Kristeligt Dagblads leder rammer den 10. juli ind i noget væsentligt: ”Omsorgssvigt kan ikke undskyldes.” Han fokuserer på og modsiger den tendens, der er til, at al dårligdom på landets plejehjem af nogle forklares med alene reducerede personalenormeringer. Men jeg vil godt komme med et indspark for at nuancere debatten.
Gode arbejdspladser er kendetegnet ved god ledelse. Der skal være en vision og nogle værdier, der holdes fast i. Og som er ufravigelige. Og en god arbejdsplads er kendetegnet ved, at den tiltrækker gode medarbejdere. Ligesom en dårlig arbejdsplads er kendetegnet af det modsatte.
Jeg var for en årrække siden meget inspireret af at læse den socialpolitiske kæmpe, nu afdøde professor Bent Rold Andersens bog, ”Ældrepolitik på afveje” (1999). Den bar præg af at være skrevet af en indigneret, erfaren socialpolitisk forsker og politiker. Bogen berører temaer, som går igen i al dansk velfærdspolitik. For eksempel hans analyse af, at samværs-omsorgskulturen via ændret lovgivning var blevet erstattet af service-management-kulturen.
Med andre ord: Faglig viden, kunnen, erfaring og menneskelig indleven var blevet erstattet af en mere forretningsmæssig tilgang. Det indebar blandt andet, at det sociale arbejde blev opfattet som en produktion af serviceydelser, altså tekniske ydelser uden menneskelig indleven. Den kultur, der ligger bag dette begreb, gik Bent Rold Andersen voldsomt til angreb på. Med rette.
Hvad har det betydet i praksis? Lidt firkantet sagt har det efter min opfattelse betydet, at det professionelle personale på plejehjemmene, først og fremmest social-og sundhedshjælperne og -assistenterne, skulle følge til punkt og prikke de ydelser, som den enkelte beboer var tildelt. Og følge den dertil hørende manual. Egen intuition og menneskelig indleven skulle kobles af.
De af medarbejderne, der ikke forstod det og ikke ville indrette sig efter det, kunne let stå til en fyreseddel. Men når levende mennesker, der brænder for at gøre en forskel over for de svageste, gennem længere tid udsættes for dette ”værdigrundlag” og denne (mangel på) vision, så finder de bedste efterhånden andre græsgange og udfoldelsesmuligheder.
Den kultur, som udvikler sig i kølvandet heraf, vil i stigende grad blive præget af et afstumpet menneskesyn. Efterhånden bliver det kun de dårligst fungerende medarbejdere, der kan udholde at være i et sådant system. Så skal der rationaliseres for fortsat at kunne holde skruen i vandet. Måske fusioneres. Stordriften skal redde de synkende skibe. Ledelsen bliver i stigende grad økonomi-fikseret, og vil styre det hele via et Xcel-ark. Beboerne er blevet til brikker i et magtspil. Hvis nogle medarbejdere snyder sig til at bruge deres menneskelige og faglige intuition på tværs af den af ledelsen vedtagne manual, så risikerer de at blive angivet til ledelsen af andre medarbejdere.
En sund organisation er blevet til en syg organisation. Og en syg organisation producerer umenneskelige serviceydelser over for mennesker i afmagt. Her er der ikke bare tale om en normering, der er blevet ringere.
Nej, der er tale om en kultur, der er blevet syg. Den ændres ikke lige med et snuptag. Den skal erstattes af en ny, kreativ og sund kultur. Det er mit bud på, hvorfor der – heldigvis langt fra alle steder – findes plejehjem som for eksempel det i Aarhus.
Jørgen Breindahl er socialrådgiver.