Prøv avisen
Debat

Socialrådgiver: For anbragte unge kan overgangen til voksenlivet være virkelig problematisk

Vi ved fra mange statistikker, at tidligere anbragte børn og unge er overrepræsenteret i forhold til ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse og i forhold til ungdomskriminalitet, hjemløshed med videre, skriver socialrådgiver Jørgen Breindahl. Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Jørgen Breindahl, socialrådgiver

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det drejer sig om helhedstænkning og livstænkning, hvis udsatte børn og unge skal hjælpes til i de formative år at få fast grund under fødderne, skriver socialrådgiver

I KRISTELIGT DAGBLADS aktuelle serie om ”De formative år” om unge mellem 15 og 30 år finder jeg det væsentligt med et indspark om en udsat gruppe unge. Jeg tænker på de anbragte. Nogle har været anbragt, fra de var helt små, i et godt, langt og varmt forløb med gode kærlige plejeforældre. Andre blev anbragt, da de gik ind i puberteten. Nogle har haft indtil flere sammenbrud i deres anbringelse. Og mange reagerer adfærdsmæssigt, når de ikke får den hjælp og støtte, de har brug for. Lisbeth Zornig Andersens opvækst er en levende illustration af, hvad der er i spil, når unge udsatte ikke høres og ses.

Af Kristeligt Dagblads store baggrundsartikel den 30. august, ”Sabbatår. Flytte hjemmefra. Uddannelse. Job. Bryllup. Børn.”, fremgår det, hvilke håb, visioner, frustrationer, angst, usikkerhed unge har i de formative år. Statistisk flytter unge hjemmefra som 19-årige. Men det viser sig, at cirka 40 procent igen i en periode flytter tilbage til forældrene. De har brug for mere støtte i en længere periode, end de selv regnede med.

Derfor kan det gøre ondt i maven, når man hører om unge anbragte, der må ophøre i deres plejefamilie som 18-årige, fordi så er man jo voksen og skal klare sig selv.

For nogles vedkommende uden særlig meget netværk, der kan bakke op, hvis ikke plejefamilien frivilligt fortsætter.

Endnu mere problematisk kan det blive, når nogle kommuner, allerede når de unge er 16 år, træffer beslutning om at udskrive dem fra plejefamilie eller andre anbringelsesformer til anbringelsesformen ”eget værelse”. Selvfølgelig kan der være helt ekstraordinære situationer, hvor det af forskellige grunde måske er den bedste løsning – med betydelig voksenstøtte.

Men det er dybt problematisk, hvis kommunerne gør det af for eksempel økonomiske grunde, altså for at bytte en dyrere foranstaltning til en væsentligt billigere. Og sådan noget sker givetvis. I 2017, som er seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, var 277 unge mellem 13 og 17 år anbragt på eget værelse eller kollegium. Det samlede antal anbragte børn og unge udgjorde i 2017 13.946 personer. Vi ved fra mange statistikker, at tidligere anbragte børn og unge er overrepræsenteret i forhold til ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse og i forhold til ungdomskriminalitet, hjemløshed med videre. Det er selvfølgelig ikke, fordi det er dårligere børn og unge uden udviklingspotentiale. Nej, det er børn og unge, som ikke – mens tid var – fik den nødvendige voksenstøtte fra kærlige, engagerede og fagligt dygtige voksne.

Dertil kommer, at overgangen fra barn til voksen kan være meget snørklet i den offentlige sektor. Mange kommuner er præget af silo-tænkning, hvor forvaltningen er delt op i siloer med hvert sit ansvarsområde. Og hver sin chef.

Og hver chef har som et helligt mantra at skulle overholde budgetter. Er han eller hun ikke i stand til det, vil det ofte udløse en fyreseddel. Der kan derfor mellem de enkelte siloer let opstå slagsmål om, hvem der skal have opgaven med en ung 18-årig, der har brug for ekstra støtte i et længere forløb.

I værste fald kan det betyde, at man inden for samme kommune kæmper om, hvem der kan blive fri for opgaven. Til gavn for eget budget.

Det dur ikke. Der skal tænkes på tværs og langsigtet. Det drejer sig om helhedstænkning og livstænkning, hvis udsatte børn og unge skal hjælpes til i de formative år at få fast grund under fødderne. Og socialminister Astrid Krags (S) gode vision om færre hjemløse unge starter også med forståelse og handlevilje og -evne i forhold til disse udsatte unge.

Jørgen Breindahl er socialrådgiver.