Prøv avisen
Debat

Sognepræst: Der er for meget piv om moderskab

"Moderskabet kan være ensomt, fordi bekymringen i særlig grad rammer kvinden. Men det er altså fuldstændig naturligt og normalt," skriver sognepræsten Nana Hauge efter at have læst artiklerne i Kristeligt Dagblads serie "Den gode mor" i de seneste knap to uger. Her ses et udsnit af seriens mange forskellige artikler.

Nana Hauge, sognepræst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I Kristeligt Dagblads serie om moderskabet er det, som om det kommer bag på mødrene, at det at få børn er nok vidunderligt og meningsfuldt, men altså først og fremmest hårdt arbejde, skriver sognepræst Nana Hauge

ER DER IKKE LIDT MEGET PIV i den serie om moderskabet i Kristeligt Dagblad, der kører for tiden? tænkte jeg. Mødre, der bor i økolandsbyer og har to-tre børn, de har valgt at få helt frivilligt, og så klager de alligevel? Det er, som om det kommer bag på dem, at det at få børn er nok vidunderligt og meningsfuldt, men det er altså også først og fremmest hårdt arbejde.

Dertil kommer behovsudsættelse og evig bekymring og frygt. Og det stopper aldrig. De fødselsveer, der startede, da barnet skulle komme til verden, de fortsætter. Tro ikke, nybagte mødre, at det nogensinde stopper. Man holder aldrig nogensinde op med at holde vejret over de børn.

Ja, personligt synes jeg faktisk, at småbørnstiden er peanuts i forhold til at have større børn.

Og hvordan må det ikke være, når de bliver voksne, og man stadig har nøjagtig de samme bekymringer for dem, men det står ikke længere i ens magt at skærme dem mod livet?

Man tænker uvægerligt på, hvad man har udsat sine forældre for, når man rejste jorden rundt med rygsæk eller tog på stop ned gennem Europa eller kom hjem med et knust hjerte. Og ikke nok med det. Efter at man selv har fået børn, skal ens efterhånden aldrende forældre også udsættes for ens bekymringer over dem.

Moderskabet opfylder nok nogle længsler, men det kræver altså først og fremmest ofre, og det betyder både smerte og frygt, og det kan være ensomt, fordi bekymringen i særlig grad rammer kvinden. Men det er altså fuldstændig naturligt og normalt. Der efterlyses litteratur om den slags, men det er der jo: erfaringen af moderskabets ensomhed og hårde vilkår er beskrevet i vores kulturs ældste grundfortællinger og myter.

Nogle kender nok fortællingerne om Friggas nyttesløse forsøg på at lindre sønnen Balders forfærdelige mareridt. Frigga samlede hele verden for at beskytte Balder, drevet som hun var af sin moderlige bekymring og omsorg, og når vi i Første Mosebog læser, at en kvindes svangerskab og fødsel skal være plagsom og pinefuld, er det nok, fordi det er en almen erfaring, at sådan forholder det sig, snarere end at det skal forstås som en spådom eller forbandelse.

Tænk også på Bibelens barndomsfortællinger om sværdet, der skal gennemtrænge Marias hjerte, om den 12-årige Jesus, der bliver væk, og tænk på de ord, Maria gemmer i sit hjerte, hvilket betyder, at hun som moder i særlig grad må bære på bekymringerne for sit barn, fordi frygten for barnet rammer altså i særlig grad moderen.

Det betyder ikke, at manden ikke har ansvar og bekymringer i forhold til barnet, men det er et ansvar, der i højere grad er sideordnet med så mange andre ansvar, som manden må bære.

Man kan godt tænke, at det er urimeligt, at frygt og bekymring mest er kvindens vilkår, eller man kan tænke, at det er godt sådan, for hvor ville vi være, hvis både mor og far var som rystende espeløv, hver gang et barn havde vovet sig for langt ud på det dybe vand? Personligt havde mine børn aldrig lært at svømme, hvis jeg skulle have stået for det.

Med det i tankerne – lad mig så alligevel indrømme, at nutidens mødre er frarøvet noget, som fortidens mødre havde, nemlig det givne. En tradition eller en gud at dele sit barn med. Hvis der ikke er nogen Gud, er der ingen at dele ansvaret og bekymringerne med, der er ingen, der kan lette moderskabets byrde bare lidt. Så står alt i din magt, og det kan du ikke bære, for du er kun et menneske.

Hvis der ikke er nogen Gud, er det også nærliggende at komme til at dyrke de mellemmenneskelige forhold som en gud. Men vores forhold til hinanden bliver overbelastet, hvis vi forventer, at den anden, det være sig ægtefæller eller barn eller moderskabet i det hele taget, skal opfylde alle vores længsler og bære meningen med vores liv.

Så moderskabet er nok stort og meningsfuldt, men det er ikke Gud, og det vil ikke først og fremmest mætte dig. Det vil tværtimod kræve meget af dig, og sådan skal det være.

Nana Hauge Nana Hauge er sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat.