Man får let det indtryk, at der i Danmark er konsensus om abortpolitikken. Ingen af partierne i Folketinget ønskede i Kristeligt Dagblads store værdiundersøgelse fra 2015 at flytte abortgrænsen – hverken op eller ned. I den aktuelle valgkamp er abort ad omveje kommet på dagsordenen. Men mest fordi den brede offentlighed undrer sig over, at nogen faktisk betragter abort som et moralsk dilemma. ”Seriøst. I 2019??”, som finansminister Kristian Jensen (V) skrev, da Kristendemokraternes Kristian Andersen udtalte sig kritisk om fri abort.
I et land som USA ligger spørgsmålet om abort højt på dagordenen i de fleste valgkampe de seneste årtier. Også i europæiske lande som Spanien, England og Polen betragtes abort som et dilemma, hvis alvor går igen i en lovgivning på området, der på hver sin måde i de tre lande afspejler kompleksiteten i valget mellem moderens og barnets rettigheder. På den baggrund kan det undre, hvorfor ingen danske politikere sætter spørgsmålstegn ved den danske abortlovgivning, der indførtes i 1973, og som siden har medført, at omkring 800.000 levedygtige fostre er blevet aflivet.
Inden for statskundskaben taler man om afpolitisering af moralske spørgsmål i dansk politik. I en artikel i på videnskab.dk har tre forskere stillet spørgsmålet: Hvorfor går folk i Spanien på gaden og demonstrerer mod en abortlov, mens det er umuligt at skabe debat om emnet i Danmark? De svarer selv ved at hævde, at intense debatter om moralpolitiske i Danmark falder uden for normal partipolitik. De anses for at være særlige ”etiske” spørgsmål, som politikerne må tage individuelt, personligt stilling til. Og derfor får de beskeden opmærksomhed fra de politiske partier. Moralpolitiske emner behandles dermed anderledes end eksempelvis velfærdspolitik eller udenrigspolitik.
Danmark adskiller sig hermed fra mange andre lande. Ved at have afpolitiseret moralpolitik er vi i et internationalt perspektiv atypisk. I modsætning til i Danmark opfattes moralpolitiske spørgsmål i mange andre lande som helt ”normale” politiske emner, som partierne ofte giver betydelig politisk opmærksomhed. Og de er dybest set politiske emner helt på linje med skatte-, trafik-, flygtninge-, eller udenrigspolitik.
For det første er moralske spørgsmål politiske, fordi selve det at definere grænserne for, hvad der er politisk, i sig selv er et politisk valg. Definitionen bestemmer, hvad der træffes, og hvad der ikke træffes politiske beslutninger om.
For det andet er moralpolitiske forhold ofte underkastet retslig regulering, og reguleringen er vedtaget af en politisk forsamling.
Og for det tredje er det ret enkelt at konstatere, at man i mange andre lande sagtens kan diskutere og forholde sig til for eksempel abort som en politisk konflikt. Der er derfor ikke i sig selv noget i vejen for, at et spørgsmål som abort igen kan blive genstand for partipolitiske slagsmål som en del af vores fælles demokratiske kultur.
I slutningen af artiklen pegede de tre forskere på, at politikerne står i et moralsk-filosofisk dilemma: på den ene side et sekulært, liberalt standpunkt, som vil tilsikre borgerne autonomi og rettigheder over for et kommunitaristisk standpunkt, hvor fællesskabet definerer, hvad der er rigtigt og forkert. Med afsæt i de tre forskeres analyse er det oplagt at spørge, om frygten for at blive formynderiske på befolkningens vegne, holder politikerne tilbage fra de store etiske spørgsmål – herunder abort, og om det i givet fald er udtryk for manglende politisk mod og lederskab.
Spørgsmålet om afpolitisering af moralske spørgsmål går igen hos Jacob Birkler, tidligere formand for Det Etiske Råd, der i sin bog ”Den umoralske politiker” fra 2018, skriver, at mange politikere som privatpersoner kan have stærke overbevisninger, også vedrørende abort, der ofte går på tværs af partipolitiske skel. På den baggrund vælger partierne at fritstille deres medlemmer ved en eventuel stemmeafgivelse. Følgen bliver, at der, modsat en række andre lande, sker en afpolitisering af moralen i dansk politik, herunder også spørgsmålet om abort. Det bliver ikke bragt op på den fælles demokratiske dagsorden.
Den politiske tavshed om abort er i lyset af ovenstående et resultat af en politisk kultur, der tilsyneladende ikke længere tør debattere og problematisere lovgivning på et område, der åbenlyst har haft vidtrækkende konsekvenser for hele det danske samfund i 45 år. Derfor står vi tavse tilbage med vores tids største ubesvarede etiske spørgsmål: Hvor går grænsen for, hvor meget en rettighed til nogle (forældrene) kan indskrænke eller eliminere retten for nogle andre (det ufødte barn)?
Selv med afsæt i en rettighedstænkning burde der være al mulig grund til at gå fra den eksisterende afpolitisering til en repolitisering af spørgsmålet om abort i Danmark. Risikoen for at blive udskammet i den offentlige debat må vige for en større opmærksomhed på de omkring 15.000 ufødte børn, der hvert år fratages retten og muligheden for at blive født og tage del i det fælles liv i Danmark.
Der efterlyses herfra politikere, der har mod og hjerte til at tage det glemte moralske spørgsmål om abort op på ny i den demokratiske samtale, så fremtidige generationer ikke kan påstå, at vores tids største etiske problem med aflivning af ufødte børn blev nedtonet og gemt væk i den politiske skræk for vælgerne.
Frederik Berggren Smidt er sognepræst i Fredens-Nazaret Kirker i København og medlem af repræsentantskabet for Retten til Liv.