Socialdemokratiet har længe oprustet for at gøre sig klar til regeringsmagten. En del af oprustningen handler om retten til at definere historien. Hvilken historie er det da, partiet skriver? Vi fik en smagsprøve, da maleriet af Vilhelm Buhl ved roret på fiskekutteren ”Henny” blev offentliggjort. Man mener, at Buhl førte Danmark sikkert igennem Besættelsen, og at billedet derfor symboliserer en korrekt udlægning af den del af historien.
Jeg har undret mig over, hvorfor Frode Jakobsen ikke optræder på billedet i stedet, men han er altså udeladt af den socialdemokratiske fortælling. Det er der nok en grund til, for hvis man gerne vil fortælle en historie om Vilhelm Buhl som den, der førte Danmark nogenlunde skadesløs gennem Besættelsen, så er Frode Jakobsen en sten i skoen. Han valgte jo en anden vej end Buhl, nemlig den aktive modstand.
Forsvaret for Buhl synes at være, at hans opgave – med Martin E.O. Grunz’ ord i Kristeligt Dagblad den 23. maj – var at ”opretholde dansk jurisdiktion”, således at lovgivningen blev vedtaget af den danske rigsdag og administreret af danske statslige organer. Sabotage og civil ulydighed ville medføre, at besættelsesmagten ville skride til handling over for sabotørerne, og det ønskede Buhl angiveligt ikke. Jeg er ikke i tvivl om, at han og de øvrige samarbejdspolitikere har tænkt således, men det betyder ikke, at de havde ret. For sagen er, at besættelsestiden betød forbavsende lidt i forhold til den danske regerings opførsel over for Tyskland.
Et sigende eksempel er, at Kaj Munks skuespil ”Han sidder ved smeltediglen”, allerede før krigen efter henstilling fra Justitsministeriet ikke måtte opføres i Sønderborg. Stykket er stærkt kritisk over for Tysklands jødeforfølgelser, og det vidner om, at regeringen var klar over, hvad det var for et infamt styre, der befandt sig syd for grænsen, men man ville altså ikke risikere at fornærme det.
Da Besættelsen kom, affandt man sig med at kalde det en fredsbesættelse, og da tyskerne seks dage efter den 9. april ønskede arbejdere til at bygge flyvepladser i Jylland, fik de dem. Hvis ikke Danmark stillede arbejdskraft til rådighed, ville man nemlig bruge tysk.
De flyvepladser var næppe beregnet til charterrejser, men man fandt det dog bedst, at der blev brugt dansk arbejdskraft. Allerede dér gik man besættelsesmagtens ærinde. Det vil sige, at Danmark handlede imod sine naboer.
Buhl var ikke ene om det, men fra 1942 var det altså ham, der tegnede regeringen. At Scavenius var parat til at gå endnu længere, er ikke en undskyldning, for spørgsmålet er jo, om prisen for, at danskerne i ro og mag kunne gå til stemmeurnerne så sent som i 1943, blev for høj. Hvordan kan man overhovedet tale om at bevare demokrati og dansk ret, når det i virkeligheden er en tyrannisk overmagt, der har det afgørende ord? Sagen er, at det kan man ikke, for så går man løgnens ærinde, og det var det, samarbejdspolitikerne gjorde. Længe med Buhl i spidsen. Socialdemokraterne har magten nu, og de bruger den dygtigt, det er uomtvisteligt. Jeg synes dog ikke, at de skal have lov at skrive historien. For der er forskel på ret og uret, løgn og sandhed, og et demokrati kan ikke overleve, hvis det ikke formår at skelne.
Marianne Wagner er sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby.