Prøv avisen

Sognepræst: Hvor blev folkekirkens første migrantvalgmenighed af?

Torben Bramming

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

KOORDINATOR FOR Folkekirkens Migrantsamarbejde Søren Dalsgaard skriver i en kronik i Kristeligt Dagblad den 2. januar om muslimer, der konverterer til kristendom og bliver medlemmer af folkekirken. Han efterlyser et folkekirkeligt tilbud, som kan give nyomvendte iranere et hjem i folkekirken med favnende fællesskaber, undervisning og integration.

Han spørger, om vi overhovedet kan løfte denne opgave på grund af manglende viden, sprog- og kulturbarrierer, og anbefaler, at der ansættes en koordinator for arbejdet, der kan rådgive og udvikle arbejdet med migranter. Søren Dalsgaards udgangspunkt er en rapport, som konsulent Sara Afshari har skrevet, og som blandt andet jeg blev interviewet til og altså medvirkede til.

Jeg må sige, jeg mildest talt var overrasket over, at kronikøren ikke med ét ord nævner den folkekirkelige migrantvalgmenighed Church of Love, hvis præst, Massoud Fourroozandeh, siden 1997 har arbejdet med disse områder. Menigheden har satellitmenigheder i Aarhus og København, er farsitalende og har udarbejdet undervisningsmateriale støttet af Fyens Stift.

JEG HAR KENDT Massoud Fouroozandeh siden 2007 og fulgt det store arbejde, han har gjort, og de mange farsitalende muslimer, han har omvendt til kristendommen. Hans arbejde er kendt i hele landet gennem de hundredvis af foredrag, han har holdt, og gennem de mange gudstjenester, bøger og undervisningsmateriale, som den første migrantmenighed i folkekirken har holdt og udsendt.

Søren Dalsgaard er altså bevidst gået uden om den farsitalende migrantmenighed. Hvorfor? Her har han jo svaret på mange spørgsmål – og i hvert fald kunne man bruge migrantmenigheden, indtil noget andet var oppe at køre. Den har jo allerede faciliterne til gudstjeneste, undervisning og samvær!

Selve navnet Folkekirkens Migrantsamarbejde, som Søren Dalsgaards arbejdsområde kaldes, var næsten det navn, som Massoud Fouroozandehs treårige projekt fra 2009 (som Legofonden og Fyens Stift støttede) havde. Dette projekt hed Folkekirkens Migrantarbejde.

Men når man har sat ”sam-” ind i titlen virker det endnu mærkeligere, at migrantvalgmenigheden ikke er med, for Massoud Fouroozandehs arbejde havde til opgave at kortlægge og analysere migrantmenigheder i Danmark for at bidrage til integrationsprocessen og skabe muligheder for juridisk tilknytning mellem migrantmenigheder og folkekirken, herunder dannelse af valgmenigheder, hvoraf Church of Love er den første med kirke i Vissenbjerg midt i Danmark. Der foreligger fyldigt materiale, som alle inden for dette arbejdsfelt har tilgang til.

PÅ SAMME MÅDE OMTALER Søren Dalsgaard, at der skal laves et yderligere arbejde, hvorunder provstier og stifter støtter uddannelsen af præster, som har migrantbaggrund, som noget nyt.

Det var netop dette projekt, som Massoud Fouroozandeh i samarbejde med professor Peter Lodberg og andre udarbejdede forslag til og rammer for og ansøgte om støtte til hos landets biskopper i 2013. Nu lader man, som om man selv har fået idéen.

JEG KAN IKKE LÆSE kronikken som andet end et forsøg på at fryse Church of Love ud af folkekirken. Sara Afshari, hvis rapport Dalsgaard citerer, har selv over for mig undret sig over, hvorfor der ikke er mere samarbejde med Church of Love, da de jo har mange af de i kronikken efterspurgte ressourcer.

Jeg er klar over, at der er gammelt nag i folkekirkens øvre lag efter konfrontationen om ”den forbudte dåb”, men mon ikke tiden er kommet til at begrave stridsøksen og bygge på de grundsten i migrantarbejdet, som allerede er lagt af Massouds Fouroozandehs over 20-årige arbejde på denne bygning, heraf de seneste fire år som den første migranvalgmenighed i folkekirken

Torben Bramming er sognepræst og bestyrelsesmedlem for Church of Loves forlag Effata.