Sognepræst kritiserer kampagnen ”Tal om tro”: Danskernes blufærdighed om tro skal respekteres

Det er beklageligt, hvis menighedsrådsmedlemmer eller andre kirkegængere savner et rum at ”tale om troen i”. Men måske skulle dette savn udmønte sig i bibelkredse, samtalegrupper, saloner eller foredrag for de særligt interesserede – som det altid har gjort?, skriver præst

 Gudstjenesten kan netop være et trygt rum for den trosmæssige blufærdighed – de liturgiske rammer sikrer, at ingen skal føle sig afklædt, men at den tro, der rører sig indeni, får en klædedragt udaftil, skriver Laura Cæcilie Jessen.
Gudstjenesten kan netop være et trygt rum for den trosmæssige blufærdighed – de liturgiske rammer sikrer, at ingen skal føle sig afklædt, men at den tro, der rører sig indeni, får en klædedragt udaftil, skriver Laura Cæcilie Jessen. Foto: Paw Gissel.

DET ER EN RIGTIG GOD IDÉ at tale om den tro, der samler os som kirke – men det er ikke sikkert, at det lige skal ske som et punkt på dagsordenen til menighedsrådsmøder. Den nye kampagne ”Tal om tro”, lanceret af Landsforeningen af Menighedsråd, blev omtalt i avisen i fredags.

Kampagnen er velment, men risikerer at lægge sig op ad en tendens, hvor samtaler og relationer teknificeres – det er ikke nok at tale uformelt over kaffen efter mødet, det skal på dagsordenen, og der skal spørgeark, opgaveark og legedesign til.

Hvis nogen har svært ved at finde tonen, hjælper materialet på hjemmesiden gerne med konkrete anvisninger til, hvordan man skal forholde sig, eventuelt føle.

Således lyder det i øvelsen ”Tal om gudstjenesten: Læg mærke til mangfoldigheden – og glæd jer over den”.

Men hvis ikke mangfoldighedsglæden springer spontant frem, kunne det jo også være, man slet og ret var uenige i synet på gudstjenesten.

I KAMPAGNEN VIRKER DET TIL, at begrebet om den myndige kirkegænger er gået tabt. Enhver i den gudstjenestefejrende menighed – menighedsrådsmedlemmer såvel som præst, kirkesanger, organist og alle andre – kommer til kirken med et anliggende og bevæger sig frit rundt i gudstjenestens rum – ikke instrueret, jaget eller hundset med.

Hverken på det fysiske eller det følelsesmæssige plan. Og hersker der en blufærdighed på det trosmæssige plan, må den respekteres – ikke ”nedbrydes”, som det hedder i materialet. Gudstjenesten kan jo netop være et trygt rum for den trosmæssige blufærdighed – de liturgiske rammer sikrer, at ingen skal føle sig afklædt, men at den tro, der rører sig indeni, får en klædedragt udaftil.

For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Det er beklageligt, hvis menighedsrådsmedlemmer eller andre kirkegængere savner et rum at ”tale om troen i”. Men måske skulle dette savn udmønte sig i bibelkredse, samtalegrupper, saloner eller foredrag for de særligt interesserede – som det altid har gjort?

For nok er det trist, hvis menighedsrådsmedlemmer føler, at deres forhold til kirken kun handler om løvsugere, mursten og bænkehynder. Men de ting skal dog også tilses – og det skulle de gerne blive i et rum, hvor der både er plads til den nytilkomne og søgende, den blufærdige og den myndige kirkegænger.

Laura Cæcilie Jessen er sognepræst, Vestermarie-Nylarsker Pastorat.