Prøv avisen
Debat

Søren Krarup: Socialdemokratiets brud med Radikale Venstre er en lykke for Danmark

Ved at bryde med De Radikale, har Henrik Sass Larsen (S) og partiformand Mette Frederiksen (S) stillet sig i spidsen for et lovende opgør med kulturradikalismen, mener Søren Krarup. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Søren Krarup

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har stor respekt for Henrik Sass Larsen, og jeg har grund til at mene, at hans placering i Socialdemokratiet i dag vidner om et parti, der er ved at finde sig selv og sine ben. De er blevet klar over, at den mangeårige alliance med Radikale Venstre er deres og Danmarks ulykke, skriver Søren Krarup

DET ER EN LYKKE for Danmark, at Socialdemokratiet bryder med Radikale Venstre. Vi er nogle stykker, der glæder os ved det, og jeg mindes i den forbindelse en herlig begivenhed.

Det var i 1992. I Esbjerg havde Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) arrangeret et debatmøde mellem deres nyvalgte formand Henrik Sass Larsen og formanden for Den Danske Forening, professor Ole Hasselbalch, og selvom jeg var græsenkemand, fordi min kone besøgte børn i København, ringede jeg til Hasselbalch og sagde, at hvis han ville have en billig middag i min præstegård, ville jeg bagefter køre ham til mødet i Esbjerg. Han tog imod invitationen, og jeg kørte ham og mig selv til Esbjerg til mødet, der fandt sted på biblioteket.

Efter at have afleveret Hasselbalch til arrangørerne, satte jeg mig bagerst i lokalet og lyttede til de to indledninger. Efter dem var der pause, og jeg gik op til Henrik Sass Larsen og sagde:

”Jeg er nødt til at tage hjem nu for at passe mit embede, men jeg vil lige sige til dig, at du skal lade være med at sige qua hele tiden. Det kommer af latin og betyder i egenskab af, men du mener via, der betyder ved hjælp af, og derfor kommer du til at vrøvle. Det skal du lade være med.”

Han nikkede venligt, og jeg sagde farvel og kørte hjem til Seem.

Ni år senere blev jeg indvalgt i Folketinget, og en dag, da jeg kom ned i folketingssalen, så jeg Henrik Sass Larsen henne i den socialdemokratiske bås. Jeg gik hen til ham og gav ham hånden og sagde: ”Kan du huske, at vi har set hinanden før?”. ”Ja,” svarede han. ”Og jeg har aldrig sagt det siden.”

Et herligt svar, som vidner om karakter og modenhed. Jeg har stor respekt for Henrik Sass Larsen, og jeg har grund til at mene, at hans placering i Socialdemokratiet i dag vidner om et parti, der er ved at finde sig selv og sine ben. De er blevet klar over, at den mangeårige alliance med Radikale Venstre er deres og Danmarks ulykke, og en anden oplevelse med socialdemokraterne fortæller mig det samme.

Jeg var inviteret til Aalborg af DSU i byen. De havde bedt mig om at holde foredrag om skole og undervisning i Danmark, og jeg fremførte mine ikke ukendte synspunkter. De unge mennesker lyttede opmærksomt, konstaterede jeg, og i den efterfølgende diskussion var de meget saglige og lødige. De fattede ligefrem, hvad jeg havde sagt, og fremkom med saglige og begavede kommentarer.

Jeg må tilstå, at det kom delvist bag på mig. Og da jeg i et sidelokale så en dristig og festlig reklame for DSU med en halvt afklædt Mette Frederiksen, anede det mig, at socialdemokraterne ikke er uden format. Så meget endda, at nogle efterfølgende deltog i Trykkefrihedsselskabets møder i København.

Jo, når Socialdemokratiet nu bryder med De Radikale, er det et vidnesbyrd om et parti eller en folkelig bevægelse, der går den rigtige vej.

Den radikale regering Zahle, der kom til magten i 1913 og på grund af Første Verdenskrig sad helt til 1920, støttede sig meget til Thorvald Stauning og det Socialdemokrati, der var ved at vokse sig stort, og De Radikale fortjente det ikke. Den radikale finansminister hed Edvard Brandes, og via ham og adskillige andre, blandt andre P. Munch, bredte kulturradikalismen sig over landet, og kulturradikalismen er ensbetydende med opløsning og undergang for det egentlige Danmark – det, der bygger på kristendom og danskhed.

Det er ikke tilfældigt, at den 9. april 1940 blev konsekvensen, den største katastrofe i Danmarks historie, hvor P. Munch og kulturradikalismen drev kong Christian X til at kapitulere og prisgive Danmark til Hitlers Tyskland. Den 9. april har P. Munch som sin egentlige bagmand. De Radikale drev Social demokratiet. Kulturradikalismen var landets ulykke.

I et omfattende forfatterskab har jeg beskrevet og begrundet dette. Det begyndte for så vidt med mine forældres deltagelse i modstandskampen, som gav blandt andet mig sans for det egentlige og væsentligste i Danmarks eksistens og historie, men det fortsatte med mine egne oplevelser og iagttagelser i efterkrigstiden.

Fra skoledagen på Christianshavns Gymnasium cyklede jeg ofte ind til Christiansborg og lyttede opmærksomt til forhandlingerne, og jeg mindes for eksempel den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen, som satte ikke blot kommunisterne og Aksel Larsen på plads, men som også erklærede om de kulturradikale, at ”mig skal de ikke pisse på”. Det ville de kulturradikale ellers gerne. Deres holdning til danskhed og forsvarsvilje var tilpisning. Der var en atmosfære af danskhed og modstandsvilje over denne socialdemokratiske statsminister og hans holdning. Han var i en klar modsætning til den radikale og kulturradikale indflydelse.

Men efter ham kom en Jens Otto Krag (S), der uden vanskeligheder kunne samarbejde med Radikale Venstre og den 68’er-bølge, der har været kultur radikalismen i nyere tid, og da De Radikale dermed fik afgørende indflydelse på Danmark i efterkrigstiden, gik det Danmark ilde. Kapitulation over for en europæisme, der foragter en national danskhed. Tilslutning til en humanisme, der er uden viden om og respekt for et menneskes eksistens og identitet. Politiken morgen, middag og aften. Åndelig tomhed og fedterøveri.

Jeg er så ubeskeden, at jeg henviser til et omfattende forfatterskab som baggrund og begrundelse for dette elskværdige udbrud og denne kategoriske holdning.

Henrik Sass Larsen fortjener en bedre baggrund end den, som en af kulturradikalismen ensrettet presse kan og vil give ham. Også Mette Frederiksen fortjener den lødige støtte, som et Dansk Folkeparti kan og vil give hende.

Gud ske tak og lov ser strømmen i Danmark ud til at vende. Kulturradikalismen med brandesianisme, Munch-ideologi og foragten for forsvar og åndsfrihed er på vej ud. Der er brug for det dybtgående opgør, som fremtiden synes at love.

Søren Krarup er forfatter, pastor emeritus og tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.