Sognepræst og forfatter: Folkekirke og kristendom må tilbage til folkeskolen

De seneste 50 års samfundseksperiment er kørt endegyldigt af sporet. Lad os vende tilbage til en folkeskole, som vi kan være stolte af, og som har gjort os til dem, vi er

”Folkeskole og folkekirke må igen i Grundlovens ånd gå hånd i hånd. Det betyder, man synger salmer, beder Fadervor, besøger gudstjenester og lærer Bibelen bedre at kende. Først hvor der er en religiøs praksis, hænger den lærdom jo ved,” skriver præst og forfatter Torben Bramming. – Foto: Leif Tuxen.
”Folkeskole og folkekirke må igen i Grundlovens ånd gå hånd i hånd. Det betyder, man synger salmer, beder Fadervor, besøger gudstjenester og lærer Bibelen bedre at kende. Først hvor der er en religiøs praksis, hænger den lærdom jo ved,” skriver præst og forfatter Torben Bramming. – Foto: Leif Tuxen.

En af de mest forstemmende ting i tiden er den identitetsfikserede kulturmarxisme med dens altnedbrydende agenda, der hærger Vesten. Historien skal viskes ud, for at man kan begynde forfra. Desværre ender alle marxistiske revolutioner med armod, hungersnød og totalitarisme, senest i Portland og Venezuela.

Men selvom det er almen viden, kan almindelige borgere efter 50 år i den marxistisk-kulturradikale folkeskole ikke gøre modstand. Hvorfor? Fordi man har ladet kulturmarxisterne stjæle definitionen på historien og har tilladt kulturradikalismen at drive kristendommen ud af folkeskolen.

Man kan som eksempel tage anklagerne mod Churchill for at være krigsforbryder og racist. Derfor skændes hans monument i London for tiden. Men hvis han var krigsforbryder og racist, kunne det så lige så godt have været krigsforbryderen og racisten Hitler, der havde vundet Anden Verdenskrig? Nej vel, der er afgørende forskel.

På samme måde med den tåbelige tale om hvid overlegenhed og strukturel racisme, som fordømmer en hel hudfarve. Kunne det så være lige meget, om den engelske missionær og læge David Livingstone, Victoriatidens englændere og de hvide protestantiske abolitionister i USA som de eneste havde bekæmpet slaveriet og racismen? Nej vel, for så havde slaveriet stadig været del af vestlig kultur.

Det var kristne hvide, fortrinsvist mænd, der førte modstandskampen. Men så kan man jo ikke give hvide skylden kollektivt for slaveri og undertrykkelse. Det giver ingen mening. Medmindre man i virkeligheden ønsker at nedbryde den liberale vestlige og kristne kultur og erstatte det med et socialistisk, ateistisk samfund, hvis inspiration er hentet fra Lenin og Marx.

På deres frugter skal I kende dem, sagde Jesus om de falske profeter. Ud fra den målestok er Antifa, den marxistiske Black Lives Matter-bevægelse og kulturmarxisterne falske profeter, for deres frugter har været materiel ødelæggelse, ufrit samtalemiljø, vold og hetz af anderledestænkende.

Grunden til, at dette kunne ske, er selvfølgelig den kæmpesejr, den ateistiske socialisme vandt med ungdomsoprøret i 1968, hvor kristendommen få år efter ved Ritt Bjerregaards (S) skolelov af 1975 skilte folkeskole og folkekirke.

Dermed var den 50-årige deroute begyndt, der har ført til en grænseløs uvidenhed om kristendommen, og trods det faktum, at 74 procent af folket stadig er medlemmer, og der er flere procent kristne uden for folkekirken, så ved de fleste intet og har ingen eller kun en overfladisk trospraksis.

Derfor tror man, at religion er religion. Men hvis kristendom og islam er det samme, hvorfor har de så formet så forskellige samfundsmodeller overalt i verden? Det er kun, hvis man tror på den overfladiske, moderne myte om fremskridt mod et ateistisk lykkerige, der er lige så usand og banal som John Lennons ”Imagine”, at man kan hoppe på den – det gør så ufattelig mange, for det var og er officiel ”teologi” i folkeskolen.

Islam er det samme som kristendom, siger man. De er bare lidt længere tilbage. Når de har været i folkeskolen i 400 år, så bliver de som os. Vi lever jo i 2020. Men de befinder sig endnu i den mørke middelalder. Dette kronologiske snobberi er lige så dumt, som det er usandt. For at standse denne deroute er der kun én logisk vej: Kristendommen må tilbage i folkeskolen, som stadig rummer 80 procent kristne.

Folkeskole og folkekirke må igen i Grundlovens ånd gå hånd i hånd. Det betyder, man synger salmer, beder Fadervor, besøger gudstjenester og lærer Bibelen bedre at kende. Først hvor der er en religiøs praksis, hænger den lærdom jo ved.

De, der ikke ønsker at gå i en skole, der er funderet på dette grundlag, kan lave friskoler. Den ret har vi jo for religiøse og andre mindretal, som ønsker en anden undervisning for deres børn. Det er derimod helt forrykt, at en lille elite af ateister og kulturradikale har kunnet bestemme over det store flertal af det danske folk gennem 50 år.

Hvis vi vil bevare folkeskolen, må den stå på et kristent grundlag, ikke på et relativistisk, som det har været tilfældet siden 1975.

Selv de socialistiske fortalere for folkeskolen – Mette Frederiksen (S), Helle Thorning-Schmidt (S) og Pia Olsen Dyhr (SF) sammen med utallige andre meningsfæller – har jo allerede reddet deres børn fra den synkende skude, efter at de og deres partikammerater selv har hugget hul i folkeskibets skrog. Den fungerer simpelthen ikke på det grundlag, den har.

Hvad så med det multikulturelle? De, der ikke er kristne, men muslimer eller ikke-troende, kan med fordel have deres børn i en kristen skole – det har eliten af kulturradikale og socialister jo allerede i for eksempel katolske og kristne privatskoler.

Mon ikke det også kunne lade sig gøre for helt almindelige mennesker. Og er man helt imod, så kan man jo starte sin lilleskole, en friskole eller finde en eksisterende. Det gør eliten jo allerede nu.

De seneste 50 års samfundseksperiment er kørt endegyldigt af sporet, så lad os vende tilbage til en folkeskole, hvor der er et op og et ned, en forbindelse til den kirke, som den overvældende majoritet hører til, og den historie, som vi kan være stolte af, og som har gjort os til dem, vi er.

Torben Bramming er sognepræst og forfatter.