Sognepræst: Selvfølgelig skal vi bevare vores middelalderkirker

Vores forfædre har bevaret de kirker, så vi kunne have et sted at komme i sorg og glæde. Det skal vi blive ved med, skriver sognepræst og redaktør

På billedet er det Mårup Kirke, som på grund af nedstyrtningsfare blev ryddet i slutningen af 1990'erne.
På billedet er det Mårup Kirke, som på grund af nedstyrtningsfare blev ryddet i slutningen af 1990'erne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

SELVFØLGELIG SKAL VI bevare og passe på vores middelalderkirker, også selvom de ligger i ”affolkede områder”. Her er medlemsprocenten nemlig høj, og som en anden debattør har gjort opmærksom på: Hvem ved, om medlemmerne gider blive ved med at betale, hvis deres kirker laves om til biblioteker eller bed and breakfast, som det sker i England.

Eller hvis præsten flytter og bliver erstattet med en kulturmedarbejder, der så kan lave alt det, der åbenbart er lavstatusting og ikke værdigt for en præst, som for eksempel legestue eller børnegudstjeneste.

Bevares – selvfølgelig kan kirkerne bruges til andet end gudstjenesterne om søndagen. Det bliver de jo allerede. Her, hvor jeg er præst, har vi musikalsk legestue for sognets dagplejere og hjemmegående forældre i kirken, og jeg deltager naturligvis. Det er nemlig en enestående mulighed for mig til at møde de mennesker, der bor i sognet.

Konfirmationsforberedelse foregår også i kirken. Det betyder, at konfirmanderne lærer rummet rigtig godt at kende.

Kirken indbyder tilmed til andagt, og det er min påstand og formodning, at de mange timer i det gamle hus er med til at få konfirmanderne til at føle, at kirken er deres, og det er vigtigt, for det er dem, der skal betale til den om bare få år.

FOREDRAG, MUSIKFESTIVAL, kor og fællessang finder også sted i kirken. Naturligvis. Alt det kræver er, at kirken varmes op, og det koster penge, men brugt bliver det gamle hus da til stor glæde for mange mennesker. Og sådan er det mange steder, og derfor er det lidt underligt at foreslå, at man skal gøre noget, man allerede har gjort i mindst de seneste 10 år.

Så er der forslagene om at bruge kirken som bibliotek eller regulært forsamlingshus – mere end det allerede er. Her skal man overveje nøje, hvad det betyder for den veneration for rummet, de fleste mennesker har.

FOLK, DER KOMMER I KIRKEN, ønsker faktisk at komme til en helligdom. Ikke til et kommunalt kontor eller en afdeling af forsamlingshuset, som der også allerede er et af i sognet. Bør man ikke også overveje, om kirken skal udkonkurrere det? Det samme kunne man sige om biblioteket eller sognets andre mødesteder. Kirken skal jo ikke kæmpe med dem om sognets beboere.

Kirken skal værdigt stå, som den altid har gjort, og kigge ud over sognet og holde vagt. Der har den ligget, og mennesker er kommet og gået. Byer er brudt ned og bygget op omkring den.

Men kirken er blevet på sin vagt. Der kom andre interessante samlingssteder, bilen kom til og fjernsynet. Kirken blev måske mere fåmælt, men den blev stående. Som kirke. Ikke som forsamlingshus, ikke som bibliotek, biograf eller brugs, men som kirke. For den havde tid til det.

Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men vi ved, at trods tidligere tiders op- og nedgangstider, har kirken ligget der, som Martin A. Hansen skriver: ”Et lyst land i dødsnaturen”.

Vores forfædre har bevaret de kirker, så vi kunne have et sted at komme i sorg og glæde. De, der byggede dem, fik måske ikke engang de færdige bygninger at se. De tænkte ikke kun på, hvad der gavnede dem selv her og nu, men også på fremtidige generationer. Det bør vi også gøre.

Nana Hauge er sognepræst og redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.