NÅR JEG FOR TIDEN læser Kristeligt Dagblad, forundres jeg over teologers ønske om at sælge ud af traditionen og ændre i liturgien.
Jeg forundres, fordi jeg ikke oplever, at menigheden påtaler manglende evne til at forstå nadveren. Det kan være, de bare er klogere end dem på Sjælland. Jeg er forundret, fordi nadveren i en evangelisk-luthersk kontekst altid bør have syndernes forladelse som det centrale, men stadig rummer så meget mere i ritualerne, som de allerede er.
Men hvorfor så ændre i liturgien for noget, hvor der i forvejen findes tre ritualer, som hver især har deres styrke og netop behandler tilgivelse, fællesskab og opstandelseshåbet? Handler nadveren om, at alle skal forstå fuldt ud? Eller er det ikke længere nok at forstå, at der her uddeles syndernes forladelse i form af Jesu Kristi legeme og blod i skikkelse af brød og vin?
Problemet ligger nok ikke så meget i udfordringer med formidlingen af nadverens betydning, som den ligger i præsternes manglende vilje til at acceptere den teologi, som udfoldes i ritualerne, og som kommer til udtryk i den lutherske tradition. Nadveren har aldrig handlet om, at alle skulle derop.
Derimod var nadveren allerede i oldkirken et lukket fællesskab. Nadveren er et fællesskab for dem, som tror ordene ”gives for jer” og ”udgydes for jer til syndernes forladelse”. Tror du ikke ordene, har du ikke del i dem, og det giver dermed lige så lidt mening at gå til knæfaldet, som det gør at gå til apoteket uden at have brug for medicin. Men tror du ordene fra indstiftelsen, er og bliver de den trøst i kristenlivet, som enhver kristen har brug for.
Nadverens fællesskab er et eksklusivt fællesskab. Men et fællesskab, som inddrager og inkluderer alle dem, som tror ordene. Det er ikke et ekskluderende fællesskab, for enhver, som tror ordene, skal skynde sig til knæfaldet og vide, at de der får intet andet end syndernes forladelse, et fællesskab med Kristus, hans lidelse, hans død og hans opstandelse.
Morten Brosbøl Vibert er sognepræst ved Rise Kirke, Aabenraa Provsti.