Der var den 28. oktober en kronik i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Velfærdsstaten avler tomhed og håbløshed”, skrevet af politisk leder for Liberal Alliance Alex Vanopslagh. Kommentaren her er et forsøg på konstruktivt at tage til genmæle på baggrund af mange års socialrådgivererfaring i den offentlige sektor.
Alex Vanopslagh indleder med at skrive, at ”Underdanmark drukner i sagsbehandling og håbløshed”. Og han fortsætter med at beskrive oplevelsen af et møde med en 32-årig enlig mor, der er blevet ladt i stikken af velfærdsstaten.
Kronikken er på mange måder en beskrivelse af velfærdsdanmark, som det har udviklet sig inden for de seneste 15-20 år. Og udviklingen ser desværre ud til at fortsætte i den forkerte retning.
Jeg kan næsten sætte nøjagtigt tidspunkt på, hvornår denne udvikling startede. I 2001 fik landet for første gang en beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V). Han forblev beskæftigelsesminister frem til 2009. Og beskæftigelsesministeriet eksisterer som bekendt stadig.
Ved oprettelse af beskæftigelsesministeriet skete der efter min vurdering noget centralt for det sociale arbejde. Kontanthjælp og socialt arbejde blev adskilt. Opgaven for sagsbehandlerne blev at få så mange kontanthjælpsmodtagere som muligt – og helst alle – i arbejde. Selvfølgelig.
Men det var ifølge Claus Hjort Frederiksen besværliggjort af, at sagsbehandlere og socialrådgivere i alt for høj grad fokuserede på de arbejdsløses problemer. Og sådan gik det til, at helhedssynet i socialt arbejde kom under pres og mere eller mindre blev skrottet.
Efter nogen tid fandt også beskæftigelsesministeriet ud af, at så enkel var virkeligheden heller ikke. Der var jo ofte en årsag til, at ikke alle bare lige kunne komme i arbejde. Så inddelte man i match-grupper, fem i alt.
For der var jo nogen, der opførte sig mærkeligt og faktisk havde en lettere eller måske sværere sindslidelse. Andre havde en grad af misbrugsproblemer. Nogle havde regulære fysiske lidelser. Nogle kvinder havde en mand, der bankede dem. Nogle var svært ordblinde. Andre havde et handicappet barn.
Hvordan håndterede politikere og forvaltningspersonale så denne brogede gruppe? Ved at slå op i manualen og se, hvad der skulle ske. Og så måtte kontanthjælpsmodtagerne følge med eller falde fra.
Bedre blev det ikke af, at mennesker med åbenlyse funktionsnedsættelser som for eksempel autisme eller forskellige former for neurologisk lidelse efter en førtidspensionsreform i 2013 tidligst kunne få tilkendt førtidspension fra det 40. år, ofte senere.
Personalet skulle først og fremmest følge diverse manualer. Skete det ikke, kunne kommunerne miste statsrefusion. Og sagsbehandlerne kunne miste deres stilling. Så den faglige intuition og erfaringsopsamling og den menneskelige tilgang blev på mange måder koblet fra.
Den glimrende liberale nu afdøde amtsborgmester i Vejle Amt Erling Tiedemann (V) sagde engang:
”Velfærdssamfundets sikkerhedsnet skal være en trampolin og ikke en hængekøje.” Jeg er fuldstændig enig. Kontanthjælpsmodtageren Lotte fra kronikken bliver ikke hjulpet af velfærdsstatens tunge systemer. De er blevet til en alt for tung og inkompetent – og sommetider håbløshedsskabende – hængekøje.
Vi skal have genopdyrket trampolinen. Det kræver ikke nødvendigvis flere penge. Men det kræver en basal politisk og forvaltningsmæssig holdningsændring i retning af tillid, erfaringsopsamling og mening. Næsten alle vil gerne udfylde en plads i samfundet.
Jørgen Breindahl er socialrådgiver.