MIN TANTE og hendes mand skulle for nylig til Portugal. De vil ikke være miljøsvin ved at flyve. Så de valgte at tage bilen. Det tog dem flere dage med overnatninger i forskellige europæiske byer, før de nåede deres mål. Jeg har ikke spurgt dem, hvad turen kostede. Men jeg kender priserne i Europa. Med færgebillet, måltider undervejs og gode hoteller må rejsen frem og tilbage have kostet 12.000 kroner. Med fly kunne de have gjort turen for 1500 kroner pr. person.
Nu er min tante og hendes mand meget velhavende. De har råd til ikke at være miljøsvin. Og samtidig er de også pensionister. De har masser af tid til ikke at svine naturen til ved at skulle nå hurtigt frem og tilbage til deres feriemål.
Det overses gang på gang i klimadebatten, at det er nemmere ikke at være forurenende, når man er rig, end når man har en middelindkomst. Og måske er det også nemmere at lade være med at svine miljøet til, når man er nået frem til pensionistalderen. Man har set store dele af verden. Hvis man har haft et godt job, har man haft råd til at køre i fine biler og bo i store boliger og spise masser af rødt kød. Nu er man nået den alder, hvor man begynder at afvikle. Og derfor kan man, som et aflad for fortidens syndige forbrug, begynde at rejse mindre, forbruge mindre og indkøbe alle de ting, der kan reducere udslip af beskidte partikler.
Jeg har et barnebarn, som jeg gerne vil have skal vokse op i en ren verden. Han skal indsuge frisk luft, og han skal opleve alle de dyr og planter, som jeg selv har haft glæde af i mit liv.
Men der er noget underligt over klimadebatten, som jeg ikke er i stand til at gennemskue, og som bekymrer mig. Det er, som om den er blevet en redningsvest for en masse mennesker, der har lidt under det vestlige samfunds frihed. Børnene er blevet opdraget til at gøre, hvad de har lyst til.
Religionen med dens krav om etik og holdninger har ikke været i spil. Alt har været tilladt. Ingen har trivedes godt med det.
Men pludselig dukker klimakrisen op. Den stiller krav om en masse. Ligesom i jødedommen og islam bliver der givet anvisninger for, hvad man må og ikke må for at være et godt menneske. Og denne mulighed gribes med begejstring.
Nu kan man uden at tilhøre en religion ikke blot få struktur på sit liv ved at få anvist, hvad der er godt at gøre, og hvad der er syndigt at gøre. Man kan også ved at handle klimamæssigt rigtig blive et menneske, der både i egne og verdens øjne er et godt menneske.
På et ydre plan virker det, som om man gennem sine klimatiltag vil frelse verden. Men dybest set handler det måske om at frelse sig selv for rodløshed og ustruktur.
Religionerne har været beskyldt for at skabe fanatikere. Der refereres til islams voldelige fremfærd og kristendommens korstog. Der er ingen tvivl om, at en ny fanatisme vil begynde at spire i kampen for at redde klodens klima.
Vold vil blive legitimeret med, at den er nødvendig for verdens frelse, ligesom religionens vold i sin tid var for sjælens frelse. Om få år udgår terror ikke fra radikaliserede muslimer. Men fra radikaliserede veganere og andre klimafanatikere.
Selvfølgelig skal mit barnebarn vokse op i en verden, der ikke trues af den ene naturkatastrofe efter den anden. Men hvordan i alverden kan han måske blive den, der opfinder flyet med batterier, der oplades af solen, hvis han ikke kommer ud i verden for at forske, møde nye mennesker, få idéer han ellers aldrig ville have været kommet frem til?
Eller hvordan skal han nogensinde få lyst til at gøre en indsats for en mere ren verden, hvis han ikke har rejst en masse og set, hvor smukke og mangfoldige de forskellige lande er?
Der lægges i øjeblikket op til, at de unge skal holde sig hjemme i Danmark for ikke at forurene med deres flyrejser. De må gerne rejse med tog. Men der er ikke mange togforbindelser til New Zealand, USA, Mexico, Stillehavsøerne og Japan.
Vi ender med at gå fuldstændig i stå kulturelt, forskningsmæssigt og på alle mulige andre måder, hvis vi skræmmer de unge i klimaets navn til aldrig at tage ud i verden med fly.
Klimadebatten trænger til en demaskering. Vi bliver nødt til at analysere de dybere lag, der får mange til at engagere sig med en skræmmende fanatisme, som om de vil tilfredsstille en indre længsel efter religion, struktur, retningslinjer.
Vi bliver nødt til at se på, om klimahensyn udelukkende er blevet overkommeligt for de rige, der kan købe en Tesla og køre rundt fra ladestation til ladestation.
Vi bliver nødt til at granske, om klimatiltag er blevet en ny måde at være god på, så vi glemmer, at vi også kan være gode på andre måder.
Og så bliver vi høj grad nødt til at finde ud af, om vi ikke med vores advarsler mod flyrejser skræmmer vores unge til at blive i Danmark og dermed mister den dynamik og innovation, som opstår, når ungdommen rejser ud i verden og kommer hjem med nye idéer.
Poul Joachim Stender er sognepræst og forfatter.