirken, også skal være moskéer. De er de eneste tilbageværende repræsentanter for den eksklusive mosaikkunst i det sene Konstantinopel. Som næsten alle oprindelige kirker i det nuværende Istanbul, er de under Osmannerriget blevet omdannet til moskéer. Deres udsmykninger er blevet overkalket, fordi fremstillinger af levende væsener ikke er tilladt i en moské. Men siden Det Amerikanske Institut i 1950’erne fik lov til at afdække og restaurere deres vidunderligt smukke mosaikker og fresker, har bygningerne haft status af museer.
Disse bedårende små kirker og deres mosaikker kan stadig give os fornemmelsen af at være til gudstjeneste i 1300-tallets Konstantinopel. En periode, hvor Byzans udsattes for den ene katastrofe efter den anden, medens riget blev stadig mindre. Men samtidig en tid, hvor kunsten forfinedes og videnskab og litteratur trivedes som aldrig før. En periode, der måske minder om vores egen guldalder med mottoet: ”hvad udad tabes, skal indad vindes”.
Begge de to små ”kirker” ligger i Fenerkvarter på nordsiden af Det gyldne horn, der, hvor Mehmet Erobreren efter Konstantinopels fald tillod de græske indbyggere at bo. Selv i dag er kvarteret præget af grækere, og det er også her, overhovedet for den globale ortodokse kirke, den økumeniske patriark, har sit sæde.
Pammakaristoskirken var ligefrem patriarkatskirke fra 1456 til 1568, efter at Hagia Sophia var omdannet til osmannernes hovedmoské. Siden 1573 har kirken dog været moské under navnet Fehtiye Cami, og dens største rum er stadig i brug som moské.
Det er kun et sidekapel og en forhal, der er bevaret af den oprindelige kirke. Kapellet er opført til feltherren Michael Glabas’ ære i 1310. De mosaikker, der stadig er her, viser på den mest udsøgte måde, hvordan en byzantinsk kirke har været udsmykket, men en miniature: Gud som verdens hersker i Kristi skikkelse, ser ned på os, omgivet af gammeltestamentlige profeter. I apsis over det tidligere alter går Jomfru Maria og Johannes Døber i forbøn for menigheden hos den tilgivende Kristus, og i hvælvet ovenover svæver de fire ærkeengle. På væggene står kirkefædre og helgener og gør fællesskab med den levende menighed, og i de små loftshvælv har der været afbildet nytestamentlige begivenheder, hvoraf dog kun en enkelt, Jesu dåb, er tilbage. Alle figurerne træder frem på baggrund af gyldne mosaikker, der lagt i uregelmæssigt mønster reflekterer det mindste lysglimt, et symbol på den guddommelige evighed.
Den nærtliggende Chorakirke eller Kariye Cami har kun bevaret enkelte motiver i selve kirkerummet, mens de to forhaller er næsten tapetseret med gyldne mosaikker med scener fra Jomfru Marias og Jesu liv. Sidekapellet, som også her har været et gravkapel, er derimod udsmykket med fresker af Dommedag og den frelse, som de gammeltestamentlige motiver på væggene profeterer om.
I apsis er en fremstilling af Jesu nedstigen i Dødsriget: han splintrer Hades’ døre, så låseværket ligger spredt til alle sider, griber Adam og Eva ved hænderne og fører dem og de gammeltestamentlige profeter og konger og alle sine endnu ikke døde disciple op fra dødsriget som et løfte om, at dødens magt én gang for alle er brudt. Den vældige udtrykskraft er på niveau med Giottos samtidige fresker i Arenakapellet i Padua, men helt anderledes.
Der er ingen tvivl om, at det er en symbolsk magtdemonstation, at Hagia Sophia i Istanbul omdannes fra museum til moské. Præsident Erdogans dekret svarer til Tyrkiets første præsident, Atatürks, da han i 1934 omdannede moskéen til et museum og sultan Mehmet 2.s, da han den 29. maj 1453 efter indtagelsen af Konstantinopel red ind i Hagia Sophia og udnævnte den over 900 år gamle kirke til Osmannerrigets fremmeste moské. Det var vel også det, det handlede om i 537, da den byzantinske kejser Justinian efter at have fuldført opførelsen af kirken på bare fem år citeres for at have sagt: ”Salomon, jeg har overgået dig.”
Tyrkiet var en sekulær stat, Mehmet Erobreren ville vise, at det islamiske Osmannerrige havde overvundet det kristne Byzans, og kejser Justinian ønskede at demonstrere, hvorledes den kristne kirke havde udkonkurreret det jødiske tempel. Hagia Sophia er gennem hele sin levetid blevet brugt som det ypperste udtryk for symbolpolitik.
Et ramaskrig har rejst sig blandt Erdogans modstandere. Det er forståeligt, for Erdogans beslutning stadfæster hans ønske om et mere religiøst og mindre europæisk Tyrkiet. Men ramaskriget kommer også fra andre sider, for Hagia Sophia er på Unescos verdensarvsliste, og naturligvis kan det mere end frygtes, at de smukke kristne mosaikker nu vil blive overkalket. Kulturhistorikere overalt tilslutter sig bekymringen for, at Erdogans beslutning får betydning for bevaring og tilgængelighed ikke blot af Hagia Sophia, men af de talrige andre monumenter i det nuværende Tyrkiet fra tiden før 1453. Paven udtrykker diplomatisk ”sin smerte ved beslutningen vedrørende den oprindeligt kristne kirke”. Men Erdogan lover, at moskéen uden for de fem daglige fællesbønner vil være åben, også for ikke muslimer. Vel ligesom alle andre moskéer er det.
Den uovertrufne og næsten naturstridige arkitektur med en kuppel, der synes båret af lyset, som strømmer gennem de hundredevis af vinduer i tambur og vægge, vil stadig være Hagia Sophias største attraktion. Men skal bygningen gøres til moské, må der ikke være afbildninger af menneskelige skikkelser. Og hvad skal der så ske med de berømte mosaikker? Erdogans specialister mener, at de kan skjule motiverne med laserlys under de daglige fællesbønner. Men kan laserlys ikke skade de gamle mosaikker? Måske vil det være bedre at overkalke dem alle sammen, som de har været tidligere, og vente på en ny epoke i Tyrkiets historie? Og så måske bruge projektioner af motiverne til turister.
Omdannes Chora- og Pammakaristoskirken derimod fra museer til små billedløse moskéer, forsvinder det smukkeste udtryk for den byzantinske guldalder. Her er Erdogans forslag om ”både og” ikke muligt.
Der er i forvejen mængder af små og større moskéer i området og derfor næppe tale om et folkeligt pres, kun om uvidende arrogance. Derfor kan der kun appelleres til, at alle gode kræfter forenes i at bevare disse bygninger som museer.
Anne-Mette Gravgaard er byzantinist, kunsthistoriker og præst.