Sognepræst: Her er mit bud på Luthers version af De Ti Bud oversat til et mere forståeligt sprog

Nogle gange kan det være svært for moderne mennesker at forstå kirkens ritualer ud fra deres tankegang, mener sognepræst

Du skal tale pænt om dine medmennesker. Du skal ikke sladre om andre, heller ikke fortælle noget grimt, bare fordi du ved det. Sådan lyder en moderne fortolkning af Luthers version af det ottende bud ifølge sognepræst
Du skal tale pænt om dine medmennesker. Du skal ikke sladre om andre, heller ikke fortælle noget grimt, bare fordi du ved det. Sådan lyder en moderne fortolkning af Luthers version af det ottende bud ifølge sognepræst.

Luthers mening var, at folk skulle kunne forstå, hvad der foregår i kirken, og hvad troen går ud på – men nogle gange kan det være svært for moderne mennesker at forstå kirkens ritualer ud fra deres tankegang.

Ifølge seneste undersøgelser fravælger forældre barnedåb for deres børn, blandt andet på grund af at de forveksler trosbekendelsen (som de skal sige ja til) med De Ti Bud. Det er naturligvis en begrædelig situation, og derfor kunne man overveje at oversætte både trosbekendelsen samt De Ti Bud til et mere folkeligt og forståeligt sprog. Det ville en Luther vel også synes var i hans ånd, al den stund det for Luther var en kerneopgave, at sproget, som kirken taler, skal være forståeligt og ikke fremmed.

Jeg vil i første omgang forsøge at oversætte Luthers version af De Ti Bud.

1. Du har lov at tro, at Gud findes. Gud kan du stole på og have tillid til. Guds magt er større end alt andet, og der er ingen andre end Gud, som du behøver have ubetinget tiltro til. Du er ikke herre over liv og død, ulykke og lykke, men Gud er med dig.

2. Du kan have ubetinget tiltro til Gud. Derfor behøver du ikke bruge Guds navn til at bande eller benytte dig af overtro for, at Guds vilje skal ske, eller for at Gud vil passe på dig.

3. Ingen mennesker kan arbejde hele tiden. Både krop og sjæl har brug for hvile. Ligesom Gud selv hvilede sig den sidste dag efter at have arbejdet i seks dage, bør du også have en ugentlig fridag, hvor din krop og ånd kan få hvile – og hvor du kan give plads til, at Guds ord finder dig.

4. Ær dine børn, det vil sige, du skal opføre dig ordentligt over for dine børn. Du skal ikke gøre noget imod dem, som du ikke selv ønsker, dine forældre skulle gøre mod dig. Så ønsker de måske også selv at få børn og har fået redskaber fra dig til selv at blive en god forælder og ægtefælle.

5. Livet er ukrænkeligt. Alle mennesker er skabt af Gud og rummer noget godt, også selvom de har gjort onde ting. Enhver form for anvendelse af vold og overmagt skal så vidt muligt undgås, og livet skal værnes om, så det kan bestå. Det er samfundet, som har givet for eksempel politiet myndighed til at opretholde lov og orden, herunder passe på samfundsborgerne og deres rettigheder. Selv politiet må ikke bruge unødig magtanvendelse og skal forsøge at håndtere konflikter fredeligt.

6. Ægteskabet er ukrænkeligt. Du skal værne om din partner og passe og pleje jeres forhold. Du må ikke tage din partner for givet. Du må heller ikke blande dig i andres ægteskab, hverken med at tale ondt eller skabe splid imellem parterne.

7. Du bliver fattigere af at stjæle. Måske ikke fattigere på penge, men du skal leve med den dårlige samvittighed i forhold til dig selv, dit medmenneske og Gud. Du skal heller ikke snyde dine medmennesker for egen tilfredsstillelse. Du skal behandle dine medmennesker, som du ønsker, de skal behandle dig.

8. Du skal tale pænt om dine medmennesker. Du skal ikke sladre om andre, heller ikke fortælle noget grimt, bare fordi du ved det. Dine ord skal være, som Gud vil, nemlig, at du bringer det positive, du ved, til torvs, ikke det negative. Du må ikke bagtale andre. Djævelen hedder på græsk ”diabolos”, der betyder ham, som bagtaler. Djævelen vil bringe mennesket til fald og nævne alt det onde, som mennesket har gjort. Sådan skal du ikke være.

9. Du skal være glad for det, du har. Du skal være der for dine medmennesker i stedet for at arbejde imod dem. I stedet for at tage fra dine medmennesker, skal du værne om det, de har. Du skal have overskud og plads til, at andre har succes og fremgang. Hvis du misunder andre, rammer det kun dig selv og din egen sjæl og dit forhold til Gud. Gud vil dig og dine det bedste.

10. Du skal passe dit eget. Du skal ikke blande dig unødigt i andres forhold. Du skal respektere andres grænser og sondre imellem det, som er i din egen personlige interesse, og det, som er i din næstes interesse. Hvis du alligevel vælger at blande dig, skal du gøre det for deres bedstes skyld, og ikke for egen vindings skyld.

Asser Skude er sognepræst.