I DEN IGANGVÆRENDE valgkamp har der med stigende styrke været diskussion om retten for nedslidte borgere til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før den almindelige folkepensionsalder.
Skal der være tale om en ubetinget ret til tilbagetrækning – som er socialdemokraternes lidt tågede oplæg? Eller der skal tages udgangspunkt i det aftale- papir mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om en kommende seniorpension til afløsning af den nuværende seniorførtidspension?
I denne aftale er hovedpunkterne: at ansøger har seks år eller mindre tilbage til almindelig folkepension, har haft langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet i mindst 20-25 år og har en rest- arbejdsevne svarende til højest 15 timer om ugen, som alene skal vurderes i forhold til seneste erhverv. Det er jo indlysende, at der også her indgår et skøn.
Jeg tænker, at en retfærdig tildeling af førtidspension altid skal bero på et fagligt skøn, lægeligt og socialt. Virkeligheden er, at mennesker nedslides forskelligt – afhængigt af det enkelte menneskes unikke situation, livshistorie, psyke, arbejdsbelastninger, helbredsproblemer, sociale belastninger med videre.
En væsentlig ændring af retten til førtidspension kom i 2013 med en revision af lovgivning om førtidspension og fleksjob. Herefter blev hovedreglen, at der tidligst kunne tilkendes førtidspension fra det 40. år.
Samtidig blev det en hovedregel, at der ikke kunne tilkendes førtidspension uden mindst ét længerevarende såkaldt ressourceforløb af typisk op til fem års varighed. Og brugen af revalidering i form af omskoling, uddannelse med videre blev drastisk reduceret. Den virkeligt grelle ydmygelse af nogle af de potentielle førtidspensionister kom i forbindelse med denne reform. Jeg tænker, at målet for tilkendelse af førtidspension må være, at der skal genindføres realistiske vurderinger. Så mennes-ker ikke ydmyges til det yderste i forsøget på at slæbe dem tilbage til en umulig opgave på arbejdsmarkedet.
DER ER EKSEMPLER PÅ kræftpatienter, der få dage efter en afsluttet kemokur ringes op af deres sagsbehandler med henblik på tilbagevenden.
Denne omsiggribende jagt er yderligere blevet forstærket af, at kommunernes egenfinansiering i forhold til førtidspension ret hurtigt kommer op på 80 procent. I kommunale sparerunder kan potentielle førtidspensionister derfor let komme i søgelyset. Ikke i skåltalerne, men i praksis.
Måske skulle man genindføre – om ikke en tredelt, så – en todelt førtidspension. Altså hvor eksempelvis to tredjedele nedsat arbejdsevne giver ret til én førtidspensionsstørrelse, og en stort set ophævet arbejdsevne medfører en anden og højere førtidspension. Den laveste af førtidspensionerne skulle så give mulighed for en eventuel supplerende indtægt via et fleksjob eller skånejob.
Jeg ser den todelte førtidspensionsmulighed som en stopklods for, at borgere med nedsat arbejdsevne undgår en ydmygende ”slæben rundt” i systemet, indtil arbejdsevnen er helt nedslidt og ophævet.
En seniorpension som foreslået er en ny knopskydning, der mangler fleksibilitet og individualitet.
Hvis nedslidte borgere skal have et værdigt liv uden for arbejdsmarkedet, så skal de tilkendes førtidspension, inden de tvinges helt ud til kanten med risiko for at styrte ned.
Også mange førtidspensionister har jo samfundsgavnlige ressourcer – hvis de får ro til at grave dem frem og bruge dem med base i en førtidspension.
Jørgen Breindahl er socialrådgiver.