Sognepræst: Dåbsritualet er uforståeligt – lad os få det ændret

Det bør være en hjertesag for folkekirken at få dåbsritualet af 1912 (1992) oversat, så moderne mennesker kan forstå det

Det er ikke godt nok, at folkekirkens første og vigtigste ritual opfattes som så uforståeligt og livsfjernt, at forældrene først kan forstå og tage stilling til det, når det er blevet oversat, mener sognepræst.
Det er ikke godt nok, at folkekirkens første og vigtigste ritual opfattes som så uforståeligt og livsfjernt, at forældrene først kan forstå og tage stilling til det, når det er blevet oversat, mener sognepræst.

Snart barsler den af biskopperne nedsatte liturgigruppe for dåb og nadver med deres betænkning, som vil blive fulgt op af en åben konference og en forhåbentlig engageret offentlig debat. Jeg ser især frem til undersøgelserne og overvejelserne omkring dåben.

Jeg har i indeværende år i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro alene haft 78 dåb (uden drop in-dåb) og dermed også 78 dåbssamtaler. Og det slår mig ved hver eneste samtale, at vi for nuværende sidder med et dåbsritual, der godt nok står anført som værende fra 1992, men som jo i virkeligheden er fra 1912. Og det kan mærkes.

For der er godt nok sket meget siden 1912. Verden har ændret sig, sproget har ændret sig, mennesket har ændret sig.

Således begynder cirka en femtedel af mine dåb med, at forældrene ringer eller skriver og siger, at de har overvejet dåb, men at de enten ikke er sikre eller ikke er enige. Derfor kontakter de mig i håb om, at jeg kan være med til at kvalificere deres valg.

Og det kan jeg. Når vi mødes, går vi dåbsritualet igennem led for led. Hvad ér det egentlig, der står i det dåbsritual, hvad betyder det, og hvilken forskel gør det at være døbt. Det tankevækkende er, at langt de fleste, der kommer til den afklarende samtale, har læst dåbsritualet hjemmefra, men alle uden undtagelse forstår det ikke. De forstår ikke, hvad ordene betyder, og de formår slet ikke at få ordene til at klinge med i deres egen tilværelse.

Og jeg forstår dem så godt. For hvordan kan et dåbsritual fra 1912 (1992) bygge bro imellem Kristus-fortællingen og det moderne menneskes eksistensfortælling, så det giver mening i dag?

Alene indledningen, ”Er barnet hjemmedøbt?”, der er fra en helt anden tid og en helt anden virkelighed, virker livsfjern. Der er jo næsten ingen børn i dag, der er hjemmedøbt eller nøddøbt, og desuden har vi jo haft en samtale, så hvorfor står præsten og spørger om det, som om vi slet ikke kender hinanden.

Dernæst følger en lovprisning, der umiddelbart heller ikke bliver forstået, men som i samtalen foldet ud og forbundet med bisættelses/begravelsesritualet i den grad giver mening for forældrene.

Bønnen, der følger, opfattes med alle dens fremmedord som enbårne, åsyn, nåde, synd og så videre også som livsfjern og ligegyldig. Først når ordene bliver flyttet ud af ritualet og ind i deres eget liv, giver de mening. For moderne mennesker er i deres liv i den grad i kontakt med blandt andet begrebet synd. De oplever en verden, hvor de aldrig er gode nok. De oplever at blive elsket på grund af, men skriger efter at blive elsket på trods af. De føler, at grunden vakler under dem, men længes efter fast grund under fødderne. Alt det, de har brug for, er formuleret i bønnen, men de forstår det ikke.

Efter bønnen følger to læsninger. To læsninger, der uden kontekstuel rammesætning af mange opleves som supermarkedernes muzak; noget, de hører uden rigtigt at høre det.

Med korstegnelsen bliver dåbsritualet endnu mere fjernt: Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Sådan lyder ordene i korstegnelsen, men når jeg spørger forældrene, hvad de hører i de ord, bliver de helt blege, for de hører ingenting. De forstår ingenting. Korstegnelsen har i samtalen virkelig brug for at blive foldet ud og gjort livsnær og meningsfuld.

Forsagelsen og trosbekendelsen har de fleste det lidt lettere med. Sikkert fordi langt de fleste har fået den ind med konfirmationsundervisningen og derfor ikke oplever, at de er fremmede over for den. Om den opleves som decideret meningsfuld, er mere tvivlsomt, men det faktum, at trosbekendelsen består af nogle af de ældste kristne læresætninger, vi har i folkekirken, opfattes af mange som noget smukt, noget, der vidner om tradition, historie og rødder. Måske fordi de fleste anerkender, at ligesom vi i Folketinget har Grundloven liggende under moderne lovgivning, så har vi i Folkekirken trosbekendelsen liggende under moderne teologi.

Efter selve dåbshandlingen følger endnu et sæt ord fra 1912, der har svært ved at bygge bro imellem handlingen og barnet, Kristus-fortællingen og det moderne menneskes eksistensfortælling. Genfødsel? Syndernes forladelse? Nåde? Udgang og indgang?

Dåbsritualet afsluttes med Fadervor og faddertiltalen, der fortæller både forældre og faddere, hvilken gave dåben er, og hvilken opgave der følger med.

Når den afklarende dåbssamtale er slut, har vi foldet hvert eneste led og hvert eneste ord ud. Vi har brugt en time til halvanden på at bygge bro imellem dåbsritualet og vores moderne tilværelse, og vi har talt om, hvilken tyngde ritualet har, og hvilken forskel det gør.

Jeg kan med glæde konstatere, at jeg i de afklarende samtaler har en 100 procent succesrate i forhold til, hvor mange af de samtaler der fører til, at forældrene faktisk vælger at få deres barn døbt. Det er ”fuldt hus”.

På den baggrund må jeg konkludere, at det ikke er indholdet, næringen og meningen i dåbsritualet, den er gal med, men formen, sproget og det livsfjerne.

Det er simpelthen ikke godt nok, at folkekirkens første og vigtigste ritual opfattes som så uforståeligt og livsfjernt, at forældrene først kan forstå og tage stilling til det, når det er blevet oversat.

Det var en hjertesag for Luther, at Bibelen blev oversat til tysk, så almindelige mennesker kunne forstå den. Det bør også være en hjertesag for folkekirken at få dåbsritualet af 1912 (1992) oversat, så moderne mennesker kan forstå det uden præstens oversættelse og mellemkomst.

Ikke for at jeg kan slippe for de afklarende dåbssamtaler, for netop de samtaler er nogle af de bedste samtaler, jeg har, men fordi der til hver eneste dåb sidder 80 gæster i kirken, der ikke har været igennem samme opklarende samtale, og for hvem dåbsritualet derfor opleves som livsfjern, ligegyldig og uforståelig muzak.

Det er simpelthen ikke godt nok, og det håber jeg den længe ventede betænkning om dåb vil rette op på. Jeg håber, arbejdet vil bygge bro imellem 1912 (1992) og 2018, imellem det kristne dåbsritual og det moderne menneske.

Birgitte Kragh Engholm er sognepræst, udvikler, forfatter og fremtidsforsker, Vesterbro Sogn.