Den aktuelle debat om seksuelle krænkelser rejser spørgsmål om, hvorvidt synder kan tilgives. I det moderne liv forbinder mange mennesker ikke noget videre med synd. Og hvis de inderst inde gør det, vil man næppe indrømme det. Synd – det er noget, som religiøse mørkemænd eller indskrænkede missionske kvindfolk binder børn på ærmet, så de resten af livet må trækkes med skyldkomplekser, der ødelægger deres muligheder for at udvikle sig til frie, selvberoende mennesker, der er deres eget livs direktør.
At tale om synd og dermed om, at vi er afhængige af vores medmenneskers overbærenhed med os og vores med dem, når vi på den ene eller anden måde gør hinanden fortræd, er ikke noget, der passer individualisten. Han eller hun sætter en ære i at klare sig selv og at definere sine egne moralske regler.
Hvis vi ikke længere har kristendommen og dens centrale begreber om synd og nåde om, at vi med vores synders nådige forladelse kan gå ud i livet som frie mennesker, må vi nødvendigvis leve efter loven indtil sidste punktum i sidste paragraf. Ja, ikke alene det, vi må også være fuldkomne i vores omgang med andre mennesker.
Vi må nødvendigvis døgnet rundt leve efter en moral så streng, at vi bliver trælle under loven – loven i allervideste forstand omfattende også alle de uskrevne og underforståede regler. Vi vil være hinandens slaver.
Det vil give os en magt over hinanden i udøvelse af den værste form for social kontrol, vi kan forestille os. At have en sådan magt overstiger dødelige menneskers formåen. Moral vil hurtigt blive afløst af moralisme. Alle vil have travlt med at slå andre i hovedet med moralske krav og glemme at stille de samme krav til sig selv. Hvis tilgivelse ikke længere er en central del af vores omgang med hinanden, mister vi en afgørende del af grundlaget for vores liv som frie mennesker. Tilgivelsen rummer muligheden for at sætte den anden – og dermed sig selv – fri.
I forestillingen om tilgivelse ligger en erkendelse af, at mennesket er uperfekt: at vi alle er syndere, for at tale kristendommens sprog. Det er væsentligt, for hvis vi kræver af hinanden, at vi skal være fuldkomne, og at nogle handlinger gør os uværdige som mennesker, så mister vi troen på, at den anden kan forbedre sig. Og kan den anden ikke forbedre sig, ja, kan vi jo nok heller ikke selv.
Tilgivelse er at forsone sig med det, der er sket, og så overlade oprettelsen af det ødelagte til den, der har ødelagt det – eller til Gud. Derfor kan vi ikke som mennesker give regler om, hvad der er tilgiveligt, og hvad der ikke er.
Da tv-værtinden Sofie Linde for nylig ved Zulu Comedy Galla fyrede op under MeToo-debatten ved at nævne et groft overgreb, hun selv havde været udsat for, satte hun ikke navn på. Hun sagde ikke, at hun havde tilgivet ham. Måske uden at vide det handlede hun bibelsk ved at lade hævnen høre Herren til og ved at lade tv-kanonen ”stege i sit eget fedt” med bemærkningen om, at han sikkert så og hørte hende fortælle om overgrebet. Andre, der har begået sammenlignelige overgreb for kortere eller længere tid siden, er blevet parteret og lagt på hjul og stejle i al offentlighed.
Retfærdigt? – måske! Kønt at se på? – nej! Fryder det en nyfigen og skadefro offentlighed? – tilsyneladende. Er det noget nyt? – nej! Folk har altid stimlet sammen om såvel skafottet som galgebakken og heksebålet. Sælger det aviser og trækker seere? – ja!
Måske har Sofie Linde vidst, at manden havde børn og har villet tage hensyn. At hun tilførte en helt nødvendig debat og samfundsmæssig selvransagelse ny energi, fortjener hun stor ros for. At hun tilsyneladende overlod hævnen til Vorherre eller til mandens egen samvittighed tjener hende til ære.
”Ja,” kan man næsten høre moralisten sige, ”det er meget godt med al den tilgivelse, men det går jo ikke at styre et samfund efter evangeliet.” Det forstod allerede kristenhedens første teolog, apostlen Paulus, i det han i Romerbrevet, kapitel 13, vers 4 skriver om øvrigheden, at ”gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde”.
Jødedommen, som såvel Jesus som hans disciple blev født ind i, var og er en lovreligion. Det Gamle Testamente rummer bestemmelser om, hvad man må, og navnlig, hvad man ikke må. Straffene dengang var efter vor tids normer barbariske; men nok efter den tids opfattelse rimelige; udtrykt i sætningen ”øje for øje, tand for tand”. Det var gengældelse og hævn, sat på paragraffer.
Når vore dages lovgivere skal begrunde den skærpelse af snart sagt alle straffe, der synes at være tidens universalmiddel mod alle samfundets skavanker, gør de det nu ikke ud fra, at øvrigheden skal være Guds tjenere ved at opretholde retfærdighed i samfundet. Begrundelsen lyder i reglen, at hensynet til retsfølelsen kræver det. Retsfølelsen er en ret ustabil størrelse, den har det med at indrette sig dels efter tidsånden, dels efter, hvad der aktuelt optager massemedierne.
Hvis vi skal kunne leve i nogenlunde tryghed, er vi nødt til at sikre, at gengældelsen ikke bliver noget, som den enkelte, slægten, nabolaget eller folkedomstolen skal tage sig af. Ligesom vi må sikre os, at den øvrighed, magten betros, forvalter den efter regler, der er kendte og anerkendte.
Indlysende er det, at et samfund ikke kan fungere uden lov. Lovløshed anses med rette som ensbetydende med kaos, som det også hedder i til fortalen til Jyske Lov: ”Var ej lov i landet havde den mest som mest kunne gribe”. Jungleloven, den stærkeres ret, ville ellers herske uindskrænket. Så der skal gøres ret og skel.
Landets love skal håndhæves, og overtrædere skal drages til ansvar, hvis de beviseligt er skyldige. Her kommer et andet princip ind, som vi har arvet fra antikken som en del af det fundament, vores samfund bygger på. Nemlig det fra romerretten arvede princip, at man har ansvaret for det, man er skyld i. Og man kan pådrage sig skyld såvel ved en handling som ved undladelse af at gøre sin pligt. Som et samfund ikke kan leve med lovløshed, kan det heller ikke leve med ansvarsløshed. Fornægtes skylden, fornægtes også ansvaret.
Et samfund kan ikke leve uden lov. Men kan det leve uden evangeliet – uden tilgivelsens mulighed, der forudsætter, at synden erkendes? Den hjemvendte ”fortabte søn” erkender: ” Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.” Da bliver tilgivelsen mulig. Uden loven hænger samfundet ikke sammen. Lovløshed og ansvarsløshed vil føre til total vilkårlighed. ”Loven binder, og loven gør fri,” som det står skrevet på væggen på Christiansborg.
Evangeliet om syndernes forladelse sætter os fri af skylden. Så vi kan gå ud i livet som frie mennesker, frigjorte til passe vores pligter over for næste og samfund. Uden denne frihed kan vi let blive et samfund bestående af selvretfærdige moralister, der bestandigt vil være parate til at kaste den første sten. Og vi vil alle slæbe rundt med byrden af det, vi godt ved, vi har gjort forkert, men vil ikke kunne komme fri af ”I gårs fortræd”.
A.O. Andersen er forhenværende kirke- og forskningsminister for partiet Centrumdemokraterne.