Søndag den 29. november var 42 mennesker forsamlet i Havdrup Sognehus for at fejre første søndag i advent sammen. Stolene stod med to meter imellem sig, folk bar mundbind ind og ud, sprittede af ind og ud, og alle sad samme vej under salmesangen. De 42 mennesker havde tilmeldt sig gudstjenesten, og ingen andre end de tilmeldte kom ind. Efter gudstjenesten var der kaffe, som alle modtog ved en vogn, hvor et menighedsrådsmedlem skænkede op med mundbind og handsker på.
Onsdag den 2. december kom den lokale børnehave til julegudstjeneste i Havdrup Sognehus. De blev sat i deres ”corona-grupper” på gulvet med behørig afstand imellem sig og til os to præster, organisten og kirke- og kulturmedarbejderen.
Om eftermiddagen sad seks mennesker til meditativ skumringsstund i Havdrup Kirke, hvor min kollega og organisten var til stede. Alle sad langt fra hinanden, og gudstjenesten foregik i stilhed, kun med sang og ord fra præst og organist.
Samme aften samledes 25 tilmeldte sig atter i Havdrup Sognehus for at se film sammen. Alle sad bænket ved borde, og ingen gik rundt mellem hinanden igennem aftenen. Der blev serveret juleguf i små lukkede glas, og jeg hældte portvin op med mundbind på.
Torsdag den 3. december holdt vi afsked for en medarbejder i sognehuset. Vi spiste frokost sammen, maden blev serveret af vores køkkenmedarbejder, der stod med handsker og mundbind på. En helt almindelig uge i Havdrups kirke og sognehus under de restriktioner, som er pålagt os for hygiejne, afstand og udluftning.
Onsdag den 2. december klager kirke- og kulturmedarbejderen over hovedpine og utilpashed. Hun sygemelder sig torsdag. Lørdag den 5. december kommer den første melding om en kirkegænger, der er blevet testet positiv. Dernæst et menighedsrådsmedlem, som også var til gudstjenesten om søndagen.
Jeg har hovedpine og lidt tør hoste, men slår det hen som begyndende forkølelse, og går over i kirken og forestår en bisættelse sammen med organisten og kirkesangeren. Senere samme dag får jeg det værre og kontakter vagtlægen, som sender mig til test med det samme. Min kollega ringer og fortæller, at hun er dårlig. Ligeså organisten. Gudstjenesten om søndagen aflyses. Jeg får testsvar: positiv. Kirke- og kulturmedarbejderen får testsvar: positiv.
Jeg taler med biskoppen, som er enig i, at Havdrups sognehus, kirke og kirkegård lukker fuldkomment ned, og samtlige medarbejdere sendes hjem til testning. Vi giver alle, som har været til gudstjeneste og/eller arrangement, besked og anbefaler dem at lade sig teste.
Mandag den 7. december får min kollega positivt svar, ligeså vores pr-medarbejder samt flere kirkegængere.
Fredag den 11. december har i alt 31 mennesker, som har været involveret i et eller flere af vores arrangementer og gudstjenester, fået konstateret covid-19. Ud af dem er vi seks ud af ni medarbejdere ved kirken og fire menighedsrådsmedlemmer.
Vi kan på nuværende tidspunkt se, at cirka 25 procent af gudstjenestedeltagerne til adventsgudstjenesten har fået covid-19, 25 procent af filmdeltagerne og 100 procent af pædagogerne, som fulgte børnene til julegudstjeneste. Om vi har set de sidste tal, må den næste uge afgøre.
Når jeg gør så meget ud af at fortælle ugens gang og udvikling, er det, fordi det ikke bare er dybt ulykkeligt og uforståeligt, men også rigtig skræmmende. Vi har overholdt alle vores forholdsregler, og alligevel sker det. Har vi haft en superspreder på besøg? Er det mig? Er det min kollega? Er det organisten?
Vi ved det ikke, og det giver ikke mening at lede efter den første smittede, for en sådan findes ikke længere. Vi hænger alle sammen sammen i lange smittekæder, der, som et stamtræ, kan føres tilbage til den første smittede i Kina. Alligevel tynges vi af skylden over, at det er sket. Ligesom bekymringen over, om der er en eller flere, som ikke klarer at blive smittet. Ængstelsen syder indeni: Dør nogen af det her?
Hele Danmark har et højt smittetryk, og derfor er der lukket hårdt ned for kultur og idræt, skoler og meget andet. Men kirken har ikke fået flere restriktioner. Vi må fortsætte, som vi plejer. Med alle de restriktioner, vi har haft siden i sommer. Nu er 31 mennesker, inklusive mig selv, syge.
Imens trasker tiden stille og roligt hen imod juleaften og dens gudstjenester.
Biskopperne siger, at vi skal gennemføre juleaftens gudstjenester. Med sang. Selvom det er det værste. Sangen, der spreder spyttet usynligt ud i rummet og lader virussen dale tyst som sne ud over os alle sammen.
Vi har valgt kun at holde to gudstjenester i sognehuset. Med 45 tilmeldte pr. gang. Og udluftning imellem. Ligesom vi har gjort hidtil. Med salmesang, glæde og forventning og med et dybt behov for at være sammen med resten af byen og menigheden og fejre frelserens fødsel og lyset, der vender tilbage, med håb om bedre tider. Dernæst hjem til familien i flere generationer, der sidder bænket om små borde i tætte stuer.
Det gyser i mig ved tanken. Det har det ikke gjort før. Forskellen er denne uge. Uge 49 fra søndag den 29. november til fredag den 11. december, hvor mindst 31 mennesker er blevet smittet ved at komme i kirke, for at lovsynge Gud og mærke trøst og håb i en svær tid. Nu er vi syge.
Så jeg spørger mig selv, min kollega spørger sig selv, organist og kirkesanger og menighedsrådet spørger sig selv: Ville det ikke klæde kirken selv at tage beslutningen om, at juleaftens gudstjenester foregår i hjertet og ikke i kirken, i stedet for, at det er myndighederne, der må gøre det? Og måske for sent?
For er juleevangeliet ikke også at værne om det gudgivne liv, vi har fået, og nænsomt værne om de svageste ved selv at træde lidt tilbage som kirke?
Julenat foregik i en stald og på en mark. Ikke i et tempel, ikke i en kirke. Julenat kunne derfor i år være på fortovet og altanen, hvor vi kunne stå i vores små sociale bobler under den samme stjernehimmel og så i fællesskab klokken 16 synge ”Dejlig er jorden” med et lys i hånden og lyden af hinanden i ørerne og i hjertet?
Kunne juleaftens gudstjeneste år 2020 ikke være som hyrdernes julenat år 0, at lade et glædelig jul ånde ud over by og land fra hver og en af os, så vi mærker Guds nærvær og kærlighed trods afstanden? Måske med en fælles klokkeringning fra kirkernes tårne?
Kristine Stricker Hestbech er sognepræst i Havdrup.