Gunner Lund-Sørensens debatindlæg i Kristeligt Dagblad om kirkens og de kirkelige ansattes rolle i coronatiden er uansvarligt. Der er desværre ikke anden måde at beskrive det på.
Vi ved, at det i de kommende uger og måske endda måneder er af kritisk betydning for liv og helse, at vi mennesker holder os fra hinanden fysisk. Det gælder både i det offentlige og i det private rum, at man skal minimere fysiske møder mest muligt. De nuværende foranstaltninger kan føles voldsomme, men det forholder sig ikke engang sådan, at Danmark har de skarpeste nedlukningsregler i Europa. Det kan hurtigt blive nødvendigt med endnu mere indgribende foranstaltninger.
AT EN FORHENVÆRENDE PROVST i den situation opfordrer til, at kirken arbejder for flere fysiske møder imellem mennesker, er chokerende.
Det er en dyb og fundamental misforståelse af kirkens opgave at sammenligne kirkens medarbejdere med sundhedsvæsnets.
I sundhedsvæsnet er medarbejderne tvunget af omstændighederne til at udsætte sig for smitte. De gør det med risiko for liv og helbred – og kun fordi de er nødt til at gøre det for at redde andres liv og helbred. Hvorimod kirkens medarbejdere ville komme til at udsætte sig selv for smitte, samtidig med at deres handlinger ville udsætte andre for samme smitte. For begge parter kan en smitte blive livstruende. Det kan umuligt være foreneligt med evangeliets kærlighedsbud.
Præster og kirkemedarbejdere er kreative som sjældent før: De laver videoer med både gudstjenester og hverdagstanker til hjemmesider og sociale medier, laver mobiltelefonløb gennem sognet, tegnekonkurrencer til børnene, holder modet oppe på menighedsrådsmedlemmer, taler og skriver med sognebørn, tænker både nu og her og fremad. Vi støtter og inspirerer hinanden via de sociale medier og erfaringsopsamler, samtidig med at vi skal læse os gennem anvisning efter anvisning fra ministerium, stift og provst, og de stemmer ikke altid overens. Vi skal hjælpe personale og menighedsråd med at finde hoved og hale i beskederne og med at effektuere dem.
Vi har kontakt til familier, som skulle have haft kirkelige handlinger i denne tid med konfirmandfamilier, hvis festplaner er blevet ændret, og med efterladte, som skal vælge imellem kirkelig handling nu eller senere, alt imens vi aflyser møder og foredragsholdere, har kontakt til plejehjem og meget andet. Og vi har pt. ikke været i gang i to uger endnu.
Hvis evangeliets forkyndelse er livet om at gøre, er det første og vigtigste, at vi ikke skader andre, mens vi gør det. Det kan vi for nærværende kun gøre ved at gøre vores yderste for at forhindre så mange fysiske møder som muligt.
Der er meget, kirken kan gøre på andre måder for at tale evangeliet til mennesker i den svære livssituation, coronavirussen sætter os i.
Den danske folkekirkes organisation og medarbejdere arbejder beslutsomt, energisk, systematisk og med stor hjertevarme. De fortjener anerkendelse for denne store indsats. De fortjener bestemt ikke, at en forhenværende provst, som i dén grad burde vide bedre, i en moraliserende tone forlanger, at de opfører sig på en måde, som er til fare for dem selv og deres omgivelser.
Selvom forkyndelsen pludselig rykker over i andre rum, så er den i den grad relevant og danner ramme om nye fællesskaber, der forkynder og skaber håb og rører os – uden at vi fysisk rører ved hinanden og udsætter os for smitte. Og det er også forkyndelse.
Sarah Thorngreen Auken er sognepræst i Søborg Kirke ved Gilleleje.