Prøv avisen
Debat

Sognepræst: Højere magter er eneste håb imod abortlovens skræmmende dynamik

Foto: Rodrigo Garrido/Reuters/Ritzau Scanpix

Henrik Højlund

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvordan er det kommet dertil, at man kan kalde en lov, der beskytter det ufødte barns liv, hård, mens en lov, der giver tilladelse til at dræbe et fødeklart barn, ser ud til at blive taget til tavs efterretning, spørger sognepræst

”Guvernør i Alabama har underskrevet hård abortlov”. Sådan lød overskriften på DR’s hjemmeside for nylig, mens historien på samme tid fyldte meget både i DR og landets andre medier.

Den ”hårde lov” går ud på, at man fra nu af kun må foretage abortindgreb, hvis morens liv er i fare.

For nogle måneder siden gik det den stik modsatte vej i en anden af USA’s stater, hvor det blev vedtaget, at man må foretage abortindgreb til lige før fødslen. Sagen fyldte stort set ingenting i de danske medier, bortset fra nærværende avis.

Begrebet ”hård” er vist stærkt bøjeligt.

Hvordan er det kommet dertil, at man kan kalde en lov, der beskytter det ufødte barns liv, hård, mens en lov, der giver tilladelse til at dræbe et fødeklart barn, ser ud til at blive taget til tavs efterretning? Et forsøg på at forklare det med fremholdelse af kvindens perspektiv versus barnets gør det kun endnu mere uforståeligt. Som om et ventet barns skæbne kan skylles ud af en vordende mors bevidsthed, som man skyller skidt af kroppen under bruseren.

Nogen vil måske tilskrive brugen af ordet ”hård” om en abortlov, der beskytter menneskelivet, dets sammenhæng med den politiske situation i USA, hvor den utilregnelige og i flere henseender ”hårde” præsident Trump er kommet til at stå som den øverste politiske fortaler for en sådan lov. Med andre ord: Kunne man adskille Trump fra abortsagen, ville billedet blive klarere; den nye lov i Alabama ville kunne fremstå lysere.

Jeg er bange for, at problemet stikker langt dybere. Vi har haft såkaldt fri abort i Danmark siden 1973. 46 år har ændret vores mentalitet. Der er – med et udtryk af overlæge Ole Hartling – opstået en ”eutanasi-mentalitet”. Ole Hartling har lanceret udtrykket som en advarsel mod, hvad der vil udvikle sig i befolkningen i kølvandet af legitimeret aktiv dødshjælp. Sandheden er, at vi i snart et par generationer har haft aktiv dødshjælp, det postulerede ”medlidenhedsdrab” på tusinder og atter tusinder små fostre. Dét har langsomt skabt en anden form for ”eutanasi-mentalitet”, som får os til at kalde en lov, der beskytter det spæde menneskeliv for ”hård”.

Den norske journalist og forfatter Niels Christian Geelmuyden, medlem af det ateistiske Human-Etisk Forbund, har i et essay om abort set sammenhængen mellem de to former for aktiv dødshjælp, når han skriver om ”den skræmmende dynamik i abortlovens menneskesyn. Hvis man gives legal anledning til at aflive et lille menneske på et tidligt tidspunkt af dets liv, hvorfor skal man så ikke kunne gøre, hvad man vil med dette menneske senere hen?”.

Foreningen Retten til Liv udsendte før fastetiden i år et bønnehæfte med en bøn for hver af fastens 40 dage.

På en mærkelig måde føltes det som det eneste håb i denne sag. At bede om højere magters hjælp.

Retten til Livs bønnehæfte er inspireret af en Pro Life-gruppe, som mødtes i 2004 i Texas. De følte sig totalt afmægtige i forhold til abortsituationen og kom frem til, at de ikke kunne gøre andet end at bede. De satte en 40 dages bønnekampagne i gang. Med årene spredte det sig ud over hele USA og nu også til 50 andre lande i verden.

I løbet af tre år med bønnekampagne kunne de i USA konstatere, at 15.000 kvinder fortrød beslutningen om abort – 15.000 liv reddet. 96 abortklinikker blev i samme periode lukket. Og nu den nye lov i Alabama, samt i flere andre stater.

Bøn ligner den eneste håbefulde vej til radikal forandring på dette område. Om end jeg meget gerne så Kristendemokraterne tilbage på Christiansborg, kan jeg ikke påstå, at det giver samme håb om ændring af vores abort-mentalitet. Det forekommer mig snarere, at også hvad det parti angår, som så at sige opstod på baggrund af 1973-loven, er der grund til at bede. I al fald fremstår den ellers glimrende kommunikator Isabella Arendt mærkeligt svag, når hun i medierne konfronteres med abort-spørgsmål. Vi er alle ofre for den fri aborts eutanasi-mentalitet.

Derfor, som det siges i kirken søndag efter søndag: Lad os alle bede.

Henrik Højlund er sognepræst i Kingos Kirke på Nørrebro.