Sognepræst har holdt fast i gudstjenester hele julen: Jeg forstår ikke de mange aflysninger

I mange af landets kirker blev julegudstjenesterne aflyst. Sognepræst Morten Brøgger holdt gudstjenester gennem hele julen, og deltagerne har været glade for at kunne komme i kirke i julen, skriver han

 – Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.
– Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

Jeg har i mine kirker holdt gudstjenester gennem hele julen. Det er naturligvis sket under iagttagelse af sundhedsmyndighedernes regler herfor: ingen salmesang, ingen nadver, varighed af en halv time, afstand, håndsprit og så videre. Organisten og graveren har medvirket, mens kirkesangeren i sagens natur kunne holde fri. Men det har ikke været nødvendigt at aflyse alle gudstjenesterne.

Det har givetvis ikke været forbundet med nogen særlig smitterisiko. Vi har samlet mellem en tredjedel og halvdelen af det antal kirkegængere, som det under corona-restriktionerne er tilladt at samle (og mellem en tiendedel og en femtedel af det antal, vi en normal jul samler til en gudstjeneste).

De, som har deltaget, har været glade for at kunne komme i kirke i julen. Jeg selv synes, det har givet god mening at fejre julens gudstjenester. Forholdene ville formodentlig have været noget lignende i mange af de kirker, der på bispernes anbefaling aflyste alle gudstjenester i julen, hvis de havde holdt sådanne korte andagter eller gudstjenester.

Jeg har derfor svært ved at forstå, hvorfor alle disse gudstjenester i denne højtid skulle aflyses.

Erfaringen med disse beskårne gudstjenester skærper til gengæld sansen for betydningen af salmesang og nadver.

Begge disse gudstjenestedele involverer kroppen, mens en gudstjeneste uden disse elementer i højere grad bliver en forstandsmæssig affære. Kombinationen af salmedigtning og musik kan overrumple os og bevæge os på en anden måde end den talte forkyndelse.

Det at gå til alters prøver vi vel nok altid at forstå, men det vigtige ved altergangen er, at man – når man deltager i den – er med i altergangen, modtager legeme og blod, ganske uanset, om man helt forstår og kan gøre rede for, hvad der foregår. Kroppen er med og modtager noget, som hovedet ikke helt kan tage ind.

Det er ikke, fordi jeg vil hævde en modsætning mellem det forstandsmæssige og det kropslige. Det er snarere sådan, at det kropslige element i gudstjenesten er en praktisk øvelse i, hvad den sproglige forkyndelse siger: Vi erfarer, at der sker noget, der ikke er afhængig af alt det, vi gør, vi forstår, og vi tror. Det afgørende er netop, hvad Gud gør. Han giver os sin Søns legeme og blod. Han lægger lovsangens og taknemmelighedens ord på vores tunge.

Julens minigudstjenester har været en nødløsning, der kun får os til at se frem til den dag, vi igen kan fejre gudstjeneste med salmesang og nadver. Får vi lov at synge fra søndag den 10. januar, skal vi uden tvivl synge ”Giv mig, Gud, en salmetunge” og ”Denne er dagen, som Herren har gjort”.

Morten Brøgger er sognepræst i Kirke Stillinge-Hejninge.