I DISSE ÅRTIER finder der et voldsomt angreb på det danske sted. Angrebene går på at dekonstruere det og dermed gøre det til ingenting for at give plads til en anden virkelighed. Men er der da noget dansk? Det kommer an på, hvad præmissen for ens svar er. Vi har en kedelig præmis for tiden, nemlig den postmoderne, at der er utallige tolkningsmuligheder, der er ikke én sandhed, men flere, så det sande er, at der ikke er noget sandt. Denne relativistiske tilgang til virkeligheden er naturligvis selvmodsigende, selvom der er mange, der snakker den efter munden. For danskerne og vesteuropæerne er blevet gennemborede med denne teoris tusinder af pile siden engang i 1970’ernes slutning. Gudhjælpemig om ikke en af dens ”riddere”, den franske filosof Michel Foucault (1926-1984) stadig er pensum på mange humanistiske studier.
Når denne teori er præmis for, hvad der er dansk, så er der selvfølgelig ikke noget, der er dansk. Det opløsende angreb går efter melodien: Der er mange sandheder om det danske. Ingen har patent på sandheden eller det danske. Den måde, du udlægger det på, er jo bare din. Der er utallige andre måder at være dansk på.
Sammenholdt med den ulyksalige kønsideologi, som efterhånden i samme postmoderne opløsningsånd er oppe på 64 forskellige køn i stedet for mand og kvinde, som Darwin går ud fra, og den kulturmarxistiske forståelse af, at minoriteter bliver undertrykt af majoriteten, så er muligheden for at tale om noget dansk, endsige en almindelig familie eller et folk ved at forsvinde ud af danskernes hoveder. Men disse teorier er jo, selvom samtlige universiteter, seminarier, kirker og skoler er befængt med dem, blot teorier. De er teorier fra dengang i 1980’erne, da man gik i sort tøj, hørte punkmusik, sprang ud ad vinduer med ghettoblaster under armen i narkopåvirket tilstand, besatte huse i København, og de gamle marxister på universiteterne og seminarierne nu snakkede om Derrida, Foucault, Lyotard, Rorty, og hvad de, nu for det meste gudskelov glemte, profeter hed. Disse teorier, som flød ud i folkeskoler og gymnasier, angreb universelle sandheder efter devisen: Danmark er en socialkonstruktion skabt af borgerskabet engang i 1800-tallet (som Uffe Østergaard engang ikke kunne blive træt af at skrive).
Idéen med disse nu i næsten alle danskere af lange- og mellemlangeuddannelse nedfældede forestillinger var at angribe ”magten” med påstanden om, at der er utallige sandheder, og at magthaverne ikke kunne have monopol på sandheden eller magten. Et ganske godt redskab, hvis man selv vil have magt, og måske derfor blev tankegangen så populær.
Men det er naturligvis tåbelige og snyltende idéer, som kun nedbryder og vrænger ad virkeligheden. Vi må ikke lade dette tidsbundne 1980’ersyn på, hvad det er at være dansk, præge os, men grine ad det, som vi ville le ad en bz-punker i sort fra top til tå med ghettoblaster under armen, der surt vrængende står foran Sorte Hest og hader alle – særligt politiet med deres lortelov og orden. Ham kan man ligesom ikke bygge et fællesskab på – synd, at han er kommet i regering med absolut flertal som trojansk hest i de fleste politikeres og embedsmænds hjerne.
Men gives der en anden præmis, som giver et andet svar på det at være dansk? Ja, selvfølgelig: den historiske, at Danmark har haft en kirke, været et land og et folk i over tusind år. Folket har rødder, det vil sige en identitet, som strækker sig langt ned under de for tiden levende og blomstrende grene. Sproget, troen, arkitekturen, infrastrukturen, placeringen af byer, folke-, høj- og friskoler og tusind andre ting danner rammerne om det at være dansk og viljen til at opretholde dem viser, at det danske lever. Vi er bundet sammen på tusind måder, som viser ind mod et levende centrum. Ferier, højtider, sange, salmer, som bliver udfoldet ved skoleafslutninger, konfirmationer, juletræsfester, firmafester, kommunal- og folketingsvalg, plejehjemsgudstjenester, gymnastikopvisninger, forsvarets øvelser, parader, landsholdene i alt fra fodbold til curling, Kim Larsens død, Kronprinsens bryllup og alle mulige andre små og store begivenheder, som ingen andre end danskerne bekymrer sig synderligt om, men som fra vugge til grav beskæftiger danskerne overmåde meget. Til alt dette kommer den overleverede litteratur, musik og kunst og den, som endnu praktiseres og udvikles på dansk og ud fra dansk og udenlandsk inspiration. Alt det peger ind mod et levende hjerte i et levende folk.
MEN DER ER SELVFØLGELIG grund til bekymring. Det danske sprog bliver fortrængt fra de højere læreanstalter til fordel for engelsk, og en globalistisk forestilling om virkeligheden vinder frem. I guldalderen, hvor man vel at mærke talte flere sprog end engelsk blandt de højtuddannede, erstattede man netop den tids ”lingua franca” latin med dansk, fordi man fra samfundets bund til top skulle kunne udtrykke de højeste og dybeste tanker i et fælles sprog, som Kierkegaard, H.C. Andersen, H.C. Ørsted og mange andre er udtryk for. Det danske og nationale betød ikke isolation, for man forpligtede sig i hele Europa på arven fra Athen og Jerusalem. Latinen betød dengang som engelsk i dag for det første, at eliterne identificerer sig mere med dem, som ligner dem i Berlin, Bangkok og Bruxelles end med beboere i Bogense og Troense. At tale dansk betyder i bedste forstand, at landets indbyggere vænner sig til hinanden uden at vende sig fra verden, hvis uddannelsessystemet ikke svigter tysk, fransk, russisk, spansk og alle andre gode sprog.
Den store indvandring, som de seneste godt 20 år har øget andelen af fremmede fra 50.000 til over 500.000 giver kæmpe udfordringer i et land, hvor selvforståelsen løsner sig fra historien, særligt fordi ghettoområder glider ud af fællesskabet på grund af islamisk kultur, tro og retsforståelse. Det sætter fokus på vores kristne arv og kirke. Lad mig tage Jyske Lov fra 1241, som en relevant forståelse for, hvad der skal til i et kristent land, som vi også ifølge regeringsgrundlaget er. Denne gamle lov bygger på den bibelske forståelse af, hvad en nation er.
Danmark som nation bliver spejlet i Bibelens tale om en retfærdig øvrighed, der skaber lighed for loven, holder voldsmanden nede, hvor loven ikke er skrevet til fordel for nogen særlig gruppe. Det er en lov, der giver landets regering en af Gud pålagt pligt til at værne de fattige, faderløse, enkerne og de fremmede. For som der lakonisk står: dem overgår der tiest uret. Der er et op og ned, som ordner det summende højre og venstre og holder det fast. Der var plads til fremmede i Bibelens Israel, og det er der derfor også i Danmark, men ikke til lovløse områder, og de fremmede er her på det danske folks præmisser.
Så ja, der er noget, der hedder Danmark, dansk og nation, som vi skal besinde os på også i dag, for det er en arv, vi har fået fra vores forfædre, og som vi skal give videre til vores efterkommere. Vi må ikke som Madame de Pompadour så relativistisk erklærede sige ”Efter os syndfloden”.
Torben Bramming er forfatter og sognepræst i Ribe.