FORBUNDSFORMAND Mona Striib fra FOA har i mandagens avis en opfordring til at genskabe et anstændigt velfærdssamfund. Hun beskriver et system, der gør de syge mere syge, at handicappede beskyldes for at være dovne, at psykisk syge bliver svingdørspatienter og så videre. At en voksende gruppe, der ikke kan leve op til mantraet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, simpelthen falder igennem det sikkerhedsnet, som vi har været så stolte af siden skabelsen af velfærdssamfundet.
I Landsforeningen Arbejde Adler, hvor vi netop arbejder med de mest udsatte mennesker på herberger, i botilbud for psykisk syge, i aflastningsafdelinger for mennesker, der klemmes i systemet og blandt de mest udsatte, som ingen tager sig af, har vi nok at gøre med at få dagligdagen til at fungere for de borgere, vi møder.
Derfor er det godt, at Mona Striib råber op. Vi ville også ønske, at vi havde flere ressourcer til at gå efter systemet og synliggøre de mange fejl, vi møder igen og igen.
Og der er ikke kun tale om fejl, som blandt andet skyldes meget komplicerede lovgivninger. Nej, der er tale om en systematisk ændring af velfærdssamfundet, hvor mennesker, der ikke kan klare sig som gennemsnittet, risikerer at blive udstødt af fællesskabet.
Udstødelse fordi man er syg og ikke kan arbejde på normal vis. Udstødelse fordi man har et handicap og ikke passer ind i normalitetens rammer. Udstødt fordi man mentalt ikke kan følge med i det mere og mere hektiske og forvirrede samfund.
Hvad er det for et samfund, der ikke passer på de svageste? Hvad er det for et samfund, der hylder grådighed og klasseopdeling? Hvad er det for et samfund, der skaber flere fattige, flere, der ikke kan få de sociale ydelser, som de har ret til? Hvad er det for et samfund, der udstøder mennesker af fællesskabet, selvom fællesskabsfølelsen er et af de vigtigste livskriterier?
Fællesskabsmålingen, som gennemføres af Vive, Trygfonden og Mary Fonden, viser, at ensomhed og manglende netværk rammer hårdest blandt mennesker i udsathed, blandt andet fordi de ekskluderes fra arbejdsmarkedet.
Alle ved – og især de udsatte mennesker – hvor meget arbejdet betyder for selvværdet, fællesskabsfølelsen med videre.
Derfor burde begrebet ”pligt til at arbejde” ændres til ”ret til arbejde”, forstået på den måde, at det er samfundets pligt at sørge for, at alle kan finde et job, der passer til de ressourcer, man har.
Torben Larsen er formand for Landsforeningen Arbejde Adler.