HVER MORGEN klokken syv og hver aften klokken seks ringer kirkeklokkerne i Hårslev by, hvor jeg er sognepræst. Selvom jeg ikke er vokset op med kirkeklokker, der ringer solen op og ned, fremkalder lyden af dem alligevel en hjemlig følelse hos mig. Måske fordi de har kaldt mennesker til eftertanke og bøn i tusind år her til lands, og måske fordi kirkeklokkens toner rører ved og kalder på nogle af de dybeste længsler i et menneskes sjæl? Længslerne efter Den Evige Hvile.
Ingen har skrevet smukkere om kirkeklokken end Grundtvig, i sin salme af samme navn, hvor det hedder: ”Gennem jorderig går himmelrøsten/ Kalder til sin hvile sjælen ind.”
Salmen er et af de mest præcise udtryk for, hvad kristentro er, for her siges der to ting til os.
Det ene, der siges, er, at vores sjæl trænger til hvile.
Det gør den, fordi vi rækker efter noget, vi ikke kan nå. Vi vil gerne gøre det gode, men vi kan ikke. Vi lover så meget, men vi kan ikke holde det. Vi vil stå fast, men vi glider. Vi vil leve, men vi skal dø. Vi skal leve et menneskeliv, vi ikke magter, og aldrig synes depression, stress, koncentrationsforstyrrelser og angst at have fyldt mere, end det gør i dag. Vi har tilsyneladende nået grænsen for, hvad vi kan kapere. Det er, som om vi bliver syge af det moderne liv. Der er ellers bud nok på, hvad der kunne give sjælen hvile: særlige diæter, retræter, yoga, mindfulness, alenetid, og hvad ved jeg, men lige lidt synes det at virke. Sjælen bliver ved med at være syg og træt og tung.
DET NÆSTE, der nu siges i salmen, er, at der er en, som vil og kan give os den hvile, vi trænger til, nemlig Vor Herre Jesus Kristus. Gud har givet os denne mulighed. Og han har meddelt os det så enkelt, barnligt og enfoldigt, at selv spæde kan forstå det: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile.
Hvordan nu det? Jo: Tag mit åg på jer, og lær af mig, siger han.
Det vil ikke sige, at vi skal gå den samme vej, som Jesus gjorde. Der, hvor jeg går hen, der kan I ikke følge mig, sagde Jesus netop til sine disciple ved sit sidste måltid. Nej, vi kan ikke bære al verdens synd. Det er jo det, Jesus har gjort for os. Men hvad er det så, vi kan lære af ham, og hvad er det så for et åg, vi skal bære, som er let?
Jo, det er jo hans bud. Vil vi leve, da skal vi holde buddene. Det er det, Jesus siger til de mennesker, der spørger ham, hvordan de skal arve evigt liv:
Hold buddene, og du skal leve.
Det moderne liv har lært os, at vi lever for vores egen skyld. At alt, hvad vi foretager os, er med os selv som det ypperste mål. At vort forhold til hinanden er noget, vi skal have noget ud af. At alt, hvad vi gør, skal bedømmes ud fra, om det nu bringer os derhen, vi ønsker. Pejlemærket for, hvad der er rigtigt og forkert, er mig og mine følelser – ikke mine kæres, mine nærmestes, fællesskabets eller nationens interesser, men mine interesser er mit pejlemærke.
Så bliver det eneste, der er tilbage, det, som jeg kan få ud af mit liv, og min næste, som jeg ellers var sat i verden for at tjene, bliver et middel, jeg kan bruge til at få det ud af mit liv, jeg ønsker.
Jeg tror, at det er det, der gør sjælen syg og træt og tung. Når fornemmelsen for den hellige pligt mod andre mennesker, givet af Gud, er forvitret fra vore liv, så overbelastes sjælen, og den vil trænge til hvile.
Den hvile kan sjælen få, hos ham, der gør kærlighedens gerninger mulige. Det er det, kirkeklokken fortæller os. Det tænker jeg på, hver gang klokken ringer solen op eller ned.
Nana Hauge er sognepræst i Hårslev på Fyn.