Prøv avisen
Debat

Sognepræst: Arvesyndslæren er mere sand end professor Jacobsens parfumerede afgud

Professor Jacobsens angreb på arvesyndslæren bygger på en Gud, han selv har opfundet, skriver sognepræst Torben Bramming.

Torben Bramming

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det handler ikke om årstal, men om teologi, når arvesyndslæren skal bedømmes, skriver sognepræst Torben Bramming

Teologiprofessor Anders-Christian Jacobsen skriver den 12. januar i Kristeligt Dagblad, at arvesyndslæren bør fjernes som forståelseshorisont for dåben. Det eneste argument, han reelt set giver, er, at den er uforståelig for mennesker i det 21. århundrede.

Hans argument er altså kronologisk – havde Jacobsen været professor i Kartago på Augustins tid eller i Erfurt på Luthers, må vi tro, at Jacobsen havde forsvaret den?

Til dette absurde kronologiske snobberi kan man kun svare, at stoikeren eller epikuræeren i 400-tallet heller ikke forstod arvesyndslæren, og det gjorde nomaden på Ruslands stepper på Luthers tid heller ikke, for de var ikke kristne. Bliv os fra livet med det såkaldt ”moderne menneske” fra det 21. århundrede – det er en alt for udflydende substans, som trækkes af stalden, når man ikke har andre argumenter.

Det handler altså ikke om årstal, men om teologi, når arvesyndslæren skal bedømmes. Hvis den er forkert i dag, har den været forkert fra begyndelsen. Om den er forkert, kan konstateres ved at studere Bibelen, ikke ved at bruge et selvkonstrueret gudsbegreb, som angiveligt skulle passe til ”det 21. århundredes mennesker”. Men netop ved at bruge det ”kronologiske” argument slipper Jacobsen fra at sige, at det faktisk er selve Bibelen, der er noget galt med, for Luther og Augustin siger ikke andet, end det der står der. De bygger arvesyndslæren på Bibelen. Spørgsmålet er derfor, om det er Jacobsen eller Luther og Augustin, der har ret, og om det, de læser ud af Bibelen, kan siges at være valid teologi eller ej – ikke om vi skriver 409, 1545, 2019 eller 2980.

Professor Jacobsens angreb på arvesyndslæren bygger på en Gud, han selv har opfundet: ”Hvis man fjernede arvesyndslæren som forståelseshorisont for dåben, kunne dåben forstås som Guds omfavnelse af sit barn, hvormed Gud udtrykker sin uudslukkelige kærlighed til dåbsbarnet og alle andre mennesker” – det er en drivende sentimental Gud, som elsker alle hedt, men lader dem lide og dø alligevel, en noget svag Gud må man unægtelig sige.

En Gud, der fremstår som troldmandens lærling og skaber noget, han ikke har kontrol over eller plan med, for døden, ondskaben og lidelsen bliver jo ikke afskaffet af Jacobsens Gud. En Gud, som ikke tillægger dåben nogen afgørende betydning. Jacobsens Gud er blot som et skrig fra en brystsvag yngling i den romantiske fase, der fra toppen af et bjerg udråber: Jeg elsker hele verden og alle mennesker. Det kan godt være, Jacobsen mener, at det er en Gud for det 21. århundredes mennesker, men jeg tror bedre om dem på trods af arvesynd og død.

Det, sagen imidlertid drejer sig om for folkekirken, er, at forudsætningen for vores kirkeordning er bibel og bekendelse. Vil man bygge på en anden grund, må man lave en ny kirke. Der er nemlig i Bibelen en klar sammenhæng: Guds gode skabelse, menneskets fald ud af nåden ved egen skyld, døden som straf, oprejsningen ved Kristi forsoningsdød på korset og Paradisets åbning for det faldne menneske, som Luther og Augustin fremstiller det. Denne forståelse er folkekirken grundlagt på. Den kan man ikke ændre uden at gøre den til noget andet.

Hvad så med arvesyndslæren?

Den er ikke alene god teologi udledt af Genesis, men er noget mere virkelighedsnær end Jacobsens teenagegud. For mennesket dør jo, mennesket er jo synder – gør det onde, det ikke vil, og ikke det gode, det vil – mennesket kan ikke komme ud af denne onde cirkel, for mennesket er egoistisk i sit væsens dyb. Sådan er mennesket – det er sandheden gennem hele historien, også i 2019.

Gud er derimod god. Han hader synd, men elsker synderen – han lod derfor sin søn blive menneske og tog menneskets synd på sig, døde på korset og opstod fra graven, og enhver, som blot i sin vantro tror på Kristus, skal leve, selvom han eller hun eller hen dør. Det skete faktisk i virkeligheden, under Pontius Pilatus. Det bygger folkekirkens dåbsritual selvfølgelig på, så længe det er en kristen kirke og er en sand trøst for mennesket, som erkender, at det har brug for frelsen fra synd og død, uanset om det lever år 409, 2019 eller 2929.

Torben Bramming er sognepræst.