Prøv avisen

Sognepræst: Selvom få markerer fasten, er der meget, det giver god mening at faste fra

Lige nu oplever de fleste af os kun at omgås nogle ganske få mennesker. Afsavnet minder os om, hvor afgørende samvær, fællesskab, samtale og kropskontakt er. På samme måde er fasten et lærerigt afbræk fra de upåagtede og tilvante rutiner, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller. – Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix.

Henrik Bang-Møller

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Fasten som en tilnærmelsesvist iscenesat og planlagt ”krise” kan hjælpe os til at blive bevidste om dem og sortere de gode vaner fra de dårlige

Hvad sikkert de færreste danskere tænker over, er, at coronakrisen også i år falder sammen med den tid på året, vi i folkekirken kalder for fasten. Den varer, modsat julen, lige til påske. Én ting er, at danskerne ikke er særligt kirkelige. Noget andet er, at vi under ingen omstændigheder faster. Og slet ikke religiøst. Selvom vi lejlighedsvist udmærket kan være på slankekur eller friste tilværelsen som vegetar.

Alligevel kan det give god mening at faste. Også på andre måder, end vi umiddelbart forestiller os. For selvom de fleste af os ikke vil tage skade af at gå på slankekur, så kunne der være så mange andre ting, det giver god mening at faste fra. Mobiltelefonen og de sociale medier for eksempel. Mine konfirmander plejer at korse sig, når jeg foreslår det.

Men når vi nu af ydre omstændigheder er blevet pålagt en faste fra stort set alle vante rutiner, rummer det tankevækkende nok en mulighed for at blive opmærksom på noget af det, som fasten vil henlede vores fokus på. For fasten tjener naturligvis et formål, som er opbyggeligt i forhold til vores liv. Det er ikke en bodsøvelse for Vorherres skyld.

Vi opdager nemlig noget, når vi mangler. Et vittigt hoved samlede hele visdommen i denne korte sætning: Vi mangler at mangle!

”Vi har alt,” som Johannes Møllehave siger og tilføjer: ”men det er også alt, vi har.” Og det kan vise sig at være for lidt. For lidt til hvad, kunne man spørge. Det vil jeg komme med nogle eksempler på:

I tiden efter Berlinmuren og Jerntæppets fald i 1989 blev der pludseligt for mange hidtil indespærrede mennesker i Østtyskland og Østeuropa åbnet op til det forjættede land i Vesten. Mange østeuropæere kunne nu ved selvsyn iagttage det demokratiske Vesten og den livsstil samt ikke mindst det forbrug, de for de flestes vedkommende kun havde hørt og drømt om.

Således husker jeg, at en gymnasieklasse vistnok fra Ungarn – der i øvrigt var ét af de østeuropæiske lande, som var længst fremme i demokratiseringsprocessen – skulle på besøg i Danmark for at lære om demokrati. Som led i besøget skulle de selvfølgelig også forbi en dansk gymnasieklasse, som skulle høre om livet bag Jerntæppet, men vigtigst i denne sammenhæng: fortælle noget om dansk demokrati.

For at gøre en lang historie kort, så endte det med, at det var de danske gymnasielever, der af deres kammerater fra Østeuropa fik en lektion i elementært demokrati. For de østeuropæiske gymnasieelever havde nemlig på deres egen krop erfaret, hvad demokrati, ytringsfrihed, flerpartisystem og medbestemmelse ikke var. Fordi de havde manglet det, vidste de bedre. Ikke bare i teorien, men i praksis.

Et andet eksempel: Corona-restriktionerne pålægger de fleste af os kun at omgås nogle ganske få mennesker. Det rammer de fleste af os. Men hvor forfærdelig en oplevelse, det er, kan vi især iagttage hos vores ældre og syge medborgere. De tilhører som bekendt en særlig risikogruppe og skal derfor være ekstra påpasselige og isolere sig fra endog den nærmeste familie.

Hudsult, ensomhed, fortvivlelse og meningsløshed, som almindelig, hverdagslig omgang med familie, venner og personale plejer at holde os fra livet, træder nu hos mange af os frem i bevidstheden – og understreger for dem, der måtte have glemt eller ignoreret det, hvor helt afgørende og grundlæggende samvær, fællesskab, samtale og kropskontakt er for vores mentale såvel som fysiske velbefindende.

Omvendt er mange af os tilmed under coronaens hærgen underlagt et meget tættere samvær med vores nærmeste i hustanden. Det kan også være noget af en prøvelse, eftersom vi til daglig almindeligvis kan tage i skole eller på arbejde og få lidt fred fra hinanden.

Det er lidt det samme, som sker, når et ægtepar efter mange år med hver deres arbejde pludselig skal på efterløn eller pension og derfor kommer til at omgås hinanden hele tiden. I tiden derefter kan man utvivlsomt iagttage en stigning i antallet af skilsmisser.

Fasten kan man i forlængelse af disse eksempler forstå som et lærerigt afbræk fra de upåagtede og tilvante rutiner, som ellers risikerer at gøre os ufølsomme og navnlig utaknemmelige over for alt det, vi blot tager for givet.

Vaner er en god ting, og ingen af os kan leve uden, fordi vores bevidsthed ikke kan tåle at være på arbejde hele tiden. Men fasten som en tilnærmelsesvist iscenesat og planlagt ”krise” kan hjælpe os til at blive bevidste om dem og sortere de gode vaner fra de dårlige.

Kristeligt føjer der sig så ganske vist også et andet og mere evangelisk motiv til, som ikke behøver at stå i modsætning til de mere verdslige øvelser: Vi skal i det indvortes være ordentligt påklædte til at lade guddomsmandens skæbne fra korsfæstelse, død og endelig opstandelse blive genopført i os selv, så det derinde i tro, håb og kærlighed kan få betydning for resten af vores liv.

Henrik Bang-Møller, sognepræst, Vrå-Em.