Dobbeltmoralen hersker. Som coronavirus trænger den ind alle steder i samfundet. Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, stod i spidsen for, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) burde fyres på grund af en gammel sexsag, og i onsdags måtte han selv træde af som radikal leder på grund af hans hånd på et kvindelår. Eller rettere sagt: håndteringen af den uhåndterlige hånd.
Det er præcis, som vi opdrager vores børn. Yderst dobbeltmoralsk. ”Gør unger, hvad jeg siger. Men gør ikke, hvad jeg gør.” Når danske unge er de unge i verden, der drikker mest, selvom forældrene formaner dem til at holde sig tilbage, skyldes det, at forældrene går rundt med en bajer eller en gin og tonic i hånden konstant.
Nu er håndspålæggelser ikke så fremmed for folkekirken. Jeg må erkende, at jeg på mit arbejde har lagt hånd på mange kvinder med stor fornøjelse. Det har været i forbindelse med deres dåb eller vielse. Og da ritualbogen henviser til hovedet og ikke låret, har jeg gjort som pålagt.
I forbindelse med den ophidsede sexismedebat i Danmark må man forvente som præst i folkekirken, at ritualbogen ved næste revidering forbyder enhver håndspålæggelse under dåb, vielser, absolution eller velsignelser. Præster kan 10, 20, 30 eller 40 år efter en liturgisk handling risikere at blive beskyldt for krænkende adfærd ligesom Morten Østergaard, fordi han for 10 år siden lagde hånd på en Rod.
Man kan i den forbindelse undre sig over, at det kvindelige parlamentsmedlem Lotte Rod (R), der skal håndtere Danmarks liv og vækst, ikke kan håndtere en kollegas hånd.
Og i høj grad kan man undre sig over, at den såkaldt kritiske danske presse på intet tidspunkt onsdag spurgte hverken Morten Østergaard eller nogle andre om en hånd på et lår for 10 år siden virkelig kan være så krænkende, som det bliver gjort til.
Det, vi i øjeblikket oplever med udrensning af håndspålæggende mænd inden for alle brancher, sender tankerne tilbage til mccarthyismen i USA i 1950’erne, hvor en hysterisk heksejagt gik ind på alle venstreorienterede. Eller er det noget andet og voldsommere, der sker i øjeblikket? En puritansk omstilling i stil med grøn omstilling? En feminin revolutionær overtagelse af samfundet?
Jeg ved ikke, om vi i fremtiden vil få udarbejdet en autoriseret ritualbog for opførsel mellem mænd og kvinder ved julefrokoster, partimøder, sommersammenkomster og møder på caféer og restauranter.
Kvinder og mænd kan, ifølge mange eksperter, åbenbart ikke finde ud af mødes længere. Der må ikke være erotik i luften. Det er blevet med kvinder og mænd som med coronavirussen. Hold afstand, sprit tankerne af, bær maske, så indladende smil skjules, og gå i selvisolation, hvis begæret begynder at skvulpe.
Scorebemærkninger, komplimenter og vittigheder skal i ritualbogen for kvinders og mænds indbyrdes adfærd være nøje beskrevet, så der ikke bliver sagt upassende ord. Ligeledes vil de forskellige fysiske bevægelser, man kan foretage, være fastlagt, så der ikke på noget tidspunkt bliver optræk til sexisme.
Det nytter ikke en døjt med sådan en ritualbog for adfærd mellem kønnene. Dobbeltmoralen vil i modsætning til coranavirussen altid være imellem os. Mandehænder vil ramme kvindelår, hvor det ikke burde ske, og kvindehænder vil gramse mænd, der gerne vil have frabedt sig deres berøring. Uartige ord vil bryde ud over tændernes gærde. Lystige tanker vil blive tænkt.
Sådanne ting kan ikke udryddes med en vaccine eller offentlige ydmygelser, hvor folk trækkes ud i rampelyset og med tårer i øjnene og bævende stemmer bekender deres misgerninger. Vi er syndere. Vi er dobbeltmoralske. Vi er hyklere. Vi er erotiske væsner.
Vi kan forsøge at dæmpe vores upassende adfærd ved at tage opfordringen fra evangeliet på søndag til os. Bliv i Kristus, lyder det. Der er en vis chance for, at vi kan beherske vores upassende adfærd nogenlunde på den måde. Der sker nemlig det forunderlige, når vi bliver i Kristus, at vi mærker hans kærlighed som en kærlighed, vi skal give videre til andre mennesker i form af respekt, belevenhed og ydmyghed.
Hvad gør vi i denne udrenselsens tid, hvor grædende mænd står foran tvkameraer for forsyndelser for flere årtier siden? Hvor den kritiske presse er blevet totalt ukritisk af frygt for at komme til at være politisk ukorrekte, og hvor man som mand er blevet afmægtig i kvinders selskab?
Jeg vil foreslå at gå i kirke på søndag og høre, at vi skal blive i Kristus. Det kan ikke gå helt galt, hvis vi kan tage noget af hans ydmyghed til os og udvise den over for andre.
Og samtidig bliver vi også nødt til at lade os revse under gudstjenesten. Folkekirken behøver ikke at fedte for menigheden.
En kirke med hår på brystet, hvis man kan tillade sig at komme med en maskulin metafor, beskærer os for vores dårlige tilbøjeligheder. Blandt andet også den tilbøjelighed, vi i øjeblikket har i samfundet, til konstant at føle os krænket over alt, hvad der overhoved er mulighed for at føle sig krænket over.
Poul Joachim Stender er forfatter og sognepræst.