Der synes i øjeblikket at være vældig begejstring for kirkens digitale ”løsninger”, som det hedder. Opfordringerne til at bruge de digitale kanaler har det da heller ikke skortet på, og i Kristeligt Dagblad den 24. april ser jeg, at en biskop udtrykker forhåbning om, at vi skal fortsætte streaming og Youtube også på den anden side af krisen.
Argumentet for denne nye ”gudstjenesteform” er den gamle traver om at komme ud over rampen, sænke tærsklen og bryde mure ned og alt det, vi plejer at sige, når vi gerne vil vise os omstillingsparate og moderne.
Mange præster oplever således, at de på Youtube har mange flere kirkegængere end om søndagen i kirken! En provst har således konstateret, at 7500 personer har været inde og ”se” vedkommendes gudstjeneste – forhåbentligt velvidende, at et klik i et sekund resulterer i en visning.
Måske er der ligefrem vækkelsespotentiale i Youtube. Ja, hvad nu hvis streaming-gudstjenesten simpelthen er den trylleformular, vi alle har ventet på? Det, der skal blæse liv i de tørre ben igen.
Det er bestemt glædeligt, hvis overværelsen af en videooptagelse får et menneske til at omvende sig til Jesus og begynde at gå i kirke sammen med andre, når vi må det igen, og det er heller ikke, fordi jeg er maskinstormer. Jeg har selv lagt prædikener og andre opbyggelige småskrifter på nettet og sociale medier i årevis, og det er fint nok. Vel skal vi præster og menigheder da bruge de platforme, der findes digitalt. Det gør de fleste jo også allerede og har gjort det længe.
Når jeg nu alligevel er skeptisk over for denne begejstring for optagelser og streaming af gudstjenester, er det, fordi et spørgsmål nager mig: Hvad bliver det næste?
Nogle af de optagelser, jeg har set rundt omkring, giver mig grund til at tro, at der allerede på nuværende tidspunkt må være brugt større summer til professionelt udstyr og kameramænd. Skal ethvert provsti så til at ansætte filmhold og indkøbe dyrt kameraudstyr?
Jeg ved af erfaring, at ved radiogudstjenester kommer der to teknikere tre timer før, og selvom folkekirkens optagelser måske ikke skal være lige så ambitiøse som radiogudstjenesten, så koster det alligevel noget i udstyr og mandetimer, og lur mig, om pengene til det ikke skal tages fra de landsogne, hvor der alligevel ikke bor nogen. Så har vi endnu et argument for at lukke kirkerne, for nu kan folk jo bare streame gudstjenesten i de større bysogne. Hvorfor så holde liv i den gamle middelalderbygning?
En anden bekymring, jeg har, er den, som sognepræst Laura Cæcilie Jessen har gjort opmærksom på, nemlig den, at de digitale kirkeforsøg viser en udpræget præstekirke og dermed bærer til ved den forståelse, at forkyndelse af evangeliet er noget, præsten står for alene. Men det er ikke tilfældet. Evangeliet forkyndes ikke kun af præsten. Evangeliet forkyndes også ved menighedens fremsigelse af trosbekendelsen, deltagelse i nadveren og i bønnesvar og salmesang.
Det virker ikke, som om begejstringen for de digitale kirkeforsøg har taget særligt meget højde for netop det.
Nana Hauge er sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat.