VI STÅR VED begyndelsen af en stor debat omkring nye ritualer, som nogle mener bør være mere forståelige og relevante for moderne mennesker. Skal nadverritualets indhold være syndsforladelse eller ej? Skal dåbsritualet handle om, at dåben skænker frelse eller ej? Skal vi følge luthersk teologi eller skifte til en mere reformert udlægning af sakramenterne?
Hvad sker der med en kirke, som vil være samfundsrelevant i stedet for tro over for Bibelens ord? Man bevæger sig væk fra Bibelens tale om synd og frelse. For udgangspunktet for at ville lave om er forkert. Ingen er i tvivl om, at kirken altid skal reformeres. Men Bibelen skal danne udgangspunkt for denne reformation af kirken, ikke samfundet. Bibelen stiller de relevante spørgsmål til selvransagelse hos kirkens folk, ikke det dagsaktuelle moralske eller politiske.
NÅR KIRKEN I SIN FORM har bevæget sig for langt væk fra det bibelske grundlag, så skal der reformeres. Sådan er det sket fra oldkirken over middelalderen og Reformationen til 1700-tallets pietistiske reformation og 1800-tallets vækkelser herhjemme. Man er gået tilbage og har læst evangelierne, Paulus og de mange andre skrifter i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.
Man reformerede ikke kirken for at gøre den samfundsrelevant, men for at relatere kirken til det bibelske grundlag, som man følte kirken havde bevæget sig væk fra. I 1700-tallets pietistiske reformation var det den ortodokse kirke, som havde forvansket, hvad menigheden og den enkelte kristne var. Pietisterne gik særligt til Paulus, men tog også Luther med, blandt andet fordi den øgede vægt på missionen, som man havde fundet hos Paulus i Romerbrevet stillede spørgsmålet om jødernes rolle i frelseshistorien.
Hos Luther fandtes der tidlige positive og senere negative holdninger til jøderne, sammenlignet med Paulus tog pietisterne de jødevenlige skrifter og ikke de andre. Bibelen var rettesnoren for deres reformation. De reformerede således kirkens holdning til jøderne ud fra Bibelen og blev i 1800-tallet sammen med hernhutterne anset for at være jødernes beskyttere.
Man ville, at alle skulle læse hele Bibelen, ikke kun høre udpluk om søndagen, for i et almindeligt præstedømme skal alle kunne læse den hellige skrift, så man lavede skoler – med ganske samme begrundelse i øvrigt som i 800-tallets karolingiske reformation. Kirken skal kort sagt ikke gøres samfundsrelevant, men relevant i forhold til Guds ord, som vi har i Bibelen – sola scriptura. Går man den anden vej og vil gøre kirke og bibel relevante for ”det moderne samfund og menneske”, så går det altid galt.
Vi har et af de mest tragiske eksempler i den evangeliske kirke i Tyskland og det kom til udtryk for fuld udblæsning ved kirkedagene i juni i år i Dortmund. Man kunne blandt de mange hundreder af workshops blandt andet være med i en, hvor man tegnede og malede det kvindelige kønsorgan og en anden, hvor man fik råd om bedre kvindelige orgasmer. De to workshops ville gøre op med den patriarkalske kirke og samfund og på den måde gøre kirken relevant for det nye og mere ligestillede samfund.
MEN DET VÆRSTE OG FARLIGSTE var den politisering, som kom til udtryk, stærkest i afslutningsprædikenen på et fyldt stadion i Dortmund. Midt på plænen på et lille podium omgivet af omkring 30.000 tilskuere stod den af kirkedagene udvalgte præst, dr. Sandra Bils, og prædikede. Hendes prædiken blev afbrudt af, som det forekom mig, planlagt jubel og klapsalver, for efter en særlig effektfuld sætning spilledes der sagte strygermusik fra højtalerne. Prædikenen handlede om at kristne skulle have mod til at gøre kirken samfundsrelevant. Man kan se det hele på Youtube, det tager 13 minutter.
Men kirken blev i prædikenen blot gjort til moral og politik, det vil sige gerningsretfærdighed. Syndernes forladelse, nåden og det evige liv som hovedbudskabet til fortabte mennesker var erstattet af opråb til handling sammen. Sandra Bils sagde blandt andet:
”Og så handler vores kirkeuge ikke kun om søndag, men også om fredag. #FridayForFuture. Så søger og spørger vi sammen med andre om, hvilken lifestyle og hvilke værdier der svarer til Guds vilje. Også sammen med dem på den anden side af vores boble. Vi ser, hvor Gud virker i verden – gennem folkene fra Sea-Watch, SOS Méditerranée og Sea-Eye, gennem Greta Thunberg og skoleeleverne, gennem så mange andre – og her arbejder vi med. Smid ikke jeres tillid, jeres uforfærdethed, jeres uforskrækkethed, jeres trosmod ud. Behold jeres tillid, vær uforfærdede, vis sammen trosmod. Vi har Gud på vores side.”
Vil man gøre kirken samfundsrelevant i stedet for bibelrelevant, så går man helt sikkert forkert, som den tyske evangeliske kirke har gjort det.
Ingen tvivl om, at den er lettere at forstå, og at de ritualer og salmer, der kommer ud af en sådan teologi, er lettere at forstå. Men så er det også på samme tid let at forstå, at folk hellere vil ud og ind i et politisk parti, der svarer til deres egen smag uden ”kristusremoulade” på holdningerne, for som dr. Sandra Bils sammenlignede kirken med, så skulle den være mobil som en ”rullende pommes frites-bod”.
Torben Bramming er sognepræst og forfatter.