Brugen af begrebet ”social kontrol” er ude af kontrol

Brugen af begrebet ”social kontrol” er ude af kontrol

Det er vigtigt at hjælpe mennesker, der har oplevet at miste deres personlige frihed gennem religiøst motiveret manipulation eller undertrykkelse. Men indsatsen for at hjælpe må ikke være drevet af religionsforskrækkelse. Så kommer vi på afveje.

Kristeligt Dagblad reagerer i en nyhedsanalyse den 18. april og en leder artikel den 22. april på den sammenligning mellem negativ social kontrol i muslimske kredse og kristne konserva tive kredse, som Berlingske lancerede i to artikler den 14. og 15. april.

En reaktion, som er utrolig væsentlig, for sammenligningen afspejler ikke bare en stor uvidenhed, men er samtidig et dække for religionsforskrækkelse, der måske med nød og næppe accepterer mainstream-folkekirken, men ikke bryder sig om højrefløjen og andre tros samfund, der står for en klassisk kristendom.

For hvorfor bliver klassisk kristne trossamfund uden for folkekirken sammen med folkekirkens højrefløj igen og igen betegnet som radikale eller fundamentalistiske i den offentlige debat? Hvorfor skal vi bruge ord, der giver associationer til en kristen udgave af muslimsk fundamentalisme?

For det første findes der stort set ikke kristne fundamentalister i Danmark. Jeg kender ingen, der påstår, at vi kan læse Bibelen uden at skulle tolke den til vores tid og sammenhæng. Og i de mere karismatiske kristne kredse har der altid været et fokus på inddragelse af Helligåndens inspiration i tolkningen. Ordet kan ikke stå alene uden ånden, så at sige. Så kristen fundamentalisme findes højst i nogle meget små grupperinger, som jeg ikke engang kender til.

For det andet er eventuel negativ social kontrol ikke en del af kulturen i de klassisk kristne trossamfund. Hvis der er brodne kar i den frikirkelige verden, hvor en kirke lukker sig om sig selv, eller der spores sekteriske træk, så er det netop brodne kar, der møder bred fordømmelse fra hele det frikirkelige landskab. Heldigvis er det meget få og små grupperinger, der ender derude. Men udfordringerne med udstødelse, isolation, genopdragelsesrejser og sågar vold er desværre en del af kulturen og strukturen i store dele af det muslimske samfund og – hvad angår udstødelse – også en del Jehovas Vidners lære. Her er der ingen fordømmelse fra det brede bagland.

Hvis vi løseligt taler om social kontrol i kirkelige sammenhænge, så overser vi, hvor alvorligt mennesker er stedt i de sammenhænge, hvor undertrykkelsen er en accepteret del af en bred kultur.

I det hele taget er vi nødt til at være varsomme med vores brug af begreber som social kontrol. I alle fællesskaber er der en vis afgivelse af personlig frihed for at indgå i fællesskabet. En form for social forhandling. Og i alle familier finder der en opdragelse sted, hvor børnene heldigvis ikke altid får det, som de vil have det.

Regeringen bruger det primært, når den handler om genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber og negativ social kontrol, hvor eksemplerne er i kategorien tvang, vold og tab af den personlige frihed. Det er ret voldsomt. Hvis vi udvander definitionen og får social kontrol til at omhandle den naturlige sociale forhandling, som alle fællesskaber byder på, gør vi begrebet overfladisk og ligegyldigt.

Vi er nødt til at adressere, hvor problemerne befinder sig. Er det hos brodne kar eller en del af kulturen i et helt miljø? Og vi er nødt til at tale præcist om, hvad negativ social kontrol er og ikke er. Ellers kommer debatten ikke til at handle om at hjælpe mennesker, der er fanget i en meget svær situation, men om en religionsforskrækkelse, der helst vil stigmatisere den klassiske kristendom.

Den forplumrende sammenblanding af muslimske fundamentalister og klassisk kristne trossamfund er med andre ord nødt til at høre op. Så kan vi måske få skabt et bredt samarbejde om at hjælpe mennesker, der er fanget i et religiøst miljø, som de gerne vil ud af, eller oplever trusler fra.

Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i Frikirkenet.