Prøv avisen
Debat

Sognepræst: Roskilde Festival er et studie i tidens fravær af forældreautoritet

Når vi forældre kører vores unge af sted til Roskilde Festival, er vi blevet ansigtsløse tovholdere for vore unges udskejelser, skriver sognepræst Kristian Massey Møller. – Arkiv Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Kristian Massey Møller

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad det vil sige at være ung, har ikke ændret sig de seneste knap 40 år. Derimod har unges forhold til forældrene og deres autoritet forandret sig. Ikke mindst forældrenes egen opfattelse af sig selv som autoriteter, skriver sognepræst

DET ER tankevækkende at blive ældre og iagttage de forskydninger, der er sket, siden jeg selv var ung. Ikke mindst i forhold til, hvad jeg ville og måtte i 1975, og hvad en ung i dag vil og må. I sig selv er der ikke forskydninger i, hvad det vil sige at være ung.

Dengang, som nu, handler det om fremtidsvalg og ikke mindst om nuets fest og første sårbare erfaring med det andet køn. Derimod har unges forhold til forældrene og deres autoritet forandret sig. Ikke mindst forældrenes egen opfattelse af sig selv som autoriteter.

Et godt eksempel herpå er Roskilde Festival, som hen over de seneste 20 år er blevet et kollektivt tilløbsstykke for helt unge ned til 15 år. Forældre behøver ikke engang at give de unge lov, for de bliver ikke spurgt. I stedet pakker forældrene velvilligt bilen med øl, mad, telt, madras og andet festivaludstyr. I en selvfølgelig servicering af og forståelse for den unges behov for musik, rus og samvær. Ikke uden bekymring og formaning, men dog i et knæfald for noget tilsyneladende uomgængeligt. Noget, der skal ske. Noget, den unge ikke skal kæmpe for, fordi forældrene hverken kan eller vil stille sig i vejen.

Perspektivet er, at den unge er væk i over en uge. Fra lørdag morgen, hvor festivalpladsen skal indtages, og forfesten begynder, indtil selve festivalen starter med fire dages musik. Forældres ferie bliver endog indrettet efter det, og når ugen er omme, bliver den unge hentet hjem igen. I en forkommen tilstand, fuld af larm og abstinenser, som det tager tre-fire dage at sove væk.

En tilstand, forældre endda kan finde på at glorificere, alene fordi den unge har festet og drukket. Også selvom en del forældre dog må rykke ud og hente deres unge hjem før tid, fordi de ikke kunne stå distancen.

Dette billede står i skærende kontrast til, da jeg første gang skulle til bal på den lokale kro, hvor Bamses Venner spillede op til dans. Min mor havde strøget min skjorte, og min far gav mig 15 kroner, løftede min hage og sagde: Du er hjemme igen klokken to. Det var det. Jeg cyklede af sted med en ven, fik min første bajer og en til, blev lidt ør i hovedet, vovede at byde en pige op til dans, men fik et nej. Og da ballet var slut, trak jeg vistnok cyklen hjem. Jeg ved ikke, om mor og far lå vågne, men der var som altid morgenmad klokken 8. Ballet talte vi ikke om.

Lyder det, som en hyldest af en anden tid? Nej, men skal jeg forholde mig til nutiden, så er det en eftertanke værd, at min mor og far helt sikkert har talt om, at nu var tiden nok kommet til mit første bal. Det, de havde med sig, var, at de gav mig lov, når tid var. Lov – på den måde, at de ene og alene bestemte tid og sted og samtidig overlod ansvaret for ballet til mig. De var ikke udsat for et eskaleret pres, selvom det var en selvfølge, at de fleste unge gik til deres første bal, når de blev 16 år.

Hvad er forskellen så til i dag, når vi forældre, som jeg selv har gjort det, kører vore unge af sted til Roskilde Festival? Jo, den åbenbare, at vi forældre er blevet ansigtsløse tovholdere for vore unges udskejelser. Uden at sætte autoriteten ind tillader vi, at helt unge færdes i et limbo. I en gigantfest i flere dages rus, som bare skal vare ved, og som, bevares, endda kan være festen over alle fester. Men om det giver mening, og om det er forsvarligt, forholder vi os ikke til. Eller vil ikke, fordi vi ikke vil hindre vore unge i at udfolde sig.

Kristian Massey Møller er sognepræst i Odden Kirke.