Sognepræst: Sexisme eksisterer også i folkekirken

Vi har alle et ansvar for kulturændringen - især ledelsen, skriver sognepræst Christian Roar Pedersen

Vi er en organisation med tusindvis af medarbejdere og endnu flere frivillige. Det er naivt at tro, der slet ikke eksisterer sexisme i kirken. Selvfølgelig gør der det, skriver sognepræst Christian Roar Pedersen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.
Vi er en organisation med tusindvis af medarbejdere og endnu flere frivillige. Det er naivt at tro, der slet ikke eksisterer sexisme i kirken. Selvfølgelig gør der det, skriver sognepræst Christian Roar Pedersen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Debatten om sexisme raser efter at journalisten Sofie Linde har lettet på låget til medieverdenens chefkontorer. Magt, sex og udnyttelse af unge kvinder er udbredt. Ikke kun i medieverdenen, men også i politik og blandt landets læger.

Flere brancher råber nu op. Et klap i måsen, en hånd på låret eller et tilbud om at sidde på overlægens skød. Det er modbydeligt at høre alle eksemplerne, men de er desværre ikke overraskende. ”Vi finder os ikke i sexchikane” sang Shu-bi-dua allerede i 1992. Intet nyt under solen.

Hvordan ser det ud med sexisme i folkekirken? Vi er en organisation med tusindvis af medarbejdere og endnu flere frivillige. Det er naivt at tro, der slet ikke eksisterer sexisme i kirken. Selvfølgelig gør der det.

Har menighedsråd og andre ansættelsesmyndigheder ikke spekuleret i, om den unge kvinde har fået de børn, hun skulle have? Er der aldrig faldet en kommentar om den unge kvindelige præsts udseende? Taler de gamle hanelefanter ikke til voksne kvinder, som var de små skolepiger? Og mon ikke der gemmer sig grovere sager under sognegårdens velrenoverede gulvbrædder? Sager, hvor en mand i magtposition har udnyttet denne magt til seksuel tilfredsstillelse og ydmygelse af et medmenneske?

Der er brug for tre ting for at bekæmpe sexisme og overgreb i folkekirken:

For det første en tilbundsgående undersøgelse, der afdækker omfanget både blandt ansatte, frivillige og sognebørn. Psykologbranchen har de senere år været ramt af flere sager, hvor en psykolog har udnyttet en klient seksuelt. Er der et problem i forhold til sjælesorgen blandt landets præster? Eller vender problemet modsat: at de kvindelige præster oplever grænseoverskridende adfærd i det sjælesørgeriske rum? Alt dette skal afdækkes, for at vi kan handle. Virkeligheden er altings prøvelse. Vi må ikke lukke øjnene og lade, som om verden ikke eksisterer.

For det andet skal der etableres en whistleblowerordning i kirken, så de berørte medarbejdere, frivillige og sognebørn kan få hjælp og uvildig rådgivning. Strukturen i folkekirken gør, at menighedsrådene ikke altid er det rigtige sted at håndtere disse problemer. Og hvem har lyst til at ringe til biskoppen, hvis man er i tvivl om en bestemt episode?

For det tredje skal vi arbejde med kulturen i folkekirken. Der skal være nultolerance over for krænkende sprogbrug og adfærd.

Denne kulturændring har vi alle et ansvar for, men ledelsen har et særligt ansvar. Her tænker jeg både på biskopper og provster, men også på Landsforeningen af Menighedsråd. Og der skal penge på bordet.

Hvorfor rejser jeg denne debat? Skulle jeg ikke bare holde min mund? På forhånd ved jeg, mange kolleger vil anse dette indlæg som ukollegialt, fordi jeg kommer til at mistænkeliggøre alle. Jeg forstår godt indvendingen, men er ikke enig. At insistere på ordentlig adfærd, bekæmpelse af magtmisbrug og lighed mellem kønnene er ikke mistænkeliggørelse af alle. Det er snarere at insistere på at være kirke. En kirke, hvor vi ikke tolererer sexisme. En kirke, hvor vi tør tale om det, der er svært. En kirke, der bekender sine synder.

Sexismen lever sammen med skammen alt for godt i tavshedens mørke. Nu er det tid til at tale.

Christian Roar Pedersen, præst i Hals og Hou og debattør.