Prøv avisen

Sognepræst: Centralisering af sygehuse er med til at underminere vores begravelseskultur

Sygehusreformen har givet folk langt til hospitalet. Men også skabt afstand mellem sognets præst og den døende. Hvad betyder det for folkekirken, spørger sognepræst. – Foto: Leif Tuxen

Annette Kruhøffer

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

At bisætte eller begrave mennesker er en af kirkens kerneopgaver – og det er en opgave, der markerer kirkens naturlige rolle i menneskers liv. Vi må derfor forholde os til de ændringer i samfundet omkring os, der truer med at gøre kirken til en stemningsfuld ekstravagance for de mennesker, der har penge nok, skriver Annette Kruhøffer

EN AF DE ALLERMEST grundfæstede, kirkelige traditioner i den danske befolkning er, at vi tager afsked med de døde i kirken. Det er nu under opbrud. Mens vi har haft travlt med at holde øje med det vigende dåbstal, har antallet af bisættelser og begravelser udviklet sig i en retning, der må bekymre alle med interesse for folkekirken.

Mens antallet af dødsfald har holdt sig nogenlunde konstant, er antallet af personer, der bliver begravet eller bisat af egen præst, faldet med knap 20 procent i perioden fra 2006 til 2017 ifølge tal fra Kirkeministeriet. Det gælder, uanset om folk bliver bisat fra sognekirken eller fra et andet sted som for eksempel et kapel.

Til gengæld er der flere og flere, der bliver bisat af en fremmed præst i et fremmed sogn. Og helt galt står det til, når man ser på antallet af bisættelser uden medvirken af præst. Dette tal er steget med mere end 60 procent fra 4801 personer i 2006 til 7831 personer i 2017.

DER ER SIKKERT MANGE ÅRSAGER til dette, men en af dem er utvivlsomt centraliseringen af sygehusene. Det er nemlig sådan, at borgerne i dag ofte køres langt, hvis de skal på hospitalet. Derfor er der mange, som dør 30 kilometer eller mere hjemmefra.

Når et menneske dør på hospitalet, ophører det offentliges ansvar imidlertid, og så er det op til familien at få afdøde kørt hjem til den lokale kirke.

Det er ikke et problem for familier med god økonomi. En mindrebemidlet familie kan til gengæld føle sig tvunget til at lade deres kære blive liggende i hospitalets kølerum. De har nemlig ikke altid råd til at betale bedemanden for at køre den afdøde hjem til den lokale sognekirke. Derfor arrangerer de bisættelsen på hospitalet eller i et kapel tæt ved.

Hvis økonomien er rigtig stram, må de bede om at få det hele overstået hurtigt, så den afdøde ikke først skal køres i fryserum, indtil begravelsen kan finde sted. Det betyder alt sammen, at familie og venner ofte opgiver at deltage i bisættelsen på grund af tiden, afstanden og strabadserne ved at skulle med bus og tog.

JEG HAR OPLEVET DETTE DILEMMA en del gange. Først når man spørger, hvorfor de har fravalgt sognekirken, får man alle forklaringerne. Så viser det sig, at den lokale kirke er førstevalget, for den har dannet ramme om familiens liv i en menneskealder eller mere. Frygten for at blive præsenteret for en stor regning vejer dog tungere, hvis man ikke har et økonomisk overskud i sin dagligdag.

Det er dyrt at blive bisat eller begravet. Man kan få et tilskud fra det offentlige på op til 11.000 kroner, hvis man er mindrebemidlet, men det rækker ikke altid til det mest nødvendige. Alene kisten koster 5000-6000 kroner, og den samlede regning kommer nemt op på 15.000 kroner eller mere. Bedemanden er formentlig den dyreste taxa, vi nogensinde kommer til at køre med – den koster typisk 25 kroner eller mere for hver kilometer.

Man kan spare kørsel ved at benytte sygehuskapellet. På Slagelse Sygehus rummer kapellet cirka 15-20 mennesker. Det er ikke beregnet til bisættelser, så der er hverken jord til jordpåkastelse, stearinlys eller musikinstrumenter. Kapellet er gennemgangsrum for kister til og fra kølerummet, og det er så lille, at der ikke kan stå en kiste samtidig med, at en anden kiste passerer. Konkret betød det ved en bisættelse, at jeg og familien måtte vente, mens to-tre andre kister passerede ind eller ud, før ”vores” kiste kom.

Jeg ved også, at adskillige pårørende i modstrid med sandheden har erklæret, at den afdøde ikke ønskede præst til at medvirke ved bisættelsen. De siger, når jeg spørger dem, at bedemændene tilråder dem at komme med denne erklæring. Det siges åbenbart, at præster ikke vil køre så langt (det vil sige til sygehuskapellet), og derfor risikerer bisættelsen at blive forlagt til sognekirken på de efterladtes regning. Det er godt nok afdøde selv, der i første omgang skal betale via sit efterladte bo, men hvis han eller hun ingen penge har, glider regningen over til familien, for det er typisk dem, der anmelder dødsfaldet.

Kun hvis der ikke er nogen pårørende, som kan eller vil påtage sig ansvaret, får man en kommunal bisættelse/begravelse. Når kommunen træder ind, betaler de altså for bisættelsen/begravelsen, men de bestemmer også, hvordan den skal forløbe, og hvilke ydelser en bedemand skal levere. De overtager boet, og man kan som pårørende ikke regne med at få lov til at udtage effekter – heller ikke ting, der udelukkende har affektionsværdi. Kommunen sørger for, at boet ryddes. De ting, der kan sælges, bliver afhændet. Resten smides ud. Der er derfor ikke noget at sige til, at folk generelt ikke bryder sig om at overlade bisættelsen eller begravelsen til kommunen.

ANTALLET AF DØDE er nogenlunde konstant i Danmark, men antallet af bisættelser uden præst er steget. I 2006 var der cirka 4800 personer, der lod sig begrave eller bisætte uden præst. I 2017 var tallet steget til over 7800 personer.

Ingen lader til at bekymre sig om det. Måske fordi det er de levende, der betaler kirkeskat og kan stemme til kommunale valg og til menighedsråd, og måske fordi vi generelt hellere vil bruge penge på liv end på død.

At sørge for et ordentligt farvel er imidlertid også at tjene livet. Kirkens rolle er central i dette. Vi har erfaringen, og vi har midlerne.

Vi tjener også livet ved at markere, at den afdøde var noget særligt – et enestående menneske, som vi alle er det.

En god bisættelse tjener det formål at forklare og retfærdiggøre den sorg og de mange følelser, der piner den, der lige har mistet. Ved at stå sammen om at bære det ubærlige, styrker vi de efterladte. Gennem bisættelsen/begravelsen giver vi dem et minde om, at de ikke er alene med deres sorg, men at andre også føler dødsfaldet som et tab.

At bisætte eller begrave mennesker er en af kirkens kerneopgaver – og det er en opgave, der markerer kirkens naturlige rolle i menneskers liv. Vi må derfor forholde os til de ændringer i samfundet omkring os, der truer med at gøre kirken til en stemningsfuld ekstravagance for de mennesker, der har penge nok. Kirken er og skal være for alle – også de fattige.

Annette Kruhøffer er konstitueret sognepræst i Glumsø-Bavelse-Næsby.

Annette Kruhøffer