EFTER AT HAVE HAFT sorggrupper i en del år her hvor jeg bor på Mors, løb jeg en dag ind i et problem. Jeg stod for at skulle holde ferie, og alle sorggrupperne holdt sommerpause.
En dag i slutningen af juni ringede telefonen. Det var en ung mand i midten af 30’erne. Han ville høre, om han kunne komme i en sorggruppe, for hans kone var lige død. Han var tilflytter. Kendte ikke så mange. Var rykket fra en landsdel til en anden, fordi han havde mødt sit livs kærlighed på Mors.
Nu var hun død. Men ikke hans kærlighed til hende – den var jo først lige begyndt. Og den var om muligt endnu mere levende end nogensinde. Men hun var død.
Vi fik en god snak og aftalte, at han skulle ringe igen.
Imens spekulerede jeg som en gal på, hvordan jeg kunne hjælpe ham. Faktisk var det ham selv, der havde plantet idéen i mit hoved, da han i telefonen sagde: ”Du kender vel ikke en, jeg kan tale med?”, da jeg til både hans og min ærgrelse ikke kunne tilbyde en plads i en sorggruppe før om et par måneder.
PLUDSELIG SLOG DET MIG – at jo, jeg kendte én. Den helt rigtige. En mand, der havde stået i samme situation, men for år tilbage. En robust, klog og venlig mand. Han boede ganske kort fra den unge mand. Ham ringede jeg til og bad ham om hjælp.
Jeg tror faktisk, han blev helt glad. Pludselig kunne alt det, han havde været igennem, komme en anden til gavn. Hans erfaringer kunne hjælpe en anden. Pludselig var der et strejf af håb om at det, der havde været så meningsløst og smertefuldt, kunne bruges til noget. Kunne gavne en anden.
Da sorggruppen begyndte, var den unge mand med. Og fortalte om den store hjælp, det havde været at have en ganske almindelig fyr at tale med, som forstod, og som kendte til at stå i den her umulige situation. En, som turde tale med ham.
Derfor oprettede jeg mit sorgkorps. Det er meget enkelt. Mit sorgkorps består af alle dem, der har været igennem en sorg, og som melder sig til at være en del af sorgkorpset.
Når sorggruppeforløbet ender, spørger jeg, om de vil melde sig til, og det er der mange, der siger ja til.
Jeg kan så kontakte dem, hvis der bliver brug for dem. Det giver den sørgende et rygstød, at de kan være noget for andre. At deres historie kan bruges. Og det kan den i høj grad.
I går skete der så noget, som virkelig gjorde mig både stolt, rørt og bevæget.
Forældregruppe for voksne er et af de seneste tiltag. Og en af deltagerne kom og ringede på min dør. Ugen forinden havde jeg begravet en ung mand. Og ham, der stod udenfor, havde mistet sin søn for flere år siden. Omstændighederne var meget ens. Deres børns alder ligeså.
”Jeg er den eneste, der ved, hvordan den far har det. Jeg ved, hvordan det er at miste en dreng. Skal jeg tage ud og snakke med ham?”.
Jeg sank lige en klump, inden jeg svarede: ”Ja, selvfølgelig skal du det!”.
Faderen med den gamle sorg er endnu ikke blevet præsenteret for idéen med sorgkorpset. Han kom selv. Og havde jeg tænkt mig at spørge ham, ville han ikke være den, som jeg umiddelbart kunne forestille mig ville melde sig.
Men her kunne han se sig selv som en betydningsfuld hjælper. ”Jeg er den eneste, der ved, hvordan den far har det!”.
JEG TROR ALDRIG, JEG VIL GLEMME de ord. For det er jo så sandt. Og derfor fungerer sorgkorpset. For hjælperne ved, hvordan det er at miste.
De har en viden, som ingen andre har. Dyrt betalt, javist – men hvorfor ikke bruge de erfaringer? Og det kræver hverken det ene eller det andet AMU-kursus – det kræver blot levet liv.
Jeg fører dem sammen gennem mit kendskab og netværk. Selvfølgelig efter at have spurgt, om det er okay?
Forleden talte jeg med en sygeplejerske fra det palliative team. Vi kunne hurtigt blive enige om, at der i uhyggelig grad mangler tilbud til folk, der rammes af sygdom og død.
Særligt hvis man ikke er så ”heldig” at have mistet til kræft. Dem er der mange fine tilbud til.
Men hvis man mister på anden vis, så er der ingen hjælp at få. Jo, jo – de obligatoriske 10 timer ved en psykolog. Når psykologen vel at mærke har tid. Der kan ofte gå mange måneder, inden man kan få en tid her i udkanten, hvor der ikke er mange psykologer, der er tilskudsberettigede. Så må man selv betale. Det er en dyr omgang.
HVORFOR IKKE BRUGE DE erfaringer, der ligger der i forvejen?
Sæt folk til at tale med hinanden over en kop kaffe. Måske kommer der noget godt ud af det, måske ikke – men det er prøvet.
Det kræver blot lidt omtanke og fantasi.
Men mest af alt kræver det mod fra dem, der har meldt sig til sorgkorpset.
Mod til at være noget for andre. Mod til at bruge den dyrekøbte erfaring, livet har givet dem. Mod til at være sig selv og samtidig være noget for andre.
Trine Gjørtz er sognepræst i Sydmors Pastorat og sorgrådgiver i Aalborg Stift.