Det er interessante betragtninger, professor Peter Nedergaard gør sig om styrkeforholdet mellem medierne og politikerne i Kristeligt Dagblad den 10. maj. Helt konkret handler det om mediernes uhindrede adgang til en regerings ministre, når sager skal kommenteres, og når regeringen skal stilles til ansvar – men hvor der i stedet kommer skriftlige svar.
Så lyder det ofte sådan: ”Ministeren har i en mail oplyst, at …” eller ”ministeren skriver på Facebook, at …”. Det er altså igen ikke lykkedes for journalisten at få fat i den pågældende minister eller for den sags skyld et folketingsmedlem.
Peter Nedergaard skriver, at andelen af skriftlige svar er steget fra 7,6 procent under Helle Thorning-Schmidt (S) til henholdsvis 22,3 procent under Lars Løkke Rasmussen (V) og 27,8 procent under Mette Frederiksen (S). Er der mon nogen øvre grænse?
De skriftlige svar har journalisten svært ved at vurdere, idet der ofte er tale om et svar fra enten en embedsmand eller en spindoktor. Ingen kan se, i hvilket omfang svaret overhovedet har været i nogen konkret berøring med politikeren.
Det er forståeligt, at en vis kontrol og sortering er nødvendig. Gennem mere end fire årtier i Folketinget har jeg oplevet, hvordan mediernes arbejdshastighed er steget. Særligt med det gennembrud, som TV 2 News repræsenterede. Det er klart, at en minister ikke kan stå til rådighed med svar her og nu døgnet rundt.
Men når en regerings ministre vælger helt at løsrive sig fra medierne, er det også et problem, og jeg har gang på gang advaret mod denne udvikling, som ikke alene handler om mediernes adgang til ministrene, men såmænd også folketingsmedlemmernes muligheder for at få en minister i tale i en sag.
Noget andet, som i den grad har præget mediebilledet, er de sociale medier. Her kan vi politikere boltre os, som vi har lyst og evner til. Det kan handle om makrelmadder og kolonihaveidyl. Det kan handle om den helt almindelige hverdag.
Jeg benytter selv de sociale medier, og det behøver ikke nødvendigvis at handle om politisk kommunikation, men om en mulighed for at vise folk nogle sider af mig selv, som måske ikke lige kommer frem i medierne. Særligt Instagram giver mulighed for at give følgerne indblik i min hverdag.
Anvendt rigtigt er de sociale medier et udmærket supplement til medierne – men de kan ikke stå alene. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan føre politik eller gøre rede for Dansk Folkepartis politiske udspil på Facebook eller Instagram.
Og så sidder jeg altså heller ikke og filmer mig selv i min bil på vej væk fra Christiansborg og giver indtryk af, at nu er jeg på vej ”tilbage til virkeligheden”, sådan som jeg har set politikere gøre. Som om de slet ikke er politikere, men blot gæster på Christiansborg.
Politik er min virkelighed, og det har jeg det fint med. Ellers havde jeg intet at bestille i Folketinget.
Problemet opstår, når Facebook, Instagram, Twitter og andre sociale medier bliver politikeres primære kommunikationskanal til borgerne, fordi de er uden journalistisk filter og kritik.
Der er intet galt med skriftlige svar. Der er heller ikke noget galt med sociale medier. Men ingen af delene kan erstatte den direkte kontakt med journalister eller borgere.
Ministrene må mande sig op og leve med det element af uforudsigelighed, der kan være i et telefonopkald eller et liveinterview.
Hvis vores demokrati bliver henvist til en elektronisk mailboks eller de sociale mediers komplicerede algoritmer, så dør det af iltmangel og havner i total ligegyldighed.
Det eneste, der vinder frem, er politikerleden, kynismen og borgernes mavefornemmelse af, at det sikkert er løgn det hele.
Pia Kjærsgaard er medlem af Folketinget og værdiordfører for Dansk Folkeparti samt tidligere formand for Folketinget.