Prøv avisen
Debat

Sognepræst: Det er blevet et tag selv-bord at klage over præster eller udsætte dem for chikane

Hvis man vil bekæmpe en mobbekultur, anbefaler Oxford Research i en rapport om præstemobning, at ”leadership” og relationsledelse anvendes som alternativ til rationel styring gennem ”management”, skriver sognepræst Carsten Mulnæs. Foto: Paw Gissel

Carsten Mulnæs

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det vil undre mange, at præsters arbejdsretslige tryghed – og dermed arbejdsmiljø – har den slagside, at de deler fagforening med deres foresatte, skriver sognepræst Carsten Mulnæs

JEG HAR rundt i landet efterhånden hørt mange triste historier om præster, der bliver syge af dårlig ledelse. Der kræves en del af det ledelsessprog, som i det daglige må foregå over afstand, hvis det skal kunne motivere medarbejdere til at blomstre med kreativitet. Det kræver fokus på anerkendelse af det gode. Men her lades der meget tilbage at ønske.

Hvis man vil bekæmpe en mobbekultur, anbefaler Oxford Research i en rapport om præstemobning, at ”leadership” og relationsledelse anvendes som alternativ til rationel styring gennem ”management”. For fejlfinding og kommandosprog gennem kontrol og målstyring befordrer ikke samarbejde eller arbejdsglæde. Selvom der står meget godt i denne rapports analyse af organisationskulturen i folkekirken er den imidlertid helt utilstrækkelig. Der indgår ingen empiri på forholdet mellem præst og ledelse.

Da kulturen i netop denne relation er en forudsætning for relevant håndtering af præsters mobning, er det selvfølgelig en afgørende mangel. Imidlertid er det velgørende, at rapporten slår fast, at problemet ikke er folkekirkens tostrengede ledelsesstruktur, hvor præster og øvrigt personale står i to forskellige hierarkier. Denne letkøbte undskyldning er ellers skamredet!

Mobning kommes ikke til livs, før det indses, at den, der mobber, også selv kan have ondt i arbejdsglæden. Ved fejltrin er det derfor professionelt at vise omsorgsfuld interesse for kontekst. I stedet hører jeg om stresssygemeldinger, der ikke mødes med et ønske om god bedring, men derimod med kritik for, hvilke formalia der kunne ønskes overholdt i den forbindelse.

Det er blevet et frit tag selv-bord at klage over præster eller udsætte dem for chikane. Der er beskæmmende historier om sladder, der skal chikanere præsten i dennes forhold til systemet. Når sladderen over telefonen eller ved tjenstlige samtaler uden dagsorden anonymt viderebringes som kritik og med trusler, er ledelsessproget ikke kun uprofessionelt, men også uetisk. Det kan især ske, hvis provsten føler sig mere forpligtet af at stå på god fod med lægfolket end af at passe på præsterne.

Tillidsmænd fungerer undertiden som en del af ledelsen. Det byder sig til som springbræt til selv at blive provst at være provstiets souschef i daglig praksis eller at indberette om kolleger til systemet. Det gør dog også præster udsatte. Ringer en god tillidsmand imidlertid til Præsteforeningen om kollegers problemer med ledelsesformen hos en provst, er beskeden, at det aldrig har kunnet betale sig at gøre opmærksom på det.

Det vil undre mange, at præsters arbejdsretslige tryghed – og dermed arbejdsmiljø – har den slagside, at de deler fagforening med deres foresatte. Provsteforeningen står ikke på egne ben som en egentlig fagpolitisk lederorganisation med dertil hørende ansvar. Men det er klart, at Præsteforeningen blandt medlemmerne ikke har ry for at være en stærk fagforening, når dens medlemmer sidder på begge sider af bordet, hvis det spidser til.

Mobning er en mellemmenneskelig kulturel problemstilling og som regel ikke personlig ondskab. Det er dog ikke mærkeligt, at præster oplever magtesløshed, hvis de er genstand for mobning – eller endda ledermobning. Selvom det er vigtigt at tilføje, at denne ikke behøver være tilsigtet, men ofte kan tilskrives manglende faglig eller menneskelig kompetence.

Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød.